tirsdag den 30. oktober 2012

Halloweenfest

I fredags holdt vi halloweenfest i børnehaven. En fest, jeg havde arrangeret sammen med 4 andre mødre, og selvom der ikke var den bedste tilslutning, så var det en rigtig god fest. Den ringe tilslutning betød, at vi "kun" blev 75 (=børnehavebørn, søskende og forældre), hvilket gjorde at vi kunne holde festen i børnehaven, i stedet for at skulle flytte den til skolen, som har større lokaler til rådighed.

Inden festen havde 2 forældre lavet pynt sammen med børnene og pædagogerne. Det blev til fine flagermus og græskar.



Specielt flagermusene synes jeg er godt lavet. De er så fine og er så simple at lave, da de bare består af en sort sok fyldt med sammenkrøllede aviser, hvorpå der er sat papvinger, øjne, tænder og øjne.

Vi havde pyntet meget op for at skabe den rigtige (u)hyggelige stemning

Vi startede festen med at spise sammen ved en fælles buffet. Hver familie skulle tage en ret med til deres egen families størrelse, som så blev stillet på en fælles bord. Der var mange almindelige retter, men enkelte havde også gjort en del ud af det:



Efter spisning skulle der skæres græskar. På tilmeldingslisten kunne folk skriver på, hvor mange græskar de ønskede til 20 kr. pr. stk., så anskaffede vi dem. Der var stor opbakning, og det så ud til at alle hyggede sig, selvom det jo mest er de voksne, der gør arbejdet, når børnene ikke er større.
Bagefter stillede vi dem alle udenfor, hvor det i mellemtiden var blevet mørkt, så de pyntede med lys i.



Da det næsten var blevet helt mørkt skulle børnene (og forældrene) på skattejagt udenfor på legepladsen. Vi havde på forhånd informeret om, at vi ville lave skattejagt i mørket, så alle havde taget lommelygter med.
Vores børnehave ligger midt på en stor naturgrund med legeplads på begge sider af bygningen. Vi havde derfor valgt at lave 2 skattejagter; en for de store (5 år +), og en for de små (3-4 år). Posterne var de samme, men vi havde opdelt jagten for at de store ikke skulle finde skatten, inden de små nåede at opdage noget.



Og det var et stort hit! Jeg var på forhånd spændt på, om nogle af de mindre børn ville finde det for uhyggeligt i mørket, men det var heldigvis ikke tilfældet. Posterne bestod af billeder, som børnene skulle finde. De blev spurgt om et spørgsmål som f.eks. "Hvad er det, der kravler rundt og laver spindelvæv?", og når de så havde gættet svaret, fik de at vide, hvor de skulle lede efter posten. -Så afsted det gik med lommelygter! Billederne, som de skulle finde, var malet på et stykke træ, der var grundet med selvlysende maling. Vi var meget spændte på, hvor godt det ville virke i mørket, men faktisk fungerede det ret godt så snart lyset fra lommelygterne nærmede sig. En ret god idé, hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo.... -og bare rolig, idéen er ikke min egen!)

Skatten var gemt i en sort plastiksæt og bestod af en slikpose til hvert barn + dette billede:


Vi havde en vis sum penge til rådighed til festen, og valgte at bruge langt størstedelen på noget nyt legetøj til børnehaven. Det var min opgave et anskaffe det, så jeg har brugt det sidste stykke tid på at jagte det rette legetøj til den rette pris på brugtmarkedet. Vi valgte kun at vise børnene billeder af legetøjet til festen, for at de ikke skulle begynde at lege med det med det samme. Så glæder var stor, da jeg ankom med alle tingene mandag morgen.

Diskokuglen blev dog taget i brug samme aften, for i børnehavens aktivitetsrum var der børnedisko det meste af tiden.

Aftenen blev afsluttet med kaffe og kage. En håndfuld forældre havde meldt sig til at tage kage med, og også her var der gjort meget ud af det:



Meget imponerende og lækre kager!

Herefter begyndte børnenes kinder at blive højrøde, øjnene begyndte at blive lidt blanke, og det var på tide at vende hjemad. 3 timer i godt selskab fløj afsted, og vi var alle trætte og fyldte med indtryk fra det (u)hyggelige arrangement.

Nå ja, der var jo også noget med noget udklædning. Det fleste børn, og enkelte voksne, var klædt ud. Selv havde vi 2 skeletter med. Og undertegnede havde da også en smule udklædning på. Jow jow...



søndag den 28. oktober 2012

Heldige mig!

-for jeg har nemlig vundet en give away!





Det er hos Kageeventyr, og det er offentliggjort d. 19/10, men selvom jeg er fast læser på bloggen, har jeg altså ikke opdaget det, så det var en glædelig overraskelse at få beskeden derom i dag.

Præmien var et magasin "Cupcake heaven", som jeg glæder mig rigtig meget til at læse i.

Mange tak for gaven, Kageventyr!

fredag den 19. oktober 2012

Projekt hegn og kastanjedyr

Vores "kære" projekt hegn er desværre stadig ikke afsluttet. Med en kalender, der er fuldt booket de fleste weekender, går det desværre væsentligt langsommere end ønsket, og hvis hegnet skal i jorden, inden nattefrosten begynder at indfinde sig, skal der snart ske noget! Og hold op hvor jeg glæder mig til, at samtlige personer ude på vejen ikke kan kigge direkte ind i vores stue længere!

Sidste weekend havde vi dog endelig en weekend uden aftaler, så der fik vi tid til at kigge på projektet igen. Lørdag kom farmor og farfar på besøg, så farfar kunne hjælpe M. Min hjælp kan han nemlig ikke regne med, for med 3 børn har jeg mere end hænderne fulde. Specielt fordi krudtuglerne bruger mere tid på at drille hinanden end være gode venner for tiden -Hm.... Men når alle mand er optaget af et fælles projekt, reduceres drillerierne heldigvis, så det endte faktisk med at blive en ret hyggelig dag.



Det lykkedes dem at få boret huller til stolperne og få 2 ud af 4 i jorden, inden farmor og farfar skulle køre igen, da de havde en aftale andetsteds.

Søndag afleverede L og jeg D hos en kammerat om formiddagen. På vej hjem besluttede jeg mig for, at vi kunne tage på kastanjerov i vores by. Vi bor i en lille landsby, så udvalget er begrænset. Faktisk har jeg kun kendskab til 2 kastanjetræer i byen, og idéen om at hente kastanjer der, var der desværre mange andre, der havde haft før os. Men vi kom da hjem med nogle:



 -hele 15 stk! :-)

Det var ikke mange, men nok til at kaste sig over kastanjedyr og edderkoppespind. Nu er L jo kun 3, så det viste sig hurtigt, at begejstringen var større fra moderens side end fra Ls. Så mor blev sat i sving med at lave dyr og edderkoppespind under observation af L, som ikke var sen til at komme med friske kommentarer og ordrer gode idéer.

Resultatet ses her:



Det blev ikke til meget, men det var hyggeligt mens det stod på. Og L nød at have mor for sig selv et stykke tid. Her efterfølgende har de faktisk også lavet edderkoppespind i børnehaven og her er resultatet:



Denne gang tror jeg på, at L selv har lavet den. Synes, den er noget så kær :-)

Nå, men tilbage til sidste weekend. Efter L og jeg havde fået produceret et edderkoppespind og et kastanjedyr, vågnede en sulten lille F, hvorefter frokosten skulle på bordet osv... alt imens M arbejdede videre med hegnstolperne udenfor (i blæst og regn). Han nåede desværre ikke meget længere, da han havde problemer med at komme dybt nok ned i jorden, så projektet rykkede da en smule i weekenden, men ikke så meget som ønsket.

Onsdag i denne uge havde vi besøg af farmor og farfar igen, hvor M og farfar fik alle stolper i jorden, fik dem støbt samt fik savet alle brædder til i rette længde. Nu venter så maleriet af alle brædderne, hvilket M har brugt de sidste par aftener på i selskab af D.

I tusmørket hygger de to mænd sig med at "arbejde" alene. Det er så dejligt at se, hvordan D nyder selskabet alene med en forælder efter L er kommet i seng. Han værdsætter det privilegium at være den store, der kommer senere i seng og kan have nogle hyggestunder med far og mor i et roligere tempo, end når L er til stede.

Og ikke mindst, er det så dejligt at se, det specielle far/søn forhold udfolde sig i deres eget "arbejds" univers. D elsker at være "arbejdsmand", og jeg nyder at se ham "arbejde" og spejle sig i sin far.



Der er virkelig sket en forandring af D her på det sidste, i forhold til før lille F kom til verden. Mens jeg var gravid gik vi gennem nogle hårde måneder med mange konflikter med D. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han reagerede så kraftigt, som han gjorde, men det lader til at den periode er ved at være ovre nu (thank god for det!). Selvfølgelig har han stadig raseriudbrud af og til, men det skal der også være plads til. Forskellen mellem dengang og nu er bare, at nu virker han mere fornuftig at tale med. Han er virkelig blevet meget ældre på få måneder, for nu kan vi tale om tingene, og han har forståelse for, hvorfor forskellige ting måske ikke er så hensigtsmæssige. Vi har som forældre helt sikkert også udviklet os og lært, hvordan vi skal håndtere ham, så vi netop undgår situationerne, hvor det hele går op i en spids. Det er nu rart, at der er fremskridt på den front.

L derimod, er en værre bulderbasse! Hun er ved at komme ind i en rigtig selvstændighedsfase. Eller det har hun været længe, men jeg synes, den er eskaleret kraftigt siden, hun er begyndt børnehave. Det er lydniveauet også! Hører man ikke lige efter, eller snakker man med en anden, jamen så råber hun da bare højere og højere, indtil man reagerer! Hmm.... gad vide om det er sådan det foregår i børnehaven? (stakkels pædagoger, siger jeg bare!). Men ellers er hun bestemt en dejlig pige. Hun kan så mange ting selv, snakker hele tiden og er generelt drøn charmerende (hvis man ser bort fra diverse hysteriske flip selvstændighedskriser og et højt taleniveau).

Og lille F? Jamen, hun er kort sagt bare dejlig. -Jeg kan slet ikke få nok af at se på hende! Hun smiler og pludrer på livet løs, sover hele natten og tager sig også gerne en lang lur midt på dagen på 2-4 timer. Jow jow, det her barselsliv, det er slet ikke at kimse af...


tirsdag den 16. oktober 2012

Er jeg mon den eneste.....

.... der er begyndt at tænke lidt på jul?

Billede lånt her

Altså, det er ikke fordi, jeg er gået helt juleamok eller noget, men jeg indrømmer gerne, at jeg længe har tænkt på børnenes pakkekalender. Vores børn får nemlig en gave hver dag, og for at det ikke skal være en masse ubrugeligt skrammel, bruger jeg hvert år temmelig lang tid på at finde på nogle gode ting.

Til det formål har jeg i år benyttet mig af Facebook. Jeg er nemlig blevet flittig bruger på nogle af de lokale salgssider, der er dukket op på Facebook indenfor det sidste stykke tid. Jeg både køber og sælger der og synes, det er fedt, at man ikke skal bekymre sig om fragt, men derimod bare kan køre hen til sælger, da vi alle bor i kort afstand fra hinanden.

Med henblik på børnenes pakkekalender, har jeg indtil videre købt en del Disneybøger, bondegårdsdyr og Byggemand Bob figurer, og jeg kunne godt forestille mig, at der vil blive købt lidt mere til børnene via Fb, hvis det rette dukker op. På denne måde får børnene nogle gode ting, men til billige penge, for når de (for det meste) får en gave hver dag, skal hver gave jo ikke koste alverden. I dag fik jeg også købt deres chokoladejulekalendere, som er den obligatoriske gave i pakkekalenderen d. 1/12.

Måden vi laver pakkekalender på herhjemme er, at hvert barn får en gave i sokken hver dag, HVIS de vel at mærke har opført sig ordentligt! Ellers lægger "nissen" en kartoffel i sokken (eller en gammel kartoffel, som børnene siger. Men den er nu ikke gammel....). Denne type pakkekalender startede i sin tid ved et tilfælde, da D var i selvstændighedsalderen. Denne periode krævede en del kampe, så det hjalp faktisk lidt at indføre denne type pakkekalender. Nu er kampene heldigvis blevet færre, men måden at lave pakkekalenderen på, har ligesom hængt ved.

På denne måde behøver jeg jo heller ikke have 24x2 gaver klar d. 1/12. Men jeg skulle gerne have de fleste klar, så indenfor det næste stykke tid, skal jagten på gode, billige gaver intensiveres lidt..


fredag den 5. oktober 2012

Klassisk brownie (Hummingbird)



Da jeg havde gæster for nyligt, afprøvede jeg Hummingbirds opskrift på en klassisk brownie. Jeg synes, det blev en lækker kage, som jeg bestemt regner med at bage en anden gang.

12 portioner

Ingredienser
200 g. mørk chokolade, grofthakket
175 g. usaltet smør
325 g. sukker
125 g. hvedemel
3 æg
Evt. flormelis til pynt

Bageform på ca. 30x25 cm. beklædt med bagepapir.

Forvarm ovnen til 170 grader.
Kom chokolade og smør i en varmefast skål over en gryde simrende vand, og lad det smelte jævnt.
Tag skålen af varmen. Tilsæt sukker og rør til det er godt indarbejdet. Tilsæt mel og indarbejd dette godt. Rør endeligt æggene i til det er tykt og jævnt.

Øs dejen i den klargjorte form, og bag kagen i den forvarmede ovn 30-35 minutter eller til den flager på toppen, men stadig er blød i midten. Pas på med at bage den for længe, da kanterne vil blive hårde og sprøde. Lad kagen afkøle helt og pynt evt. med et drys flormelis (sidstnævnte undlod jeg).

Jeg serverede kagen lun sammen med vanilleis og friske blåbær.

Note:
1) Jeg gav kagen ca. 10 min. længere tid i ovnen end angivet, og faktisk synes jeg stadig ikke, den havde fået helt nok, efter min smag, så den får nok lidt længere tid næste gang.
2)  Jeg tror, jeg vil tilsætte nødder til kagen. Det klæder jo en brownie godt, og så er vi tossede med nødder herhjemme :-)

Vildtgryde



Vi har for nyligt fået denne lækre og velsmagende vildtgryde. Opskriften er fra sidste uges Bilka reklame og lyder som følger:

4 personer

Ingredienser:
Ca. 400 g. vildtkød i tern
3 stk. gulerødder
250 g. champignon
150 g. bacon i tern
150 g. cocktailpølser
2 dl. rødvin
1 dl. fond eller bouillon (jeg brugte 1 dl. kalvefond)
2 dl. piskefløde (jeg brugte en blanding 18 % piskefløde og 7 % Cremefine. Og brugte en sjat mere end 2 dl.)
1-2 spsk. bærgelé (jeg brugte ribsgele)

Fremgangsmåde:
De skrællede gulerødder skæres i tern og svitses i lidt smør sammen med bacon og de rensede champignoner. Lad det stege under omrøring i nogle minutter. Vildtkødet i tern brunes i smør i en gryde og krydres med salt og peber. Hæld bouillon og rødvin ved og tilsæt de blandede, svitsede grøntsager og bacon med kødet og tilsæt fløden. Lad det småkoge i 45-50 minutter. Tilsæt cocktailpølserne. Smag evt. til med lidt gelé.

Jeg serverede kartoffelmos og en frisk blandet salat til.

Note: Gryderetten har en meget kraftig smag, så der kan sagtens tilsættes mere fløde end angivet (som jeg gjorde) eller evt. lidt mælkejævning, for at gøre den mere fedtfattig.