tirsdag den 18. februar 2014

Vinterferie 2014

Så er hverdagen igen i gang efter sidste uges vinterferie. Eller faktisk havde M og jeg slet ikke ferie i sidste uge. Og så alligevel lidt, for D og L holdt ferie hos bedsteforældrene hele ugen. 3 dage hos farmor og farfar først på ugen, afbrudt af et kort visit herhjemme onsdag, hvorefter de tog med mormor og morfar hjem i 3 dage, inden vi mødtes hjemme hos mine forældre lørdag, hvor min mors fødselsdag skulle fejres.

Så et eller andet sted havde vi lidt ferie. Det betyder altså en hel del, om der er 1 eller 3 børn derhjemme. Alene den mindre mængde vasketøj var jo en ferie i sig selv!
Og der var ikke nogen, der nåede at savne hinanden, for vi snakkede på Skype hver dag, hvor vi fik fortalt, hvad de havde oplevet. L startede hver samtale med: "Mor, vi har fået slik...." -Det er jo med at have prioriteterne i orden! Haha... Men ellers havde de travlt med en masse oplevelser bl.a. togmuseum, Mønsted kalkgruber og en tur i svømmehallen.

Nu var det ikke fordi, M og jeg fedede den hele ugen, for vi havde jo stadig et arbejde at passe, men om aftenen fik jeg da ryddet en smule op på vores kontor/pulterkammer, hvor specielt aflagt børnetøj hober sig op. Jeg fik også sat en masse aflagte babyting og -tøj til salg samt fik ryddet op og sorteret i børnenes tegninger. Sidstnævnte er en opgave, der har været på mine to do liste i alt for længe. Dejligt, at kunne strege den nu :-)

Sidst på ugen var det jo valentines dag. Det er ikke noget, vi gør noget ud af herhjemme, og netop af den grund besluttede jeg mig for at forkæle M med nogle "kys", som jeg faldt over, da jeg var henne i en kiosk for at hente en pakke (romantisk, I know.... men det er jo tanken, der tæller, ik'?)

Med jordbær og blåbærfyld. Mums...

Søndag var alle mand hjemme, ihvertfald det meste af dagen. Om formiddagen var L afsted på en legeaftale, mens vi andre var i haven. Vejret var dejligt, omend lidt blæsende, men til tider med det smukkeste solskin. 
M skiftede forlygte på min bil, D hjalp og byggede en fælde, men jeg jagtede F rundt i haven og sørgede for at hun ikke åd fuglenes æbler, løb ud på vejen, stak af, osv osv...... Ren hygge! 

Det kom der følgende billeder ud af:

Der blev kørt traktor

M og D konfererer om, om det nu også er den rigtige forlygte

Han er ret sjov, ham storebror

Der måles ud til den perfekte fælde. (mod hvad ved jeg ikke)

Sådan laver man en fælde. Se så efter, lille F.

Fælden camoufleres

Når jeg ikke må stikke af, smider jeg mig bare her!






Follow on Bloglovin

mandag den 17. februar 2014

Brusebadsboller



I går havde jeg ikke fået købt brød ind til eftermiddagskaffen, tiden var knap og jeg gad ikke køre ud efter noget, så jeg besluttede mig for at prøve Sif Orellanas ”Brusebadsboller” fra bogen ”Krudtugler & kanelsnegle”. 

De er hurtige at lave, for idéen med disse boller er, at de hæver, mens man er i brusebad, deraf navnet. 
Inden jeg smagte dem, var jeg en smule skeptisk, for hvor gode kan sådan nogle hurtige boller egentligt være?

Men jeg blev heldigvis positivt overrasket, for de var utroligt lækre. Og i morges spiste jeg den sidste af portionen, og dagen derpå var bollen stadig rigtig lækker.

12 stk.

Ingredienser:
6 spsk. vand
50 g. gær
3 dl. mælk
50 g. smeltet smør
7-8 dl. mel (jeg brugte 4 dl. alm. hvedemel og 4 dl. Hvidhvede mel, men jeg brugte ikke det hele)
1 tsk. salt
3 spsk. sukker
1 tsk. kardemomme (det brugte jeg ikke)

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen.

Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke. Tænd ovnen på 225 grader. Bollerne er klar til at blive sat i ovnen på midterste rille, når man kommer tilbage til køkkenet efter ca. 25 minutter. Bollerne pensles med æg og bages i ovnen i  ca. 12 minutter.

Tip fra bogen: Rør altid gæren ud i kold eller lunken væske. Tilsæt herefter lidt af melet, før saltet og sukkeret kommes i. Tilsættes saltet og sukkeret før melet, kan især saltet få gærcellerne til at sprænge, hvilket går ud over hævningen af brødet.

Jeg fik hjælp til at pensle bollerne af Prinsesse Sofia den første aka L. 

Bollerne inden de kom i ovnen

Follow on Bloglovin

torsdag den 13. februar 2014

Og hvordan går det så?

Billede lånt her

-Altså med den nye livsstilsændring, som jeg ønsker at gennemføre i 2014? Jeg ville så gerne have fortalt, at det bare går super godt, og var jeg blevet spurgt for 3 uger siden, havde det også været sandt. MEN så ville skæbnen, at jeg fik betændelse i min øregang. En betændelse, der betød hævet, lukket øre med hævelse ned i kæben og manglende nattesøvn som følge.

Det betød nogle sygedage og mine løbeture måttet jeg skyde en hvid pil efter. Desværre betød det også selvmedlidenhed, og for mig betyder det søde sager som trøst. Min fornuft sagde mig, at det var temmelig dumt, eftersom jeg overhovedet ikke havde lyst til det, men hvad pokker skal man ellers trøste sig med, hvis man skal være lidt god ved sig selv? –Forslag modtages MEGET gerne.

Nå, men jeg var egentligt kommet over min normale sukker craving (damn you ”#¤%&¤%&), men min trøstespisning betød, at sukkerdjævlen nu er dukket op fra sit skjul igen!! Og jeg er SÅ træt af det!
Men men men….. Det skal f…. være løgn, skal det! Jeg har ikke opgivet mine store forhåbninger for 2014, så nu starter kampen forfra mod sukkertrangen.  Det tager typisk 1-2 uger, før den er mere eller mindre væk. Det bliver hårdt, men når først jeg er kommet over på ”den anden side”, er det SÅ fedt! Og så er det faktisk slet ikke så svært. Det svære er at komme over den første svære tid, hvor sukkertrangen er stor. Men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen! Basta!

Og så skal løbeturene også genoptages. Det begyndte at gå rigtig godt, inden jeg blev syg i øret, men jeg synes godt nok, det er op af bakke at komme i gang igen. Jeg havde ellers investeret i nye løbesko, så jeg havde store forventninger til, at skulle begynde at løbe igen. Jeg fik foretaget en løbetest i den nærmeste Intersport, så jeg kunne få de sko, der lige præcis passer til mine fødder.

Men da jeg kom ud at løbe med dem, fik jeg desværre ondt i den ene fod. Så af sted til Intersport igen, der heldigvis var så flinke at bytte skoene, selvom jeg havde løbet i dem 1 gang. Så jeg fik et nyt par. Men dem får jeg også ondt i fødderne af! (og denne gang i begge fødder) Så nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre… vil ikke være bekendt at bytte endnu et brugte par sko, så jeg tænker, at jeg ”bare” skal have skoene løbet til, så skal det nok blive bedre.

Men med dette i baghovedet har det altså bare været endnu sværere at komme i gang med at løbe igen.  Men nu skal det altså være! D og L er på ferie hos bedsteforældrene i denne uge, så der er ingen undskyldning for at komme af sted. Må afsted i aften….

Update: Jeg kom afsted i aften! Det var ikke et kønt syn, og tiden var ikke noget at skrive hjem om.
Men jeg gjorde det. YES!
Follow on Bloglovin

Ny header

Så fik bloggen en ny header! 
Jeg har længe ønsket en opdatering af bloggens header og havde også en idé om, hvordan jeg gerne ville have den til at se ud, men tid (eller manglen på samme) har gjort, at jeg har udskudt det i alt for lang tid.

Men nu skulle det være!
Håber, I tager godt imod den. Jeg modtager gerne feedback eller gode råd om forbedringer :-)
Follow on Bloglovin

tirsdag den 11. februar 2014

Vegansk snickers



Weekendens gæster fik serveret denne lækre Snickers snack. Det er en rigtig lækker lille mundfuld, men den er tung og sød, så et enkelt stykke er nok til mig. Men forstår man at begrænse sig, er den super lækker.

Opskriften har jeg fået af Sara fra mødregruppen, og den lyder:

Ingredienser:
2 dl. sukker
4 dl. Sirup
1 glas peanutbutter
2 tsk. Vanilijesukker
6 dl. Knust cornflakes
1 ps. Peanuts, groft hakkede.

Mørk chokolade til overtræk


Fremgangsmåde:
Bland sukker, sirup og peanutbutter i en gryde og varm det op, til det er blevet en homogen masse.
Tag gryden af varmen og bland resten af ingredienserne i.

Hæld massen i et mellemstort ovnfast fad beklædt med bagepapir.

Stil fadet i køleskabet til det er koldt. Gerne natten over.

Overtrækkes med mørkt chokolade og skæres ud i passende størrelser.
Snickers massen inden den kommer en tur i køleskabet.
Follow on Bloglovin

mandag den 10. februar 2014

Tid til fastelavnsboller

For et stykke tid siden havde jeg besøg af Fs mødreguppe, og i den anledning skulle de forkæles med mine yndlingsfastelavnsboller. De var gode, som altid :-)



Opskriften findes her.


Fyldt med creme, mmmm.....

Follow on Bloglovin