fredag den 30. september 2011

Laksestykker med basilikums "pesto"


Til aftensmad i aften har vi fået disse lakseportioner med en hjemmelavet slags basilikumspesto. Pestoen er egen kreation, som jeg før har lavet i forskellige variationer, da jeg synes, at topingen tilføjer en god smag til laksen.

Som tilbehør fik vi ovnbagte kartofler og bønner.

Ingredienser:
Frisk basilikum
Diverse nødder (i aften var det mandler, fordi det var hvad eg havde. For det meste plejer jeg dog at bruge valnødder og hasselnødder)
1 fed hvidløg i tynde skiver
Lidt citronsaft (i aften blev det lime saft, fordi der kun var lime i køleskabet)
Olivenolie

Fremgangsmåde:
Det hele blendes og fordeles ovenpå laksestykkerne, som bages i en 200 grader varm ovn i 10-15 min.

Note: Jeg har også tidligere haft tilføjet noget fint revet parmesan. Det fik vi dog ikke i aften.

Velbekomme!

Give away hos Ævlebævle

Se Ævlebævles blog her

Jeg vil gerne gøre opmærksom på denne lækre give away, som jeg godt gider at vinde!

Æbler af egen høst

Ikke så mange, men de er der!

I aften fik jeg hentet æblerne ind fra det tidligere omtalte æbletræ, der overraskede mig med sine fine æbler.
Jeg plukkede de sidste ned af frygt for, at jeg ellers ville glemme dem, og de dermed ville rådne op.

I skrivende stund er jeg ved at koge en portion, som jeg har planer om at lave æblemarmelade af.

Starten af æbleskrælningen

 Min mor plejer at lave en fantastisk marmelade, så nu vil jeg se, om jeg kan gøre hende kunsten efter.
Jeg går efter den gammeldags opskrift:

Masser af æbler
Tilpas med sukker
Rigeligt med vanillesukker

Håber på et tilfredsstillende resultat

torsdag den 29. september 2011

Blomsterbergs Rødgrød "surprice"



Som dessert til Ls fødselsdag havde jeg lavet Blomsterbergs rødgrød "surprice"
En lækker dessert, som skal serveres i små delikate kolde portioner.

 Opskriften er som følger:

"Rødgrøds-sylt":
6 stk. portionsglas (ca. 250 ml.)

  • 100 g. ordnede hindbær (nippede & skyllede)
  • 100 g. ordnede rabarber (skyllede & fint snittede)
  • ½ stk. polynesisk vaniljestang
  • ¾ dl. vand
  • 50 g. sukker
  • ½ stk. citron
  • 3 bl. husblas
Fløde creme:
  • ½ stk. polynesisk vaniljestang
  • 60 g. sukker
  • 25 g. maizena
  • 3 dl. sødmælk
  • 1 stk. æggeblomme
  • 1 bl. husblas
  • 2 dl. piskefløde
  • Mørk chokolade (70%) revet i små strimler (opskriften siger hvid chokolade og evt. kanel)
Rødgrøds sylt:
Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv (gem den tomme vaniljestang). Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, vand, sukker, alt frugt og saften fra citronen koges mørt under låg, ca. 15 minutter. Imens lægges husblassen i blød i en ½ liter koldt vand.
Gryden tages af varmen. Lad grøden afkøle let i 5 minutter. Vrid husblassen for vand & kom den direkte op i den stadigt varme grød, rør godt, skum af  og fisk den tomme vaniljestang op. Fordel grøden i de 6 udvalgte glas (tip glassene en lille bitte smule på skrå, hvis du ønsker at sylten hælder til siden ved anretning - vær omhyggelig for ikke at svine glassene til…). Lad glassene stå fuldstændigt stille i køleskab minimum 2 timer inden cremen fyldes på… (alternativt i fryseren i 45 minutter).
Fløde creme:
Husblassen lægges i blød i en ½ liter koldt vand. Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad. (gem den tomme vaniljestang).
2 af de 3 dl. mælk og den tomme vaniljestang koges op i en gryde.
Imens blandes vaniljesukker, sukker & maizena. Dette piskes men den tilbageblevne éne dl. mælk. Tilsæt æggeblommen & pisk igen. Når mælken koger kommes "vaniljeblandingen" op i den kogende mælk. Pisk mens cremen koger nogle sekunder og tykner. Gryden tages af varmen. Husblassen vrides for vand & kommes direkte op i den varme creme. Pisk godt.
Cremen kommes op i en skål og tildækkes helt med plast (husholdningsfilm der ligger direkte på cremen, så der ikke dannes kondens!). Cremen nedkøles helt i køleskab minimum 1 time. Den helt kolde creme piskes ensartet. Piskefløden piskes til let skum i en anden skål.
Creme og letpisket fløde vendes forsigtigt sammen og flødecremen fordeles nu oven på rødgrøds sylten. Lav flager af den hvide chokolade med en kokkekniv og stil flagerne elegant ovenpå flødecremen. Slutteligt sigtes en anelse kanel over..
Server desserterne kolde…..


Note to self: Lad nu være med at lave desserten i høje, smalle glas en anden gang. Det er et h..... at få dem fyldt uden at fedte hele siden af glasset til! Og så ser det ikke dekorativt ud alligevel.

Barbapapakage



Til Ls fødselsdag (for efterhånden lang tid siden) lavede jeg denne Barbapapakage.

Jeg blev dog langt fra tilfreds med resultatet! Denne gang lykkedes det mig at lave mmf fondant, men det var bestemt ikke uden problemer. Jeg tror måske, portion ikke helt var stor nok, for da kagen skulle betrækkes, krakkelerede fondanten forskellige steder på siden af kagen. Ikke på kanterne, så jeg tror ikke, problemet var for meget flormelis i mmf'en denne gang. Heldigvis havde jeg planer om at sætte blomster rundt op siden af kagen, så dem brugte jeg til at skjule så mangle ujævnheder som muligt. Man må vel bruge nogle tricks :-)

Kagen smagte dog rigtig godt, og L blev lykkelig, da hun så Barbapapa og Barbamama på kagen, og det er jo det vigtigste.

Kagen bestod af drømmekagebunde, 1 lag Blåbærcreme á la Blomsterberg fra Himmelske kager og 1 lag med skildpaddecreme. Kagen blev smurt op med Ultimate chokolade frosting og betrukket med ovennævnte mmf.



Blåbær creme a la Blomsterberg
250 g blåbær
1 alm vaniliestang (eller ½ polynesisk vaniliestang)
125 g sukker
Saften af 1 lime frugt

Alle ingredienserne koges uden låg ca. 15 minutter og afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 2 timer.

½ liter piskefløde
150 g. god hvid chokolade
4 blade husblas

Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader). Halvdelen af den godt varme fløde hældes over alt chokoladen, rør godt til chokoladen smelter og massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde. Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 3 timer eller til næste dag.
Den iskolde , stive "hvide" creme piskes let luftig med en håndmikser. Tilsæt slutteligt den iskolde blåbær sylt og lad den piske med. Cremen har en god konsistens og kan anvendes direkte i kagen med det samme.



Skildpaddecreme
½l piskefløde
4 Toms kæmpe skildpadder

Fløden varmes op til kogepunktet, hvorefter skildpadderne knækkes i mindre stykker og smeltes deri.
Blandingen sættes på køl til næste dag overtrukket med film (som skal være helt tæt på cremen, så der ikke dannes kondens). Dagen efter piskes cremen, og den er klar til brug.

onsdag den 28. september 2011

Hørt under aftensmaden

D: "Mor, jeg har ondt i min fod"
Mig: "Nå da, hvorfor har du det?"
D:  "Fordi jeg har spist for meget mad"
Mig: "Ok. Det var da ikke så godt"
D: "Nej, og når jeg bliver 10 år, så springer den i luften"
Mig: "Nå for pokker..."
D: "Ja, for så har jeg bare spist ALT for meget mad"
Mig: ".... ookaayyy....??"

Tja, børnelogik er altså nogle gange interessant. Er sikker på det gav mening i hans hoved.

tirsdag den 27. september 2011

Jeg har været aktiv i dag

I dag har jeg haft min ugentlige fridag, og den primært brugt på en praktisk opgave: at få flyttet én af børnenes sandkasser om på den anden side af huset.

Opgaven forløb i følgende skridt:

Før. Pladsen er ryddet og er klar til at begynde

Så blev der lagt fliser, og der blev "fuget" med jord og sten

Sandkassen blev tømt for sand, så den er klar til at blive flyttet
Naboen havde hejst flaget i dagens anledning :-)

Så blev den flyttet. Af mig selv!!
Nu står sandkassen på sin nye placering. Den står stadig åben, og sandet ligger ved siden af på terrassen, så det hele lige kan tørre, inden sandet fyldes i igen.

Dejligt at kunne strege endnu en opgave fra to do listen!

Og som en positiv overraskelse, viser det ene af vores æbletræer sig fra sin bedste side i år. Det plejer ikke at give særlig mange eller gode æbler, så jeg har ikke givet det meget opmærksomhed. Det var dog imidlertid en fejl, for i dag opdagede jeg, at det i år har de fineste lækre æbler, så dem må jeg lige få samlet sammen indenfor den nærmeste tid.

 
Eftermiddagen blev også positiv, for der jeg var nemlig en tur i Horsens efter en ny mobil. Denne HTC Sensation:


Jeg solgte i foråret min daværende smart phone til en kollega, og har siden gået og ventet på det rigtige tilbud. Det kom i dag, så nu har jeg endelig en "ordentlig" telefon igen :-)

Dagen afsluttedes med at jeg var en tur til gymnastik med L. D var også med i dag, da M skulle en tur i biografen, så jeg havde en rigtig hyggelig tur med mine to guldklumper.

Alt i alt en rigtig god dag!

mandag den 26. september 2011

Efterårsinspiration

Billedet er lånt her


Inspireret af gårsdagens efterårsdag sidder jeg nu og "sucker" over flotte billeder af efteråret i USA.
Jeg oplevede det på egen hånd, da jeg i sin tid var au pair derovre og husker det som noget af det mest fantastiske! Farverne er meget stærkere end herhjemme og det er bare smukt smukt smukt.

Enjoy...

Billedet er lånt her

Billedet er lånt herfra

Billedet er lånt her

Ha' en god dag!

søndag den 25. september 2011

En dejlig efterårsdag



Sikke en fantastisk vejr det har været i dag! Det er en dag som i dag, der gør, at jeg elsker efteråret!

Vi tilbragte den første del af dagen i haven. Vi fik ordnet en masse småopgaver; fik beskåret nogle træer, klippet lange skud af nogle af hækkene, fik fejet blade sammen og samlet det hele i en stor trailer udlånt af naboen. Nu står den så klar i indkørslen til at køre på lossepladsen i morgen, for da vi havde fyldt den, og M og D var kørt afsted for at aflevere affaldet, fandt de ud af, at genbrugspladsen ikke har åbent om søndagen (pr. 31/8). Ahmen altså!

Børnene har hygget sig og nydt det. De har skiftevis hjulpet os forældre, cyklet rundt og leget "restaurant" i sandkassen. Specielt D elsker at være "arbejdsmand" udendørs og hjælper meget gerne til. Han er også ved at have den alder, hvor han reelt hjælper, så det er dejligt.

Her kan I se, hvordan de fjollede rundt:


Udover alt det praktisk vi fik på plads i dag, så giver sådanne dage mig en ro i sjælen, som jeg har fundet ud af, at jeg har brug for. Jeg har brug for at opleve, at vi når noget praktisk bare engang i mellem, så jeg ikke føler, at jeg drukner i ufærdige gøremål. Det går specielt mig på (M påvirker det ikke så meget), når vi i en lang periode har brugt vores weekender på enten at have gæster eller være i byen. Det er jo rigtig hyggeligt, misforstå mig ikke, og derfor er det også endnu sværere at sige nej, når man gerne vil være sammen med mennesker man holder af. Men hvis jeg ikke også har x antal dage, hvor vi når nogle praktiske gøremål, får jeg nogle dyk, hvor jeg ikke synes, jeg kan overskue situationen mere og derfor begynder at stresse over alle de løse ender. Det er naturligvis ikke rart, og jeg gør hvad jeg kan for at undgå det.

Derfor betyder en dag som i dag utroligt meget for mig, og jeg kan nu igen se på de resterende ufærdige projekter med oprejst pande. Dejligt...

Vi afsluttede dagen med et barselsbesøg hos et vennepar. Sikke dog et lille pus, vi fik lov at holde og ae..... Specielt L var helt oppe og ringe over "baby". Hun leger også rigtig meget med sine dukker herhjemme, så hun blev helt ekstatisk, da hun så en levende baby. Babyen blev ae'et hver gang hun kom forbi ham, og da vi skulle hjem, blev der sagt farvel med en kys på panden. Så smeltede moderhjertet da lige...

mandag den 19. september 2011

Gulerodsbrød med valnødder

Bollerne inden de kom i ovnen. Fik desværre ikke taget et billede, da de kom ud.


Som tilbehør til hovedretten til Ls fødselsdag fik vi sammen med salatbar dette lækre lækre madbrød.

Opskriften er fra bogen "A Piece of Cake" af Leila Lindholm -en udmærket bog, iøvrigt. Det var første gang jeg prøvede opskriften, men blev bestemt ikke skuffet!

Ingredienser:
2½ dl. mælk
2½ dl. gulerodsjuice (jeg brugte grøntsagsjuice m. 21% gulerødder)
50 g. gær
½ dl. lys sirup
75 g. blødt smør
1 spsk. salt
2 tsk. stødte nelliker (jeg brugte ½ tsk.)
2 tsk. stødt ingefær (jeg brugte ½ tsk.)
500 g. gulerødder
100 g. valnødder
Ca. 1 kg. hvedemel

Birkes, græskarkerner og flagesalt (jeg brugte ikke birkes)

Fremgangsmåde:
Varm mælk og juice til det er håndvarmt, max. 37 grader. Smuldr gæren i en skål og tilsæt den lune væske, sirup, smør, salt og krydderier. Skræl og riv gulerødderne groft, hak valnødderne groft og bland det i gærvæsken. Tilsæt 600 g. af hvedemelet og resten lidt af gangen. Ælt til dejen er elastisk.

Lad dejen hæve tildækket og lunt i skålen til dobbeltstørrelse ca. 45 minutter. Vend dejen ud på et meldrysset bord og del det i tre stykker. Form ét af stykkerne til et lille rundt børd og læg det midt på en plade med bagepapir. Del resten af dejen i 14 stykker og tril dem til runde boller. Læg bollerne i en krans rundt om det store brød. Afstanden mellem bollerne og det midterste brød skal være ½-1 cm. (jeg lavede ikke det store brød i midten, men i stedet en hel plade med boller. Udover ovenstående bageplade havde jeg mere dej, men jeg kunne lave et lille madbrød af).

Varm ovnen op til 200 grader. Efterhæv brødet tildækket 30-40 minutter.
Pensl brødet med vand og drys frø og flagesalt på.

Bag brødet på nederste rille i ca. 30 min. til det har fået en fin gyldenbrun farve. Lad det køre af på en bagerist.

Note: Jeg brugte ikke så meget krydderi, som opskriften siger, da jeg ikke er så vild med ingefær. Efter mine smagsløg blev brødet rigtig godt, hvor man stadig kunne smage krydderierne svagt. Et brød jeg helt sikkert skal lave igen engang.

Vikingbøf

Hovedretten til Ls fødselsdag var Vikingbøf. Jeg kendte ikke retten, så det var en ny opskrift for mig. Jeg fandt opskriften på nettet, da jeg ledte efter et alternativ til den traditionelle mørbradgryde. Jeg brugte en opskrift fra Alletiders kogebog.


Desværre glemte jeg at tage et billede, så jeg har lånt nedenstående billede her




Ingredienser:
2 kg. svinemørbrad
250 g margarine (brugte jeg ikke)


Sauce:
1 l. piskefløde (jeg brugte ½ l. piskefløde 38% og ½ l. cremefine
½ l. suppe af oksebouillonterning
2 løg
2 fed pressede hvidløg
2 spsk. karry (med top)
4 spsk. paprika
2 tsk. sukker
140 g. dobbeltkoncentreret tomatpuré

Lidt salt

Fremgangsmåde:
Svinemørbraderne skæres i små skiver, der brunes på panden, som bagefter koges af med suppen. Saucen tilberedes. Kødet simrer i saucen i ca 30 til 45 minutter. Skal stå i et døgns tid før genopvarmning/servering. Pyntes med strimler af letkogt grøn eller rød peber. 

I opskriften anbefales det at lade retten stå natten over, da det fremmer smagen. Jeg havde lavet den i god tid, så min var en tur i fryseren. Nu havde jeg jo ikke noget at sammenligne med, men jeg synes bestemt, at retten er anbefalingsværdig. Den smagte dejligt krydret og blandingen af paprika og hvidløg træder godt igennem. Hvis jeg skal lave opskriften en anden gang, tror jeg dog, jeg skifter al fløden ud med cremefine. Det tror jeg ikke bliver noget problem. Så bliver det trods alt lidt mere fedtfattigt.

søndag den 18. september 2011

Fødselsdagsweekend

Sikke en efterårs dag vi har haft i dag! Vi har brugt dagen på oprydning, tøjvask og indendørs hygge, hvilket mængden af legetøj spredt over hele huset også bevidner om. I går fejrede vi nemlig Ls 2 års fødselsdag for familien. Det var en rigtig hyggelig dag, og L nyder at være i centrum, så hun var virkelig i sit es!

Vi har også fået en masse lækker mad i forbindelse med fødselsdagen, så i løbet af de næste par dage vil jeg blogge om de forskellige opskrifter, efterhånden som jeg får tid og overskud til det.

Hen på eftermiddagen i dag blev det opholdsvejr, så vi fik også lidt tid udenfor, hvor én af gaverne fra M og jeg skulle tages i brug:


Begge børn syntes, at det var helt fantastisk og var ikke til at hive ned fra gyngen igen. Dejligt med begejstring for gaver.

L fik også mange andre gaver. Et gennemgående tema for fødselsdagen var dukketing, Duplo og Barbapapa. Sidstnævnte hitter for stort lige nu, så hun fik en del gaver indenfor dette emne:


Og D var meget ivrig efter at hjælpe med gaveudpakningen. Dog med delvis succes og mange forhandlinger undervejs ;-)



Og så er der også lige en billedmedley af fødselsdagsbordet:




Menuen var:
Hovedret:Vikingbøf m. ris og salatbar. Dertil hjemmebagt brød.
Dessert: Blomsterberg "Rødgrød surprice"

Det kaffe fik vi hjemmelavet Barbapapakage, bountykugler, søde kys og diverse frugt.

Opskrifter følger...

søndag den 11. september 2011

Tænk at det i dag er 10 år siden...

.... terrorangrebet i USA, og jeg får stadig kuldegysninger og en klump i halsen af at se filmklip derfra den dag i dag.

Puha, jeg synes, det er hårdt at se alle filmklippene i tv her til aften. Jeg bliver ekstra påvirket, fordi jeg har et specielt forhold til New York, for jeg var au pair i New York i 1998-1999. Det var helt klart et af de bedste år i mit liv, og jeg tilbragte meget af min fritid på Manhattan. Derfor har jeg også været oppe i World Trade Center flere gange, har mange billeder og sågar videofilm deroppe fra. Derfor var det et kæmpe chok, da alvoren af terroren d. 11/9-01 gik op for mig.

På daværende tidspunkt boede jeg på kollegium, og jeg sad på mit kollegieværelse og læste lektier, da en klassekammerat ringede og bad mig om at tænde for fjernsynet, for der var sket noget i USA. Alvoren gik faktisk ikke op for mig, før det første tårn faldt sammen. Jeg ved ikke, hvorfor det tog så lang tid, men jeg var sikker på, at det skulle "de" nok for styr på igen, for det er jo i New York.

Tænk, at sådan en begivenhed kunne ændre verden for evigt! Så skræmmende, men efterfølgende utroligt at se, hvordan (den vestlige) verden kan stå sammen om en begivenhed som denne.

Jeg længes ofte efter New York og vil rigtig gerne tilbage igen en dag. Ikke mindst for at vise min familie den mest fantastiske by i verden (efter min mening), men samtidig er jeg også en smule påvirket over, at byen har ændret sig så meget siden. Mine minder om byen stammer fra en hel anden tid i verdenshistorien, og et eller andet sted kan jeg også godt lide at beholde min gode minder intakt.

Men én eller anden dag, bliver jeg nødt til at tage tilbage...

fredag den 9. september 2011

Så er det weekend...

... og fredag aften bliver brugt foran fjernsynet med første afsnit af "Vild med dans". Det program er altså bare perfekt til fredag aften, for det er god underholdning, som ikke kræver hjerneaktivitet. Jeg ved ikke, hvor mange fredag aftener, jeg er faldet i søvn i sofaen til programmet. Det har jeg nu ikke planer om i aften, men nu må vi se... :-)

Vi har (endnu) en travl weekend foran os. Vi får nemlig gæster både lørdag og søndag. Det ser jeg selvfølgelig frem til, men samtidig kræver det også en del forberedelse. Så lige nu er jeg igang med at lave indkøbsseddel og madplan til både weekenden og næste uge. Vi har dog allieret os med det første hold gæster i morgen. Det er Ms bror og kæreste, som kommer fra morgenstunden og tager børnene med hjem til sig, for at vende tilbage med dem til eftermiddagskaffe og aftensmad. Det giver os forældre nogle timer, hvor vi skal forsøge at få have lidt styr på hjemmet, som trænger gevaldigt for tiden. Jeg håber dog også, jeg kan få sneget mig til børnekræmmermarked i Horsens, for at se om jeg kan opstøve et puslebord til Ls dukker, som en ekstra fødselsdagsgave til hende.

Søndag får vi et vennepar til formiddagskaffe, så jeg skal også lige have forberedt lidt. Jeg satser bl.a. på nogle koldthævede boller. Har en ny opskrift, som jeg skal have afprøvet, så det blogger jeg nok om i løbet af weekenden.

Anyway, der bliver nok at se til, så kan I have en god weekend alle sammen!

Øv for en morgen

D er inde i en periode, hvor selv den mindste modgang kan slå ham helt ud. Vi forsøger selvfølgelig at hjælpe ham og undgå at skælde ud, når han opgivende kaster et eller andet igennem luften, eller sætter sig ned og nægter at gå videre fordi..... et eller andet ligegyldigt vigtigt.

Men sådan en morgen fik vi i dag. Han gik fuldstændig i selvsving over, at der ikke var tid til, han kunne gå med over i børnehaven med sine ting, inden han blev afleveret i SFO'en (ja, her hvor vi bor, skal børnehavebørnene afleveres i SFO, hvis de møder inden 7.30, hvorefter de går sammen til børnehaven. Don't ask me why? Eller jo, jeg ved det godt, men det er alligevel latterligt!)

Nå, men tilbage til vores fantastiske morgen, der endte med, at jeg afleverede et skrigende og sparkende barn, der smed om sig med diverse bandegloser, bamsen var kastet ind i hækken 2 gange, og han var flere gange vendt demonstrativt om og var på vej hjem igen.

Om jeg begriber hvad der sker inde i hovedet på de små størrelser! Hvordan kan sådan en lille ting få hele hans verden til at bryde sammen?

Det eneste der "hjælper" er at give ham noget tid alene, hvor han "kommer ud" af surheden igen. Desværre kan det nogle gange tage lang tid, men det er det eneste man kan gøre. Når han så åbner lidt op igen, tager vi selvfølgelig en snak om tingene.

Men hvor det dog smerter mit moderhjerte at skulle aflevere sit barn på denne måde. Så er dagen altså lang, inden man ses igen....

torsdag den 8. september 2011

Dårlig bagedag

I går havde jeg min ugentlige fridag og planen var, at den skulle bruges på at forberede noget af bagværket til Ls fødselsdag om 2 uger samt gæster i weekenden, men det gik desværre ikke helt som planlagt!

Dagen startede med en besøg hos lægen med D. I sidste uge faldt han i børnehaven og slog hul inde i munden. Hullet har lukket sig, men han kan stadig ikke åbne sin mund helt op. Lægen mente dog, at vi skal se tiden lidt mere an, så nu håber vi, at det snart går fremad. Hvis ikke det er væsentligt bedre man/tir i næste uge, skal han dog til røntgen.

Inden vi skulle afsted, ville jeg lave nogle søde kys, da de skal have 2½ time i ovnen. Men her skete dagens første fejltagelse: jeg kunne kun nå at fylde 1 plade, mens resten måtte vente til jeg kom hjem. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være et problem, men på de 2½ time vi var væk, faldt massen fuldstændig sammen, og jeg kunne ikke piske den op igen. Det resulterede i, at de efterfølgende plader med "søde kys", blev til "søde pandekage kys" - Fuldstændig flade! De smager stadig fint, men altså visuelt er de ikke et kønt syn!

Næste projekt: Hindbærmuffins med hvid chokolade. Også her gik det galt! Jeg valgte at bage nogen i papirsforme i en silikoneform og resten i papirsforme. Dette valg resulterede i, at kagerne ikke var færdige på samme tid = kagerne i silikoneforme faldt sammen! Selvom de fik længere tid i ovnen end opskriften angav.

Sidste mislykkede projekt var lagkagebunde til Ls fødselsdagslagkage. De blev f.... heller bagt i midten, selvom også de fik længere tid end opskriften sagde. Og det var endda en kendt opskrift, så ikke noget nyt der...

Men altså..... sikke da en øv dag! Alle de spildte kræfter og ikke mindst ingredienser. Jeg ved ikke, hvad der gik galt.

Eller jo, det må helt klart være ovnen, der er ved at gå i stykker! :-)

tirsdag den 6. september 2011

Aftensmaden i dag



Vi har en temmelig presset hverdag, så når der skal laves aftensmad, skal det for det meste gå hurtigt, og der er derfor ikke er tid til de store kreationer i hverdagen. Derudover, så er børnene desværre blevet meget kræsne. D har været det længe, mens L nu også begynder at rynke på næsen over det meste der serveres. Jeg forsøger på ikke at lade mig påvirke af dem, men det er svært, for vi vil jo selvfølgelig også gerne have at de spiser noget.

Dagens aftensmad går også ind under kategorien "nemt og hurtigt" og smagte ganske udmærket.

Den oprindelige opskrift hedder "Pasta med den hurtige sauce" fra Pasta- og kartoffelkogebogen fra WeightWatchers. Men jeg har lavet forskellige ændringer til opskriten for bl.a. at bruge lidt af det, der var i køleskabet.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ingredienser
200 g. røget skinke
1 rød peberfrugt
1 brocolli (jeg brugte ½)
1 pk. mini majs (tilføjet af mig)
2 fed hvidløg
1 tsk. olie
2 dl. vand
1 bouillonterning (jeg brugte klar bouillon)
2 spsk. frisk timian (jeg brugte tørret)
2 dl fromaise frais
Ca. 1 spsk. sød chili sauce
+ lidt jævning af mælk og mel
Salt
Friskkværnet peber

Fremgangsmåde
Skær skinken i tern. Del peberfrugten i mindre stykker, brocollien i små buketter, og del mini majsene i mindre dele. Skræl og hak hvidløget og steg det hele sammen i en gryde (jeg brugte sauterpande). Tilsæt vand, bouillon, fromaise frais, chili sauce og skinken. Lad det koge et par minutter. Smag til med krydderier og server med pasta til.

Jeg blandede det sammen med spaghetti og serverede det med lidt revet ost på toppen i håb om, at børnene ville spise det (det lykkedes til dels).

Meget simpelt og hurtigt. Det er sådanne opskrifter jeg ofte benytter mig af i hverdagen (og konstant søger efter på Internettet), så nu er den hermed givet videre, så andre travle (børne)familier også kan få gavn af den.

Og til sidst et billede af D, som jeg fandt ham i aften, da han var faldet i søvn:



Godnat og sov godt!

søndag den 4. september 2011

Stilleleg

Det var så den weekend! For vores vedkommende har det været en weekend med fuld knald på. Vi var i byen både lørdag og søndag. Og lørdag aften kom børnene først i seng v. 22 tiden. Men de er altså seje til vekslende sengetider! Til hverdag har vi selvfølgelig en fast rytme, men i weekenden kan de sagtens klare at komme sent i seng, og sover også for det meste (7-9-13) længere morgenen efter. Det gjorde sig også gældende i denne weekend. Derudover, var de begge gode til at snuppe nogle små lure. For Ds vedkommende i bilen, mens L fik sovet til middag i barnevognen. Så de har bare klaret det SÅ flot.

Derudover, har vi fået introduceret den fantastiske leg, stilleleg, her i weekend. Vores børn kan til tider virkeligt være nogle krudtugler, hvor bølgerne kan gå meget højt, fordi de gejler hinanden op. Og specielt L lever op til betegnelsen "krudtugle" med fuld damp! Derfor spurgt M i går, om de kendte legen. De gjorde de ikke, og var meget spændte på, hvad det mon gik ud på. Da de fandt ud af det, var legen med det samme et stort hit! Og det blev leget et stykke tid, til stor gavn for os forældre, der havde en smule summen i hovedet af al aktiviteten forinden.

Børnene er helt med på idéen, og kan klart anbefales til andre forældre, der hat brug for bare 5 minutters "summe-fri-zone"...  Vi skal ihvertfald lege det igen ;-)

fredag den 2. september 2011

2 nye kage webshops

Indenfor de sidste par dage er jeg blevet opmærksom på, at der er kommet nogle nye kagewebshops.


og



Det glæder mig, at der kommer flere online butikker med kageudstyr.
Både for at får større udvalg, men derudover kunne man jo også håbe, at det presser priserne lidt, så det kommer os forbrugere til gode ;-)

Jeg vil ihvertfald holde øje med butikkerne for at se, hvad de kan tilbyde.

"Mor, du forstyrrer mig"

Det er den melding, jeg lige har fået af min søn! Han sidder nu og tegner, mens jeg forsøger at arbejde. Åbenbart forstyrrer jeg kunstneren, når jeg skriver på tastaturet! Bevares.....

Så er han vist ved at være frisk igen :-)

Nattens forløb

Natten forløb faktisk bedre end forventet.

D vågnede efter 3 timers søvn i går og var meget ked. Han græd og græd, og jo mere han græd, jo mere ondt fik han i munden. Han nægtede dog at få endnu en Panodil stikpille, og ja han kunne jo ikke sluge noget smertestillende, så jeg frygtede det værste.

Men det endte med, at han kom ind i vores seng, hvor han, efter et par kortere grædeture, sov sødt hele natten. Dejligt! Her til morgen mente han bestemt, at han ikke havde ondt i munden mere, men det var vist kun fordi, den havde fået ro hele natten. For så snart han begyndte at bruge den, gjorde det ondt igen, og han nægtede at spise.

Det tog nogle timer, men op af formiddagen blev han alligevel for sulten, så nu har han fået yoghurt spist med et sugerør.

Nu sidder han her ved siden af mig og leger med perler, så han er vist ved at komme på højkant igen. Det håber jeg, for vi har en del på programmet i weekenden.

God weekend, når I kommer dertil!

torsdag den 1. september 2011

Øv, hvor jeg hader...

....når mine børn kommer til skade! Ja, det gør alle forældre jo, men altså sådan en dag har vi haft i dag.
Midt på eftermiddagen blev der ringet fra Ds børnehave om, at han var faldet ned fra en klatrevæg og havde bidt sig inde i munden og var meget ked af det. Vi kørte med det samme og var der 35 min. senere.

D sad og læste i en bog og var meget trist. Heldigvis blødte det ikke mere, men han var ikke meget for at åbne munden, så jeg kunne få lov at se. Det lykkedes dog et kort sekund, hvor jeg kunne se et pænt dybt hul bag ved kindtænderne i den ene side.

Da vi kom hjem, fik vi ringet til vagtlægen. Men fik at vide, at det gjorde man ikke noget ved, da man ikke kan sy inde i munden. Hvad sker der der? Hvad gør tandlæger så? Nå men, vi kan jo ikke gøre andet end at tro på, at det gror sammen af sig selv.

Alt andet lige, så havde vi en meget ked søn her i eftermiddag/aften. Det endte med, at han gik i selvsving, fordi det gjorde så ondt. Og jo mere han græd, jo mere åbnede han munden, og jo mere ondt gjorde det.... Så det lille pus sad hos mig og græd, mens jeg forsøgte at få lidt mad indenbords. D skulle intet have. Han ville ikke engang drikke, så ked og efterhånden udmattet var han...

Så han fik en børne Panodil og blev puttet tidligt. Han sov, inden jeg havde forladt værelset....

Nogle gange kunne det være rart, om man kunne påtage sig lidt af sine børns smerter. Det er SÅ forfærdeligt, at sidde og ikke kunne gøre noget.

Nu er jeg spændt på, hvordan natten kommer til at forløbe...