fredag den 31. oktober 2014

I november vil jeg

Jeg læser med glæde bloggen Valdemarsro, og et af de faste månedlige indlæg er en oversigt over planer for den kommende måned. Da jeg elsker lister, har jeg nu besluttet at tage idéen til mig, så jeg også fremover til lave en sådan liste, og dermed have en oversigt over alle de dejlige ting, jeg kan se frem til.

So here goes..

I november vil jeg:
  • Starte med at fejre min eneste nevøs 18 års fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at han allerede er så stor. Jeg forventer, at han stolt kan fremvise et kørekort på dagen (som er i morgen)
  • Have en hyggedag med brunch og leg i Monky Tonkyland i Lalandia sammen med børn og forældre fra Ds 1.A.
  • Mødes til kaffehygge med Fs mødregruppe. Vi forsøger at mødes ca. hver anden måned. Denne gang med børn. Der er 6 voksne og 8 børn, så der skal nok blive gang i den :-)
  • Deltage i det lokale julemarked, hvor jeg er ansvarlig for at arrangere en bod sammen med de andre forældrerepræsentanter fra skolebestyrelsen. Vi skal samle penge ind til en ny legeplads på skolen ved at sælge ting produceret i skolen SFO og børnehave sammen med nogle af børnene. Jeg glæder mig :-)
  • Deltage i juletræsfest i den lokale sognegård
  • Lave adventskrans/-dekoration
  • Planlægge hvilke julesmåkager, jeg vil bage sammen med børnene i år
  • Få købt alle gaver til pakkekalenderne. Planlægger et besøg på www.pakkekalender.dk
  • Tage på café med en veninde en hverdagsaften. Vi har planer om at finde en dag, så i november skal det være!
  • Beskære frugttræerne
  • Flytte en stor fin buksbom til en krukke, så der kan komme julelys på den udenfor vores vindue i december
  • Få M til at samle en rumdeler til Fs værelse
  • Tag på en kærestetur med M med overnatning. Vi har et gavekort på et hotelophold liggende, som udløber d. 1/12, så man skulle da være et skarn, hvis det ikke skulle bruges!
 
Follow on Bloglovin

tirsdag den 28. oktober 2014

Halloween hygge


Jeg er begyndt at holde mere og mere af traditionen omkring halloween. Den reelle betydning af halloween, allerhelgensaften, betyder ikke så meget for mig. Derimod er halloween for mig blevet en slags fejring af efteråret i form af (primært) farverne orange og sort. Det sorte mørke og de orange græskarhoveder, der lyset i mørket. Jeg synes, det er top hyggeligt!

Jeg har længe haft et græskar stående med ambitioner om at kaste mig ud i en af de avancerede græskarstencils, som jeg har set så mange af på nettet, men efterhånden begyndte græskarret at nærme sig sin udløbsdato, så i weekenden var det på høje tid at få det udskåret. Et projekt D og jeg kastede os over.

Vi planlagde sammen, hvordan ”han” skulle se ud, og rensede sammen græskarhovedet for indhold. Selve udskæringen var dog mest mit værk. Græskaret var simpelthen for tykt til at en børnehånd kunne styre beskæringen med at skarp kniv på en forsvarlig måde.
Men vi hyggede os begge to alligevel, og det kom der denne fotoserie ud af:




Nu venter så Halloweenfest i børnehaven på fredag, hvor jeg vist kom til at melde mig til at bage kage. Fantasien er i fuld gang med at udtænke idéer, nu kommer så processen, hvor jeg skal formå at begrænse mig…
Follow on Bloglovin

torsdag den 23. oktober 2014

Jeg har været heldig



Jeg var i går så heldig at vinde en give away hos bloggen Pralerier.

Jeg vandt en af disse fine nakkestøtter fra Skip*Hop zoo. Det tog mig et stykke tid at beslutte mig for, hvilken en det skulle være, for de er jo alle rigtig fine, men jeg besluttede mig for uglen.
Lille F bliver den heldige modtager af nakkestøtten, da både D og L allerede har en.

Så mange tak til Pralerier. Jeg glæder mig til at modtage gaven :-)

Follow on Bloglovin

fredag den 17. oktober 2014

Strøgtur med L

Den anden dag var jeg på strøgtur i Horsens med L et par timer. Ærindet var at hente briller til L, der for nyligt fik besked på, at hun skulle begynde at bruge briller. Jeg var (og er) meget spændt på, hvordan hun vil tage imod dem, så jeg har gjort mit bedste for at ”sælge” brillerne, så som: ”det er bare sejt at gå med briller”, ”prøv at tænk så meget, du nu kan se” osv. Pigebarnet virker ikke selv til at være synderligt påvirket endnu, så jeg forsøger at dæmpe hendes storebrors: ”det er synd for hende” + skjule min egen holdning, der læner sig lidt op af Ds. Altså, jeg mener ikke, det er decideret synd for hende, men jeg havde da hellere set hende uden, det skal jeg ikke lægge skjul på (eller jo, det skal jeg jo overfor L!). For jeg har nemlig selv har haft en barndom som brillebærer fra jeg var 3 år, så jeg ved, om nogen, hvor besværlige sådan nogle briller kan være til tider.

Anyway, jeg ville også gerne forkæle L lidt på turen, så vi startede med at smutte en tur i ”Tiger” butikken, som er én af de første butikker man møder, når man kommer op af rulletrappen i centeret i Horsens. L ville på jagt efter en ”gentager” (?), som Mathilde fra børnehaven havde. Jeg aner (stadig) ikke, hvad det er, men damen i butikken kunne fortælle, at dem havde de altså ikke flere af. L og jeg gik dog alligevel en tur rundt i butikken for at kigge på alle de fine ting, og så hun kunne vælge en anden ting i stedet. Valget faldt på hendes EGET neglelak, men streg under EGET. Jeg, derimod, så mit snit til at hamstre de første kalendergaver. I år skal F jo også have gaver, dvs. jeg skal finde 3x24 gaver i alt! Det stresser mig en smule at tænke på det, men jeg vil så gerne fortsætte vores tradition med en gave hver dag, da jeg elsker at se børnenes glæde og spændthed (hedder det det?) ved at finde en gave i sokken fra nissen hver morgen.

Jeg kunne have købt rigtig mange gode gaver derinde, men måtte begrænse mig meget, da jeg skulle kunne bære tingene i favnen skjult af andre ting, så L ikke opdagede noget. Jeg tror det lykkedes, for jeg kunne også distrahere hende, da jeg skulle betale ved kassen, men jeg overvejer, om jeg skal tage turen igen engang alene, for der var flere ting derinde, som jeg ved, de vil blive glade for.

Det lykkedes mig at smugle disse trylletuscher og disse fine træispinde (som jeg faktisk har fortrudt, at jeg ikke købte flere af) ud fra butikken uden at det blev opdaget (af L, altså jeg betalte for varerne, ik'?):



Mens vi var i centeret, overværede vi også en del af en cirkusforestilling af cirkus Mascot. Cirkusset har tidligere i år været på besøg i vores lille landsby, hvor klovnen holdt workshop både i børnehaven og i skolen, så L syntes, det var rigtig sjovt at se dem hun ”kendte” igen. Og da vi overværede showet fra 1. sal, havde vi også mulighed for at se ned bag forhænget og se, hvordan artisterne forberedte sig. Det var lige før, det var mere spændende end det, der skete i manegen.


L ser på cirkus med Hello Kitty paraplyen og ballondyret i hånden

Alt i alt havde vi nogle rigtig hyggelige timer sammen. Og vi kunne sagtens være blevet der noget længere, men vi måtte hjem, da mine forældre ville komme på besøg med D, der havde været på ferie hos dem i nogle dage. Men det var dejligt at opleve, at L nu er ved at være så stor, at hun (og jeg) kan nyde en shoppetur sammen.

En oplevelse som strøgturen mindede mig også om vigtigheden af at lave noget sammen med børnene på enmandshånd. Det har vi gjort en del tidligere, men har ikke været for gode til det her på det sidste. Det har ikke været et bevidst valg, og derfor vil jeg rigtig gerne, at vi begynder at gøre det igen, når det er muligt. Det er bare SÅ givende både for børn og voksne. Det giver en helt anden kontakt, som det ofte er svært at opnå i en travl hverdag med 3 børn, hvor der sjældent er en ”hel” voksen til rådighed. Men nu må vi til at arbejde på lidt mere alenetid for hvert barn igen, har jeg besluttet...

Follow on Bloglovin

10 ting du (måske) ikke vidste om mig

Jeg har tilføjet en ny side for oven på bloggen kaldet "Om mig". Jeg har længe overvejet, om det mon var nødvendigt, da jeg jo allerede har en lille beskrivelse i højre side af bloggen. Men i erkendelse af, at jeg altid selv går ind og læser "Om..."-siderne, når jeg besøger en ny blog, besluttede jeg mig for at udgive den.

Min "Om mig" side indeholder bl.a. disse 10 kendsgerninger, som siger (meget) lidt om mig som person.


1) Jeg elsker De Unge Mødre og har fulgt troligt med igennem flere år

2) Som barn ville jeg være dyrlæge eller frisør (same/same??)

3) Jeg stadig er lidt bitter over, at mine forældre ikke ville lade mig få min egen hest som barn (tænk, hvad det kunne være blevet til? Ahrm..)

4) Har en svaghed for mørk chokolade og karameller

5) Jeg er 100 meter mester i overspringshandlinger. Jeg arbejder mest effektivt under pres, selvom jeg ville ønske, det ikke var tilfældet

6) Som ung ville jeg ingen børn have. Jeg drømte om en succesfuld karriere med masser af penge (gerne i USA), men det ændrede sig, da jeg havde gennemført min uddannelse som eksportingeniør

7) Er blevet temmelig afhængig af Hayday (damn you, det er jo totalt spild af tid!)

8) Har en hemmelig drøm om at blive selvstændig og leve af min hobby (men hvilken?)

9) Er et rodehoved, der trives meget dårligt i rod.

10) Jeg drømmer om at opleve glæden ved at løbe og kunne løbe langt.

Follow on Bloglovin

fredag den 10. oktober 2014

Happy Halloween - gratis e-bog

Jeg har i dag downloadet en gratis e-bog med inspiration til Halloween, som jo nærmer sig med hastige skridt. E-bogen er udgivet af Kitchen4kids, som selvfølgelig også har reklame for egne produkter i bogen. 

Man "bestiller" bogen på hjemmesiden, som med enhver anden vare. Når man har tjekket ud, modtager man en ordrebekræftelse indeholdende et link til bogen, som derefter kan downloades.

Selvom der også reklameres for egne produkter, indeholder bogen også sjove opskrifter og påfund. Og det kunne jo ikke passe bedre, når jeg netop er gået i gang med at spekulere over, hvilken kage jeg skal bage til børnehavens Halloweenfest, som jeg da vist kom til at melde mig til...

E-bogen kan hentes gratis her


Follow on Bloglovin

onsdag den 8. oktober 2014

Kastanjetid

Denne fine fyr flyttede ind i huset i går, og han står nu og pynter i vindueskarmen på Ls værelse.


Jeg er ikke stødt på denne art før, men kær det er han!

Follow on Bloglovin

tirsdag den 7. oktober 2014

Hjemmebagte pitabrød



For nyligt forsøgte jeg mig med hjemmebagte pitabrød for første gang.
Pitabrød er tit på menuen herhjemme, da børnene kan mikse indholdet efter smag (og så er alle glade), så derfor syntes jeg, det var på tide at prøve at bage dem selv. Det kniber ellers ofte med tiden til det, men denne gang lykkedes det altså!

Jeg var spændt på, om jeg kunne få brødene til at hæve og blive hule, som de skal være, og det lykkedes for ca. 50 % af dem. Hvad forskellen på den ene halvdel frem for den anden var, ved jeg ikke, men efterfølgende har jeg googlet mig frem til, at det kræver en høj temperatur, for at de hæver bedst. Alle mine fik samme temperatur, så jeg forstår ikke helt forskellen i udseendet. Men når jeg skal bage dem næste gang, vil jeg prøve med en højere temperatur.

Når det nu er sagt, så var jeg positivt overrasket. Brødene var bløde og lækre, også dagen efter. Og så mættede de altså en del mere, end de færdiglavede vi plejer at købe. Så når tiden tillader det, vil jeg helt sikkert bage dem igen.

Jeg har fundet opskriften hos Sunde madpakker, og den lyder:

Til ca. 25 stk. (jeg fik kun 19 stk. og jeg synes ikke, de kunne være mindre)

Ingredienser:
3 dl mælk
3 dl vand
50 g. gær
1 tsk. groft salt
300 g. grahamsmel
500/ 550 g. hvedemel

Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i lunt vand og mælk.
Tilsæt resten af ingredienserne, men gem lidt af hvedemelet. 
Rør og ælt dejen rigtig godt, så den er jævn og gerne en lille smule klistret.
Dæk dejen til og lad det hæve ca. 1 time. 
Form det til ca. 20 boller og tryk bollerne helt flade lidt ala pizza tykkelse. 
Lad dem efterhæve på bageplade med bagepapir i ca. 10 minutter.
Bag dem i ovnen ved 200 grader (forvarmet) i ca. 10 minutter, til de har fået en smule farve.

De er særdeles velegnet til fryseren.  
Follow on Bloglovin

Karamelliseret brownie




Jeg bliver nødt til at dele denne lækre brownie opskrift!

Jeg er generelt vild med brownies og finder sjældent en opskrift, jeg ikke bryder mig om, men denne variation med karamel på toppen, var ekstra lækker, synes jeg.

Det er en tung lille fætter, så man skal begrænse sig til et mindre stykke, men til gengæld kan jeg garantere et stykke med lækker kraftig chokoladesmag krydret med en bismag af karamel i en lækker brownie, der er præcis så klæg, som en brownie (efter min mening) skal være.

Jeg har kun smagt kagen "au naturel", men tænker at den vil gøre sig godt sammen med noget vaniljeis og frisk frugt.

Prøv den!

Ingredienser
90 g smør
90 g mørk chokolade
1 1/2 æg
1 ¾ dl sukker
¾ dl mel
¾ dl kakao
en knivspids salt
200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
75-100 g lys chokolade

Fremgangsmåde
Smelt smør og mørk chokolade over vandbad.
Pisk sukker og æg let og luftigt.
Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen.
Sigt mel, kakao og salt i.
Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.
Hak chokoladen, og drys den ud over dejen.
Hæld kondenseret mælk ud over kagen.
Bag kagen ved 170 grader i 40-45 min. Hold øje med kagen de sidste minutter, så det karamelliserede lag ikke får for meget, men sørg samtidig for at få bagt karameltoppen nok. Ubagt kondenseret mælk er ikke at anbefale!

Lad den køle af natten over. (men den smager også godt lun...mmm...)
Skær ud i små firkanter.

Opskriften er fundet hos Chocolat.




Follow on Bloglovin

torsdag den 2. oktober 2014

Store drømme



Jeg drømmer for tiden store drømme sammen med en veninde. Drømme der, hvis de udleves, vil kunne få betydning for min hverdag. Jeg drømmer om at udleve en passion, at turde tage skridtet. Jeg tror (og håber), at rigtig mange har sådan en drøm, som (måske) omhandler noget andet end det, der på nuværende tidspunkt sker i deres liv. Desværre tror jeg ikke, der er så mange, der udlever drømmen, og det er jo forståeligt nok. Ofte indebærer det væsentlige omkostninger i form af økonomi og tid. Ingen af delene har jeg specielt meget til rådighed af, men jeg tror på, at hvis passionen er til stede, kan alt lade sig gøre. Så finder man en løsning på en eller anden måde.

Anyway, min veninde og jeg drømmer. Jeg vil ikke løfte sløret for om hvad, men hvor er det fedt at dele sin passion med én, som giver mig ”lov” og forstår drømmene. Det kunne være SÅ fedt, hvis det blev muligt at udleve den, så lige nu planlægger vi og lader som om, at det selvfølgelig er muligt! Hvorfor skulle det dog ikke være det? Forhindringer er til for at udfordre os og gøre os klar til at tage skridtet, så de skal ”bare” forceres.

Men hvor er det fedt, at være i denne proces. Fedt at være sammen i processen, når vi begge har hovederne fulde af tanker og idéer. Kunsten består lige nu i at begrænse os til et endeligt koncept, få forventningsafstemt og ikke mindst få hele grundlaget for vores idé på plads.

Det er fedt at drømme…

P.s. Jeg skrev disse tanker ned i går, men da jeg i dag læste dette indlæg hos Sneglcille, turde jeg også trykke "udgiv" :-)
Follow on Bloglovin

Rødbedekage

Jeg har været i gemmerne og se på min efterhånden ret store opskriftssamling.
Jeg har ufattelig mange gemte, uafprøvede opskrifter, så i fredags fik L og jeg afprøvet en opskrift på en rødbedekage. Jeg var på forhånd temmelig skeptisk overfor opskriften. For det første fordi en kage med rødbeder bare virker for mærkeligt i mit hoved, og for det andet bryder jeg mig ikke om rødbeder. Så opskriften måtte selvfølgelig afprøves! :-)
Jeg må sige, jeg blev meget positiv overrasket. Man kan ikke smage rødbederne (heldigvis), og i dejen og glasuren er der hhv. citronskal og -saft, hvilket giver kagen et lækkert syrligt strejf.
Opskriften har jeg fundet på Facebook for længe siden. Husker desværre ikke hvor.
Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 30 stk.

250 g blødt smør 
1 dl rapsolie 
475 g rørsukker (ca. 5½ dl) 
6 æg 
100 g fintmalede mandler el hasselnødder 
400 g hvedemel (ca. 6¾ dl) 
4 tsk bagepulver 
2 tsk vaniljesukker 
4 groftrevede gulerødder (ca. 200 g) 
1 groftrevet rødbede (ca. 175 g) 
½ dl fintrevet citronskal (usprøjtet) 

Glasur
300 g flormelis 
4 spsk friskpresset citronsaft (opskriften siger 3 spsk.)
3 spsk vand (opskriften siger 1 spsk.)
2 tsk kakao 

Bagetid: Ca. 50 min. ved 175°. (opskriften siger ca. 45 min.)

Pisk smør, olie og sukker godt sammen. 
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg til det ligner "æggesnaps". 
Bland mandler, mel, bagepulver og vaniljesukker sammen. 
Vend det i "æggesnapsen" sammen med gulerødder, rødbeder og citronskal. 
Kom bagepapir i ovnens bradepande, fordel dejen heri og bag kagen midt i ovnen. 

Glasuren fordeles på den afkølede kage.

L giver røremaskinen en hjælpende hånd

Kagen havde den flotteste lyserøde farve inden den kom i ovnen. Den forsvandt dog under bagningen.

Og til sidst et billede af mine små hjælpere, der skærer ansigter og spejler sig i skålen fra røremaskinen
Follow on Bloglovin