torsdag den 31. oktober 2013

Halloweenkage med græskar



I anledningen af, at det i dag er Halloween, er det vist på tide, jeg får lagt denne Halloweenkage på bloggen. Jeg bagte den for et par uger siden, efter at have modtaget opskriften i et nyhedsbrev fra Odense Marcipan. Jeg har spist Hokaido græskar flere gange i kanneren på arbejdet, og synes faktisk det smager ganske godt, men det var første gang, jeg selv prøvede at bruge det i madlavningen.

Jeg var derfor meget spændt på udfaldet af denne opskrift, og den levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Nu synes jeg ikke, det kun er succesfulde opskrifter, der skal på bloggen. Nej, alle de spændende opskrifter som jeg prøver, skal på bloggen. -Dog med min uforbeholdne mening om dem.

Problemet med denne opskrift var, at kagen blev utroligt våd. Faktisk så våd, at hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at den ikke havde fået nok i ovnen. Men det  havde den! -For den fik væsentligt længere tid, end den oprindelige opskrift siger.
Ungerne var heller ikke vilde med kagen, men M spiste den med velbehag. Jeg har også læst en god anmeldelse af den ovre hos CookieCrumble, så det kan være, den skal have en chance til på et tidspunkt. Hvad der helt præcist er gået galt i min version, ved jeg ikke.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den:

Ingredienser:
1 Hokaido græskar
250 g smør
200 g rørsukker
3 æg
150 g. marcipan
½ appelsin, revet skal (økologisk)
250 g hvedemel
2 tsk. kanel, stødt
1 tsk. kardemomme, stødt
1 tsk. ingefær, syltet stødt (jeg brugte ½ tsk. stødt)
2 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:
Læg græskarret i et lille ovnfast fad og sæt det i ovnen i ca. 45 minutter (jeg bagte v. 230 grader) til det er mørt, mærk efter om det føles blødt. Afkøl en smule og pil skallen af. Kom det hele op i et dørslag og pres kødet igennem så kun kernerne er tilbage.
Rør smør og sukker blødt og cremet. Pisk æggene i et ad gangen og rør derefter revet marcipan, appelsinskal og græskarmos i dejen. Rør godt til det er cremet og sigt mel, krydderier og bagepulver i dejen. Røres sammen og kommes i en smurt bradepande. Bag græskarkagen ved 175 ° C i ca. 30 minutter og afkøl.

I den oprindelige opskrift skal der hvid icing på toppen af kagen. Det rakte tid, overskud og ingredienser ikke til, så jeg besluttede mig for den nemme løsning: hvid glasur og en græskarhovedet lavet af marcipan farvet med rød og gul pastafarve.

1 stk. Hokaido græskar i ovnen

Græskarret pilles

Græskarkødet presses igennem en si. D var min lille hjælper. Han elsker at hjælpe med at bage kager.

Dejen parat til at komme i ovnen. Jeg fik lidt associationer til indholdet i en dårlig mave...

Follow on Bloglovin

torsdag den 24. oktober 2013

Om de små ting i hverdagen

Da jeg sad i min bil her til morgen på vej til arbejde i noget der ligner en zombietilstand pga. nattens søvnunderskud, sad jeg længe fast i en lysregulering, hvor der kun var plads til enkelte biler for hvert grønt lys (så jeg sad der i laaang tid, suk...)

Mens jeg sad der, fik jeg øje på en speciel oplevelse på himlen, hvor en masse fugle (stære?) var i gang med det helt store show. Fugleformationen bevægede sig rundt på himlen, frem og tilbage med skiftende retninger, og flere fugle kom løbende til, indtil de til sidste forsvandt hen over nogle træer.

Det var et fascinerende syn, der fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at nyde de små ting i hverdagen. Noget, jeg ikke er særlig god til, da hverdagen (desværre) ofte drukner i praktiske gøremål, men jeg gad godt være bedre.

Jeg håber reminderen her til morgen vil hjælpe til med at huske mig på det.

Jeg nåede ikke at tage et billede af det, før størstedelen af fuglene havde bevæget sig ind bag træerne, men det så næsten sådan ud -altså NÆSTEN, ik' ;-)


Ha' en god dag!

Follow on Bloglovin

onsdag den 23. oktober 2013

Shrek pandekager....



....blev disse pandekager døbt herhjemme i går.

Aftensmaden bestod nemlig af disse grønne pandekager med hakket oksekød, salat, agurk, tomat, majs og revet ost. Opskriften er inspireret af Twin food tilsat spinat, så dejen fik den fine grønne farve.
De var et stort hit hos børnene, og specielt D (som er temmelig kræsen) spiste væsentligt mere, end han har gjort i lang tid til aftensmad.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 20 stk. store pandekager

6 æg
ca. 1 liter mælk (opskriften siger 9 dl, men jeg tilføjede lidt ekstra, da jeg synes, dejen var for tyk)
2 tsk. salt
200 g. groft rugmel
200 g. hvedemel
ca. 250 g. hk. spinat (optøet og vredet for væske)

Alle ingredienser røres sammen i en skål med et piskeris eller piskeren på røremaskinen, som jeg brugte.

Da der ingen fedtstof er i dejen, tilføjede jeg en lille klat oliemargarine ved stegningen af hver pandekage.


Follow on Bloglovin

fredag den 18. oktober 2013

Dagens vise ord

Dagens vise ord er fundet på Facebook, men er nu gemt som en reminder til mig selv.

God weekend!




Follow on Bloglovin

torsdag den 17. oktober 2013

Ny salgsside


Billede lånt her



Jeg har i dag oprettet en ny side, "Til salg", der præsenteres i fanerne øverst på bloggen.

Tingene er opdelt i kategorierne Diverse ting, babyting, børnetøj, og der vil komme flere ting til salg løbende.


Tag et kig forbi og se, om der er noget, du kan bruge, da jeg ikke har brug for tingene mere.


Follow on Bloglovin

onsdag den 16. oktober 2013

Efterår i Legoland





I søndags var vi en tur i Legoland D, L, M og jeg. Lille F var afsat hos mine forældre nogle dage (= nattesøvn til forældrene!), så den stod på max. hygge med de store børn. Vi havde en rigtig dejlig dag. En forælder pr. barn fik kabalen til at gå op, og ville begge børn ikke det samme, deltes vi, og mødte igen efterfølgende. Oh happy day, all around…

For første gang har vi i år haft sæsonkort til Legoland, men jeg må nok sande, at vores weekender som regel er fuldt bookede, så vi skal nok overveje, om vi skal have det fremover. I år, hvor jeg har været på barsel, har jeg dog været alene afsted med børnene nogle hverdage, så det har alligevel været en god investering for os.

Vi har stadig mange planer i weekenderne, men jeg har presset på for at komme af sted en sidste gang, inden sæsonen lukker. Både for at få benyttet os af sæsonkortet en ekstra gang, men også for at se det Halloween pyntede Legoland.

På trods af varsler om regn blev det en tør dag med solstråler en stor del af dagen, så igen kunne jeg indsnuse en del af det dejlige efterår og lade lidt op på overskudskontoen.


Nedenstående lidt billedspam  fra dagen.



L fik fint hårpynt, men efterfølgende måtte jeg ikke fotografere hende! 

Leg, Scooby-Doo, Viggos vampyrshow, "Hej pingvin" og en tur i kanoen

Candyfloss!

Halloween stemning

Det smukke danske efterår!




Follow on Bloglovin

tirsdag den 15. oktober 2013

Græskar stencils




Har I fuld gang i græskarudskæringen her i efterårsferien?

Vi holder desværre ikke efterårsferie i år, men jeg håber alligevel på at kunne nå at udhule et græskar eller to. Derfor gjorde det mig glad, da jeg i dag blev gjort opmærksom på denne hjemmeside med stencils til Disney udskæringer. Hvor er de altså fine. Hjemmesiden er nu gemt som "Favorite", så den kan findes frem, hvis vi kommer til at skære græskar ud.

Det kræver et login på siden for at kunne downloade en stencil, som man kan udskrive og bruge til at udskære efter.

NB: dette indlæg er IKKE sponsoreret, jeg synes bare, det var nogle fine stencils :-)



Follow on Bloglovin

mandag den 14. oktober 2013

Efterår! -Og en tur til København

Jeg ææælsker efterår! Næstefter forår, er det klart min yndlingsårstid. Jeg elsker farveskiftet, de gyldne farver og det helt specielle lys på et flot, solrig efterårsdag. Desværre har der i år ikke været så meget tid til at nyde vejret ved at være ude i det, men jeg håber det kommer, inden det bliver alt for koldt.

Faktisk lavede jeg et indlæg om selvsamme emne for to år siden, der er bare et eller andet, der påvirker mig ved efteråret. Det er endnu smukkere i USA, da bladene spænder over en større farvepalette end herhjemme, men Danmark er nu heller ikke værst.

I denne weekend har jeg dog endelig været ude og lufte ørerne lidt. 
Lørdag stod den på mor-tid i København. Ja, tak, DET var tiltrængt!! Jeg havde en aftale med 5 piger fra gymnasiet, som jeg mødes med ca. 2 gange årligt. Det er altid super hyggeligt, men jeg var faktisk tæt på at aflyse denne gang, da den seneste tid har været præget af markant mangel på overskud bl.a. pga. søvnmangel kombineret med hverdagsstress med for mange jern i ilden. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg alligevel tog afsted! Alene togturen derover var jo ren zen! Jeg havde bestilt plads i stillekupéen, hvor jeg nød at sidde uforstyrret og kigge ud over landskabet eller læse i min bog. Ingen børn eller mand, der kaldte. Bare mig, ahh…..

Da jeg kom derover startede jeg med at konstatere, at jeg havde glemt mit kamera, men fik da knipset et par billeder med mobilos.

Indgangen til Tivoli
  
Inden jeg skulle mødes med tøserne, var der tid til et hurtig strøgtur på vej hen til Storkespringvandet, hvor vi skulle mødes. På turen fra Hovedbanegården til Strøget, kunne jeg nyde indgangen til Tivoli, hvor Halloween stemningen var i top. En dag må jeg ind i Tivoli og opleve det.

Jeg nåede lidt shopping til mig selv og fik købt lidt souvenirs til D og L, inden jeg forvildede mig ind i Disneybutikken lige ved Storkespringvandet. Armen…. Jeg kunne jo købe mig fattig derinde! Det følte jeg også lidt, at jeg gjorde, selvom jeg begrænsede mig til 4 ting. 2 fine krus, som ungerne fik, da jeg kom hjem samt to små gaver til den kommende pakkekalender.

Prinsesser i Disney butikken.
Det blev jeg nødt til at forevige til ære for L (der for alvor er trådt ind i prinsesseperioden, suk...)

Jeg mødtes med tøserne, og vi fik frokost på en fin lille café, men da det jo er efterårsferie, var der pænt proppet på spisestederne omkring Strøget. Det lykkedes også dog at finde et sted (med mange mennesker!), inden vi tog turen forbi Mette Blomsterbergs butik i Grønnegade (efter mit ønske).


Selvom jeg ikke får bagt så meget for tiden, er det stadig min store interesse at bage og specielt at afprøve nye opskrifter, og jeg glæder mig til, at jeg engang (snart!) får overskud til at afprøve nye opskrifter igen. Derfor var det mit store ønske at komme forbi Blomsterbergs butik, når jeg nu var i København. Det er da også en vældig fin lille butik, hun har der. For tiden er den dog godt skjult bag et kæmpe stillads til facaderenovering, så den var en smule vanskelig at finde.

Der var et udvalg af egne produkter (både kageredskaber og specielle ingredienser), egne bøger samt selvfølgelig kager efter egen opskrift. Jeg ved ikke, om det var fordi, vi kom lige inden lukketid, men jeg synes ikke udvalget var enormt stort. Og så savnede jeg nogle caféborde, hvor man kunne nyde kagerne. Om der plejer at være det ude på fortovet, når det ikke lige er fyldt op af stillads, skal jeg ikke kunne sige, men der var ihvertfald ingen borde at se i lørdags. En smule ærgerligt, synes jeg.

Høsten fra Blomsterbergs: Søde kys med lakrids, lille fordybet kagespatel, frysetørrede jordbær, en trøffel og en muffin. (Kagerne, må I tænke jer til!)

Næste gang jeg kommer til København, vil jeg helt sikkert en tur til ”La Glace”, men der var desværre for meget kø til at jeg ville bruge tiden på det i lørdags.


Resten af dagen stod på tøsehygge hjemme hos en af pigerne, inden turen igen gik mod Jylland i tog. Denne gang dog ikke helt så zen. Mor var træt!

Til sidst vil jeg dog lige tilføje det billede, der pt. pryder mit skrivebord på computeren.


Er det ikke fantastisk?

Follow on Bloglovin

Rødbedeboller




Jeg har nu flere gange bagt disse boller med stor succes og synes, det er på tide, de kommer på bloggen. Børnene synes, de er fantastiske pga. farven, og da hverken jeg eller D er pjattede med rødbeder, er rødbeder i bagværk noget, jeg helt sikkert skal dyrke lidt mere i fremtiden. Jeg har også brugt rødbeder i pandekager med samme succes, men dette indlæg handler om bollerne.

Da jeg skulle finde en opskrift, famlede jeg lidt i blinde og endte hos Mor med meget mere, hvilket resulterede i nogle rigtig lækre boller. Da jeg lavede opskriften første gang, var det til Fs dagpleje i anledningen af hendes 1 års fødselsdag. Derfor var jeg lidt forbeholden over for meget fuldkorn til de helt små, så jeg erstattede de 150 g. fuldkornshvedemel med alm. hvedemel. Og pga. det vellykkede resultat, har jeg faktisk også gjort det de efterfølgende gange også.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 12 stk.

Ingredienser:
25 g. gær
5 dl vand
Et drys salt
1 rødbede (eller to små)
50 g. grahamsmel
200 g. rugmel
300 g. hvedemel + det løse. Dejen skal være lidt klistret.

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vand. (Hvis du gerne vil spare lidt hævetid, kan du lune vandet så det er håndvarmt)
Put salt og revet rødbede i.

Rør derefter mel i lidt ad gangen og rør det helt ensartet.



Lad dejen hæve - gerne en time eller to, så den kommer godt op ad kanterne på skålen.


Brug to skeer til at sætte boller på en bageplade med bagepapir.

Sæt bollerne ind i en 220 grader varm ovn (varmluft) og bag dem i ca. 12-15 min. til de lyder hule, når du banker under bunden

Lad dem afkøle en smule før du flækker dem.

Note 1:  Første gang rev jeg rødbeden groft, men de efterfølgende gange har jeg revet den fint, da det giver mere farve til dejen.

Note 2: Jeg bagte også bollerne til Ls 4 års fødselsdag for nyligt, hvor der var prinsessetema (surprice!), og ikke et øje var tørt, da de små prinsesser så bollerne! Det lykkedes mig dog at lave én af dejportionerne for våd = flade boller. I 11. time besluttede jeg derfor at bage de sædvanlige boller (som jeg nu opdager, ikke er kommet på bloggen - skandale!) tilsat rødbede (da jeg var løbet tør for rugmel), og det fungerede også fint.

Dejlige friskbagte boller. Her i versionen med de groftrevne rødbeder

D har nu ytret ønske om boller, pandekager osv. i andre farver end lyserød, så jeg skal nok snart have gang i noget bagværk med spinat også J


Follow on Bloglovin