mandag den 24. marts 2014

Sofahygge

Nå, men der var altså en grund til at F var pylret her i weekenden. Jeg nåede lige at parkere bilen på jobbet, inden dagplejeren ringede, fordi F havde kastet op.

Så hjem igen, og nu sidder vi her i sofaen...

søndag den 23. marts 2014

Min weekend


Så fik vi holdt endnu en fødselsdagsweekend, og jeg har netop sat mig i sofaen for at puste ud og nyde de sidste par timer af søndagen sammen med computeren og fjernsynet. Huset er nogenlunde opryddet, taskerne til i morgen er pakket og madpakkerne smurt, så benene er smækket op på bordet, og jeg har ikke planer om at tage dem ned, før de skal dappe i seng.

I går havde vi besøg af Ms familie til fødselsdag. Børnene har 1 kusine på samme alder som F, så de nød virkeligt at lege med hende, da hun nu er ved at være så stor, at hun er sjov at lege med (1½ år)
Hvad mad angår, valgte jeg denne gang den nemme løsning, hvor frokosten bestod af kogt hamburgerryg, flødekartofler og en blandet salat med flütes. Til dessert chokolademousse. Denne dog hjemmelavet. 


Til kaffen fik vi lagkage med købe lagkagebunde, kagecreme med knuste makroner, brombærsyltetøj og bananskiver, daimmuffins med hindbær, Oreo cookies og udskåret frugt.

De Oreo cookies er jeg blevet ret glad for. Jeg lavede dem også 2 gange sidste weekend (først til kollegerne og derefter til min familie), så opskriften kommer selvfølgelig på bloggen snarest.

Daimmuffins med hindbær. I dagens anledning i "festdragt" bestående af hindbærfrosting og frysetørrede hindbær på toppen.

I dag har vi brugt tiden på oprydning, mens en forælder mere eller mindre konstant har være været "på" en halvsløj og pylret lille F. D og L har haft hver sin kammerat på besøg, og de hyggede sig gevaldigt det meste af tiden.

I formiddags, inden der kom legekammerater, var D, L og jeg en tur til de lokale papir- og glascontainere. D var afsted på sin havetraktor (med pedaler), hvor den tilhørende vogn var fyldt med reklamer, mens jeg gik afsted en en trillebør fuld af reklamer og en kasse med glasaffald. L var med på sin cykel og 3 (!) aviser i cykelkurven.

Da vi kom hjem, blev vi et stykke tid ude i haven. L øvede sig på sine rulleskøjter, og vi gik rundt haven og fjernede gamle blade og grene fra stauder, mens vi kunne betragte alle de nye skud, der er på vej nedenunder.


Da vi kom indenfor og havde fået frokost, nåede jeg, ind i mellem at sidde med en pylret F på skødet, at starte rengøring og oprydning af køkkenskufferne. Jeg fik hjælp af L, og selvom jeg kun nåede et par skuffer, inden F igen kaldte på min opmærksomhed, var det nu ganske hyggeligt, mens det stod på. L hyggede sig også, og vi fik bl.a. styr på skuffen med kageting og slik, hvilket var hårdt tiltrængt, som det ses her:

Drengene byggede med Lego i stuen imens L og jeg gjorde rent.

Note to self: må vist hellere få bagt nogle muffins igen snart, med alle de muffinsform jeg har liggende.

Og i morgen står så endnu en ny uge for døren. Det bliver spændende at se, hvad den byder på! 

Follow on Bloglovin

torsdag den 20. marts 2014

Hannes held



Her kommer endnu en opskrift på en af de kager, jeg bagte til fødselsdagen i weekenden. Det er en såkaldt ”sund” kage fra et gammelt hæfte fra Ude&Hjemme. Jeg var meget spændt på, om man kunne smage, at den er ”sund”, men den var overraskede lækker.

Jeg har ikke tidligere prøvet at bruge skyr som topping på kager, men blandingen mellem skyr og flødeskum fungerede rigtig godt. Det er en frisk creme, der passer godt til marengsens sødme, og så kan man jo selv vælge, om man ønsker at pynte med søde eller friske bær på toppen.

Desværre havde jeg ikke den anbefalede størrelse på kageformen, så selvom jeg forlængede bagetiden, faldt kagen en smule sammen. Men ikke mere, end at den sagtens kunne spises. Og da den var blevet pyntet, lagde man ikke længere mærke til det.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver denne kage.

Ingredienser
100 g. sukker
3 æggeblommer
1½ æggehvide
100 g. speltmel, fuldkorn
75 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
2 dl mælk (jeg brugte skummetmælk)
75 g. flydende margarine

Marengs
4 æggehvider
150 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
50 g. hakkede hasselnødder

Creme
2 dl. piskefløde
2 dl skyr

Pynt
Frugt, udskåret.
F.eks. kiwi og jordbær

Fremgangsmåde
Sukker, æggeblommer og æggehvider piskes til en hvid og luftig masse.
Bland mel og bagepulver sammen og vend det i dejen skiftevis med mælk og margarine.
Kom dejen i et dybt, smurt tærtefad (29 cm. i diameter*) eller i en mindre bradepande.
Pisk æggehvider, sukker og vaniljesukker meget stift, og vend de hakkede nødder heri.
Fordel forsigtigt marengsen ovenpå den ubagte kage.
Bag kagen i en 200 grader varm ovn (varmluft) i ca. 20 minutter**. Bliver marengsen meget brun, kan der lægges sølvpapir over kagen, men ikke før kagen har fået kulør i ovnen.
Når kagen er bagt, afkøles den på en bagerist og senere i køleskabet med et klæde over.
Når kagen er helt kold, piskes fløden lidt mere end luftig og vendes med skyr.
Fordel cremen jævnt over kagen og pynt med frugt i skiver og/eller tern.

*Det havde jeg ikke, så jeg brugte en springform 26 cm i diameter.
** Grundet den mindre diameter på formen, skulle min kage have længere tid. Den fik +30 minutter, og den endte faktisk alligevel med at falde mere sammen, end jeg havde forventet.



Follow on Bloglovin

onsdag den 19. marts 2014

Lækre banan, peanut butter og kokos bidder




I fredags fyldte jeg 36 somre. Vi fejrede dagen i søndags sammen med min familie hjemme hos min bror og hans familie. Han har nemlig fødselsdag 2 dage før mig, så vi slår vores fødselsdage sammen hvert år, og skiftes til at lægge hus til. Da vi i år skulle være hos dem, stod de for frokosten, mens jeg medbragte kage og frugt til eftermiddagskaffen.

Dejligt med en anledning til at bage.:-)  Dem har der ikke været så mange af her på det sidste, da jeg jo, som bekendt, forsøger at føre en lidt sundere livsstil. Så jeg har ikke bagt nogle ”bare fordi” kager i weekenderne længe.

Jeg gik derfor i gemmerne efter nogle af de utallige uafprøvede opskrifter, jeg har liggende, og besluttede mig bl.a. for disse bananhapser fra Twin-food. De var egentligt tiltænkt som en lille ekstra ting på bordet, for jeg var lidt skeptisk over, om de nu også var gode. Det er altid med en smule spænding, jeg serverer uafprøvede opskrifter for gæster, og specielt disse kager havde jeg lidt svært ved at afstemme mine forventninger til. Måske netop derfor, glædede jeg mig meget til at prøve opskriften.

Og jeg blev heldigvis positivt overrasket, for det var en rigtig lækker lille mundfuld! Jeg smurte et ganske tyndt lag peanutbutter på, da jeg frygtede at smagen ellers ville blive for dominerende i forhold til smagen af banan i kagen. Og mængden var helt tilpas, synes jeg.

Ingredienser (ca. 15 bidder):
2 bananer
2 æg
4 spsk mel (jeg brugte mandel mel)
1/2 dl kokosmel
1-1 1/2 dl peanut butter
100-150 gram mørk chokolade
Hakkede nødder og frysetørrede blåbær til toppen

Fremgangsmåde
Mos bananerne i en skål.
Kom æg ved og pisk det godt sammen.
Tilsæt kokos- og mandelmel og bland det hele til en ensartet masse.
Hæld massen i en form (ca. 20 x 20)
Bag den i ovnen i ca. 15 min ved 200 grader

Lad kagen køle lidt af og smør derefter peanut butter udover kagen.
Kom kagen i køleskabet og smelt chokoladen imens
Hæld den smeltede chokolade udover peanut butter laget
Drys med hakkede nødder og fx frysetørrede bær (jeg brugte frysetørrede blåbær)
Kom kagen i fryseren og lad chokoladen størkne.
Den færdige kages skæres ud i små bidder.

Velbekomme!



Follow on Bloglovin