mandag den 30. juli 2012

Ventetiden er lang.....

Og her sidder man så.... 6 dage over tid, suk! Er ved at være en smule træt af at vente uden at kunne foretage sig det helt vilde. Det er nu ikke fordi jeg ser specielt frem til fødslen, frygter det faktisk lidt, men prøver stadig at mentaltforberede mig selv på det, så jeg ikke går i panik denne gang, som det mere eller mindre skete de andre gange.

Men når vi nu i flere måneder har snakket om, at lillesøster kommer i sommerferien, er ventetiden ekstra lang for de 2 store søskende. Vi har jo haft ferie i mere en 2 uger nu, og der er endnu ingen baby kommet. Forventningens glæde sætter efterhånden sit præg på vores alle humør. Vi forsøger at gøre tiden hyggelig for børnene og har da også foretaget forskellige ting, i det omfang mor her nu har kunnet holde til det. Men vi kan ikke komme udenom, at der også har været nogle trælse dage indimellem. Børnene har bestemt leget pænt sammen, men når de ikke stimuleres nok i en længere perioden, ja, så ender de altså i totterne på hinanden. Forståeligt nok, men det har bestemt været med til at sætte hele familien under pres (specielt i sidste uge med 30 graders varme!)

Vi har bl.a. foretaget følgende i ferien:

En tur med veterantoget Vejle-Jelling-Vejle



En rigtig hyggelig tur med begrænset varighed. Selve togturen tog 2*30 minutter med en pause på 45 minutter i Jelling. Der nåede vi at være et smule kulturelle og fik besøgt Jelling stenene, rendt op af én af gravhøjene (altså minus undertegnede!) og spist is!

Det er bestemt et besøg værd, og børnene synes det var rigtig spændende at køre med et tog fra gamle dage.

Vi har også været en tur i Skærup mini Zoo.


Jeg havde forinden hørt meget om stedet, så jeg var spændt på at se, hvad det gik ud på. Det er også et ganske ok sted. Det er bygget op omkring en tidligere bondegård, som løbende er blevet udvidet på udendørsarealerne omkring gården. Der er mange forskellige dyr, både zebraer, en hav af forskellige fugle, en del forskellige aber, pumaer og andre kattedyr, men der også var mere "almindelige" dyr som hængebuesvin, marsvin og geder.

Egentligt kunne vi bare have parkeret L ved denne lille pony, som det var muligt at få en ridetur på udenfor zoo. Hun snakkede ikke om andet hele dagen! Altså bortset fra gederne. Det nød de begge to. Og da de så også fik lov til at fodre dem, var lykken gjort.

Stedet var meget velbesøgt, og det kan da også være, vi kommer tilbage en dag, men jeg vil sige, at stedet mest egner sig til mindre børn. Der var også et større legestativ og nogle gynger osv. Så alt i alt et helt fint sted for vores familie. Prisen er naturligvis også en anden, end hos de større steder som Givskud osv. Vi brugte en 4 timers tid der (inkl. madpakkespisning), og så var vi egentligt klar til at køre videre. Men det var bestemt en god oplevelse.

Nogle andre højdepunkter har været hygge herhjemme i haven, da det gode vejr endelig meldte sin ankomst. Undertegnede fortrak ind under et skyggefuldt træ, men børnene har moret sig med badebassin og telt i haven, mens M har malet garage. D har endda sovet derude (i teltet altså) en nat sammen med M. Dét var stort!


Det var så også i løbet af disse dage, hvor vi alle endte med at gå lidt op i limningen. M malede dagen lang, der var 30 grader og børnene blev mere og mere hyperaktive. You do the math!!

Én af de dage, hvor det gik rigtig skævt, endte jeg med at tage børnene med en tur til stranden i Juelsminde. Egentligt ikke noget jeg havde specielt meget lyst til i min nuværende tilstand, men det endte faktisk med at blive en ret hyggelig tur, hvor både børnene og jeg fik lidt luft (hvis man ser bort fra 2*20 min. tur i bilen uden aircon!).


torsdag den 19. juli 2012

Grove brunchboller



I forbindelse med Ls sidste dag i dagplejen, afprøvede jeg denne opskrift på boller, som jeg selv synes blev ret vellykket.

Opskriften er fra Amos "Den store bagebog 2"

Ingredienser:
350 g. hvedemel
150 g. fuldkornshvedemel*
50 g. havregryn
½ dl. madolie
1 dl. yoghurt naturel
1½ dl. vand
1 æg
25 g. gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker

Fremgangsmåde:
Bland yoghurt og varmt vand (37 grader) og opløs gæren heri.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen til den er ensartet (jeg brugte røremaskine).
Lad den hæve lunt og tildækket i ca. 30 min. (jeg lod den stå lidt længere, da jeg ikke synes, den var hævet særligt meget efter 30 min.)
Slå dejen sammen og tril den ud til en pølse.
Del den i 16 lige store dele.
Form bollerne og sæt dejen på pladen.
Lad dem hæve lunt og tildækket i ca. 20 min.
Klip et kryds i hver bolle (det undlod jeg).

Pensl med yoghurt og drys med fuldkornshvedel.

Bages i 12-15 min. på midterste rille i en 220 graders forvarmet ovn (varmluft 200 grader).

*jeg brugte kun 90 g. og supplerede op til de 150 g. med alm. hvedemel, da jeg ikke ville lave dem alt for grove til dagplejebørnene. Og faktisk synes jeg, at de blev tilpas grove på denne måde.

Boller efter hævning og inden pensling


De færdige boller


Hvem sælger sætterkassehuse?

Ja, hvem er det nu lige, der laver disse fine huse og sælger ud af dem?

Jeg har indledt jagten på et sætterkassehus til Ls værelse, men nu synes jeg ikke, jeg kan finde nogle af de adskillige blogs, hvor jeg har set dem fremvist.

Anyone?

Help...

onsdag den 18. juli 2012

Ls sidste dag i dagplejen

I fredags var sidste dag, hvor L var dagplejebarn. Efter sommerferien venter børnehaven, hvilket hun har glæder sig til længe. Hun er kommet en del i børnehaven, når vi har hentet D, så hun er allerede på fornavn med de fleste (børn som voksne). Hun er også et meget selvstændigt og fremmeligt barn, så det skal nok blive en god oplevelse for hende.

Det er dog alligevel altid en smule vemodigt, når et kapitel i ens børns liv slutter.
For at gøre dagen lidt speciel, havde jeg bagt boller og medbragt dette pindsvin, som børnene og dagplejeren kunne hygge sig med om formiddagen.



Ungerne blev helt vilde, da de så skildpadden! Dejligt, at der skal så "lidt" til at for begejstre, og når det tilmed er et sundt tiltag, vil jeg gerne give idéen videre.

Bollerne faldt også i god jord, og opskriften findes her.

Om eftermiddagen kom M, D og jeg og sagde farvel. Vi hyggede et stykke tid i haven, mens vi spiste resten af vandmelonen og bollerne. Vi havde valgt at give dagplejeren et Pandora armbånd med en charm af en lille pige med rottehaler, hvilket vi synes var meget passende for vores (lille) L. Det virkede til, hun blev glad for gaven. Dejligt at kunne give en gave, der blive vel modtaget, når vi (og ikke mindst L) har været glade for hende.

fredag den 13. juli 2012

Er her skam endnu....

... men det er godt nok ikke blevet til mange blogindlæg på det sidste. Det kan vi hurtigt blive enige om.

Status herhjemme er pt. at hele familien er gået på sommerferie i dag. D fra børnehaven, M fra arbejdet, mens L havde sidste dag i dagplejen og starter efter sommerferien i børnehave. Jeg har derimod gået herhjemme siden d. 1/6. Først holdt jeg mine 3 ugers sommerferie, hvorefter min barsel officielt startede.

Synes, det er lidt vildt, at jeg allerede er nået så langt i denne graviditet, men faktum er, at jeg i dag har 1 uge og 4 dage til termin. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at fødslen, i princippet, kan starte når som helst. Det skyldes, at jeg er gået hhv. 14 og 13 dage over tiden med D og L, så jeg har derfor svært ved at forestille mig ikke at skulle gå helt til terminen, inden fødslen går i gang. Men lad og nu se....

Nu får jeg jo hele familien hjem hver dag (hele dagen!). Noget, jeg naturligvis ser frem til, men samtidig er jeg også klar over, at det nok blive temmelig hårdt. F.eks. betyder det, at det er slut med min daglige "morfar" på sofaen, hvorimod jeg nok kommer til at være på benene det meste dagen i stedet.

Vi har ikke de vilde planer i ferie, da vi jo ikke ved, hvornår lillesøster melder sin ankomst. Men vi er dog opsat på, at der skal ske noget for D og L i det omfang, det bliver muligt. Vi har derfor planer om nogle forskellige småture. Heldigvis er de ikke så store endnu og  har derfor ikke de store forventninger om forlystelsesparker osv.

I går havde jeg f.eks. en snak med D. om hans forventninger til sommerferien og samtalen foregik på nogenlunde denne måde:

Mig: "Hvad kunne du godt tænke dig at lave i sommerferien?"
D: "Måske rydde lidt op"
Mig: "Jamen, kunne du ikke tænke dig, at vi skal lave noget?"
D: "Skal vi lege med perler?"
Mig: "Kunne du ikke tænke dig at tage på nogle ture?"
D: "Vi kunne måske tage en tur på legepladsen? Jeg kender 3 legepladser (han nævner 3 forskellige veje i vores lille landsby"

Arhmen altså, der smeltede mit hjerte lige.... Tænk sig at have så lave forventninger. Vi plejer ellers at tage på en del ture, når tiden er til det, men der er ingen tvivl om, at han godt er klar over, at det i år bliver lidt anderledes, hvilket han fuldt ud har affundet sig med.

Hvor er han altså sød...

...Det skal så lige siges, at da han i aften havde en lignende samtale med M, havde ønskerne ændret sig til, at han gerne vil ud at køre tog og ud at sejle.

Mon ikke vi finder ud af noget?