torsdag den 5. december 2013

Nissedrillerier vol. 1

I går fik vi nissen med hjem fra Ds klasse. Typisk, at det sker en dag, hvor jeg absolut ikke havde tid til at engagere mig i det. Om onsdagen træner jeg nemlig Ls pigegymmastikhold, og i går skulle jeg så ovenikøbet til skolebestyrelsesmøde efterfølgende, så jeg nåede faktisk slet ikke at være hjemme, mens børnene og nissen var vågne.
Da jeg kom hjem, sov samtlige børn. D sov med nissen godt krammet ind til sig, og så var gode råd dyre. Spurgte jeg M til, hvad de havde lavet, var svaret: "de har set lidt fjernsyn og sådan....." Han havde haft vist haft travlt med at styre aftensmaden og børn. 
Men man skal jo skrive lidt om, hvad nissen havde lavet, så jeg måtte igang med at finde på nissedrillerierne. Jeg havde selvfølgelig gjort mig lidt overvejelser inden, for jeg vidste jo godt, at det ville ske. Men jeg blev alligevel lidt overrasket, da det skete en dag, hvor jeg ikke havde tid til det.
Anyway, Julle (nissen) endte med at lave følgende herhjemme:
Farvede toiletvandet blåt.
Skrev "Glædelig jul Daniel" på spejlet i badeværelset
Gemte Ds tøj (som han skulle have på) ovenpå en lampe
Festede med andre nisser i huset, så spisebordet var fuld af nisser
Væltede 2 spisestole
Puttede en kartoffel i hver af Ds og Ls vinterstøvler
Puttede en gulerod i Ds hat
Lagde en elastik under pålægget på en af Ds madder i madpakken (hvilket han vist ikke opdagede -har han mon ædt den?? -Nej, han nåede vist aldrig til det ramte stykke rugbrød. -Nitte!)
Lagt en lille pakke med pebernødder i hans eftermiddagsmad.
Og nu kan vi så vente på nissedrillerier vol. 2, for L skal jo også have en nisse med hjem en dag. Så nu må jeg sætte "de små grå" i gang for at finde på noget nyt til L, der faktisk bare forventer, at hendes nisse gør det samme som Ds!
Her ligger D og krammer Julle. Han fortalte mig i dag, at han holdt godt fast, så Julle ikke kunne løbe ud og lave drillerier!
Follow on Bloglovin

Dadelkugler med kanel



I dag har jeg været hjemme med en syg L. Hun havde en smule feber samt ondt i halsen, men ellers fejlede humøret ikke noget.

Vi besluttede os derfor for at lave dadelkugler. Jeg har aldrig prøvet at lave dem før (men har tit overvejet det), så da ingredienserne allerede var i huset, stod den på indendørs hygge imens "Bodil" langsomt begyndte at puste sig op udenfor.

Valget faldt på denne opskrift med et strejf af jul, og jeg synes, de blev super lækre. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har lavet dem! D og M var også vilde med dem, mens L var lidt mere forbeholden (det kunne være, at sygdommen er grunden hertil).

Ingredienser:
140 g dadler (ustenede)
50 g mandler
50 g. hasselnødder
1 spsk kokosolie
1-1,5 tsk kanel

Kokosmel til at betrække kuglerne med.

Fremgangsmåde:
Start med at blende mandler og hasselnødder i en foodprocessor, til de har den ønskede konsistens. Dernæst fjernes stenene fra dadlerne, og de kommes ned til nødderne i foodprocessoren sammen med de resterende ingredienser.

Dadelmassen

Alle ingredienserne køres til en fin ensartet masse, trilles til kugler og rulles i kokosmelet.

Efter en times tid på køl, er de klar til at blive spist. Skulle der være flere tilbage, opbevares de på køl.

Velbekomme!

Mmmm.... så skulle der slikkes fingre....


Follow on Bloglovin

tirsdag den 3. december 2013

Tanker om julemanden

Her de sidste par dage har vi haft nogle forskellige samtaler om konceptet ”Julemanden”.
D har nu nået den alder, hvor han er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved julemandens eksistens. Han går rundt og siger ting som ”julemanden findes slet ikke” og ”jeg ved, at det er jer, der putter gaver i sokken”.
Jeg forsøger at dæmpe ham lidt, for jeg synes, det er synd, hvis han også for spoleret illusionen om en julemand for L allerede.

Meeenn, han er nu ikke 100 % overbevist om, at han ikke findes, for da samtalen igen drejede sig om emnet i bilen i lørdags, fortalte han L, at nisserne og julemanden kan se, om børnene er søde, fordi de kigger ned igennem små huller i loftet. Så da de kom hjem, fik de travlt med at lede efter huller i loftet. En forholdsvis nem opgave, da vi har trælofter med knaster, så teorien lever i bedste velgående endnu…

I går var vi til juletræsfest i vores lille landsby med besøg af julemanden. Inden vi skulle afsted, siger L pludseligt: ”Jeg tror altså ikke, det er den rigtige julemand, der kommer til festen i dag”. Når jeg spørger indtil hvorfor, er forklaringen, at det er fordi, han ikke har sine rensdyr med.  Han har jo altid sine rensdyr med. Det har hun selv set. For han kører jo i kanen sammen med fætter BR!! –Og vi siger tak til reklamernes påvirkning! Så kniber det altså lidt med at holde masken!

Men hvis det stod til mig, må hun beholde illusionen om julemanden et par år endnu. Jeg forsøger ikke at bilde mine børn en masse ind omkring julemanden, ligesom vi heller ikke får besøg af julemanden juleaften, men jeg synes alligevel godt, at julen må være noget specielt og magisk. Når jeg bliver spurgt, om han findes, svarer jeg derfor altid: ”jeg ved det ikke, måske”. Det samme gælder i øvrigt for tandfeen. Jeg vil ikke være den, der ødelægger deres illusion, så jeg lader det være op til børnenes fantasi at forestille sig, hvordan tingene foregår.

Samme problematik gør sig også gældende mht. nisserne. For hjemme hos os, får de en gave af nissen hver dag, hvis de har været søde. Ellers får de en kartoffel. Her har D også luret den, og har fortalt mig, at han VED, at det er os, der lægger gaven i. Igen spørger jeg ind til, hvor han ved det fra. Og jeg svarer, at jeg da ikke ved, om det er os eller ej…. Men han er nu ikke helt overbevist, for nu er han blevet ret så bevidst om sine handlinger overfor mig. F.eks. i går aftes hvor han blev ved med at sige: ”Jeg VED, at jeg får en kartoffel i morgen, fordi jeg kom til at drille lidt i dag…”. Det gjorde han nu ikke, men hentydningen om, at han bare IKKE ønskede sig en kartoffel, forstod jeg godt J

HO HO HOOO…..

Billede lånt her



Follow on Bloglovin

mandag den 2. december 2013

Gratis julemagasin

Velkommen december! Det er tid til julehygge, hvilket for mig også involverer julebagning. 

For os med børn i køkkenet, har Kitchen4kids udgivet et gratis magasin med juleinspiration.

Se det her og læs med. Det skal jeg ihvertfald have gjort...

Follow on Bloglovin