fredag den 21. november 2014

Nå, men hej!

Ja, der er ikke mange pip fra mig for tiden. Jeg har ellers rigtig mange idéer til blogindlæg, men at få dem skrevet ned, bliver det ikke rigtig til, desværre. Kalenderen er booket, og når den ikke er det, går tankerne og energien til sygdom og skilsmisse i den nærmeste familie..

Men lidt er det da blevet til det sidste stykke tid. For nyligt var jeg f.eks. en aften på kursus hos DGI. Kurset omhandlede de dilemmaer, der kan opstå, når man er træner for sit eget barn. Jeg synes, det var yderst relevant, for jeg har til tider nogle udfordringer med L. når vi er til gymnastik. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at deltage i kurset. Og kurset fik mig også til at reflektere over min egen situation som forældertræner, og hvordan jeg håndterer de forskellige dilemmaer, der opstår i den forbindelse.

Derudover, så er det på søndag, der er julemarked i vores lille landsby. Som tidligere nævnt er jeg med til at arrangere en bod, hvor vi skal samle penge til en fornyelse på skolens legeplads. Jeg skal kun selv stå i boden i 2 timer, men det meste af arbejdet finder sted inden markedet. En aften i sidste uge var jeg derfor sammen med de andre forældrerepræsentanter i Skolebestyrelsen, hvor vi skulle bage julesmåkager i store mængder. Det blev til brunkager, vaniljekranse og honningkagedej (som blev bagt senere).Vi lavede også pebernøddedej, som blev afleveret i SFO’en, der efterfølgende bagte kagerne sammen med børnene. Bortset fra kager, har vi også fået hjælp fra børnehaven og SFO, der bl.a. har hjulpet med at lave julepynt, armbånd og lysestager, og så har vi bestilt nogle julekalendere, hvor vi selv tjener nogle penge, mens resten går til Børns Vilkår.

Nu satser vi så på massiv opbakning på søndag, så vi kan få samlet en masse penge ind og dermed snart få investeret i flere legeredskaber til børnene. Legepladsen er nemlig virkede i en sørgelig stand lige nu, og børnene fortjener det bedre.


Kager!!

Det sidste stykke tid har vi også været ”beriget” med sygdom herhjemme. Nærmere betegnet opkast! Det florerer som en steppebrand rundt i byen lige nu, og specielt dagplejen er hårdt ramt. Derfor lagde F ud torsdag-lørdag i sidste uge, og D fortsatte natten til tirsdag i denne. Heldigvis kunne D klare det på en dag. Nu krydser vi så alt hvad vi kan krydse for, at det ikke rammer L eller M og jeg. Oddsene er nok lidt dårlige, men indtil videre er vi da sluppet!

I sidste weekend havde vi heldigvis ikke de store planer, så vi kunne koncentrere os om at få F frisk igen. Hun blev dog forholdvist hurtigt frisk igen, bortset fra mindre appetit, hvilket betød, at vi fik klaret lidt praktiske ting i hjemmet.

Vi startede lørdag med at pakke trampolinen i vinterhi. Heldigvis for det, for søndag var det jo temmelig blæsende. F sov, og D og L var mine flittige hjælpere, der hjalp med at samle fjedrene op. Efter dugen var fjernet, var der en ganske fin cirkus manege tilbage:


M gav den gas med at fjerne mos på taget imens. Og en meget tiltrængt opgave!

D hjalp mig også med at tømme en stor krukke for jord og et dårligt voksende opstammet træ, og i stedet flytte en stor buksbom over i den. Det var nemlig et af mine punkter på min november plan. Og den er derfor nu klar til at få julebelysning på:

Buksbom klar til julebelysning og mos en masse....

Søndag var F frisk nok til at komme med udenfor. Det var dejligt at få lidt frisk luft for os alle. Vi gik derfor i gang med endnu et punkt på to do listen: at opsætte bedafgrænsning foran vores hegn. Vi nåede ikke så langt, inden det blev for koldt og ungerne var sultne, men så har vi lidt at gå i gang med næste gang, vi får mulighed for det.

Min lille havehjælper

Follow on Bloglovin

torsdag den 20. november 2014

Så kom det op

I dag sneg det første julepynt sig op herhjemme.
Det blev dette fine juletræ, som F havde lavet i dagplejen i dag:
Og dette fine nissepar, som jeg købte, da vi var en tur i Faaborg for nyligt (mere om det senere):
Nisserne er designet af Ruth Vetter fra svenske Nääsgränsgården
Den STORE kasse(r) med julepynt kommer dog først ned fra loftet næste weekend ;-) 
Follow on Bloglovin

torsdag den 6. november 2014

Halloweenfest 2014

I fredags var vi til Halloweenfest i Ls børnehave. Festen var udelukkende arrangeret af frivillige forældre, uden tilstedeværelse af de ansatte og afholdtes udenfor børnehavens lukketid. Tidligere har jeg også været med til at arrangere festen, men i år deltog jeg ”kun” som forælder og havde planer om "bare" at slappe af og nyde. Dog havde jeg meldt mig som kagebager, men mere om det senere.

Vi havde alle 3 børn med, og jeg var på forhånd spændt på, om det nu også ville være muligt for os at føre en samtale og hygge os med de andre forældre, uden at én af os konstant skulle sørge for at F ikke lavede ulykker, for når man nu er en typisk 2 årig, der kravler op og piller i alt det ”forbudte”, kan det godt være svært. 

Men vi var heldige, for én af Ls veninder har en storesøster med, som er helt pjattet med F. Hun har også tidligere spurgt, om hun må passe hende, men da hun kun går i 4. klasse, synes jeg måske det er lige tidligt nok. Men vi havde simpelthen barnepige på F denne aften! Yderst fornemt, må man sige...Ikke fordi vi bad hende, altså storesøsteren, om det, men hun ville så gerne, og både hun og F nød det til fulde. Og det gjorde vi også :-) Dermed havde vi også lidt mere overskud til L, for det var jo egentligt ”hendes” fest.

Børnene (og forældrene) måtte gerne komme udklædte. L tog imod tilbuddet, D nægtede og lille F fik ikke tilbuddet, og det virkede hun til at være helt ok med.

L kom som skelet:



Aktivitetsudvalget havde pyntet fint op:



Vi startede med græskarudskæring:

Her er L og jeg i fuld sving. Ok, det er mest mig, men altså vi hyggede os alligevel, ik'?


Det kom der denne fine fyr ud af, bemærk hjerteørerne:



Derefter blev der leveret pizza fra den lokale pizzamand. Børnene blev spist af (hvilket tog ca. 5 minutter), hvorefter der var fri leg, mens forældrene kunne blive færdig med at spise og hyggesnakke imens.

Senere var der kagebord, hvor frivillige forældre havde bagt kage, mig selv inklusiv.
Jeg ville gerne gøre lidt ud af det, og havde besluttet mig for at kaste mig ud i en fondantkage igen. Det skulle dog være en meget simpel en af slagsen, da det var meget lang tid siden, jeg havde arbejdet med fondant sidst + jeg havde ikke tid til at afsætte flere dage til projektet.

Det kom der denne kage ud af:

Kagen bestod af ”min” banankage splittet i 2 lag + en chokoladekage som det midterste lag. Kagen blev smurt op med 1:1 chokoladeganache + jeg lagde et tyndt lag ganache mellem lagene for at holde dem sammen. Chokoladekagen er en opskrift, som jeg har bagt adskillige gange. Den er simpel og smager super godt efter min mening. Opskriften findes her, ellers så skriver jeg den sidst i dette indlæg.

Fondanten endte selvfølgelig med at drille en del. Jeg laver selv MMF (Marshmallow fondant), men jeg har ikke så meget føling med det mere, så jeg endte med at lave min MMF en anelse for tør, hvilket jo betyder at den nemmere krakelerer, og det gjorde den så! Men til sidst lykkedes det mig at rulle den nogenlunde tyndt ud og få den ”kastet” på kagen, så den lå nogenlunde pænt og kun krakelerede et sted. 

Den kom dog skævt på, så jeg besluttede mig for at lave nogle sorte blade af den overskydende fondant fra edderkopperne. Dermed blev bladene brugt til at skjule fejlene på kagen. Det lykkedes meget godt. Derudover pyntede jeg med mandariner hele vejen rundt om kagen = endnu en mulighed for at skjule de knap så pæne kanter på kagen. Jeg er på ingen måder selv tilfreds med udseendet på kagen, men den smagte godt! 

I fondanten kom en smule koncentreret appelsinaromaolie, da jeg ikke synes fondantsmagen i sig selv er den bedste. Det fungerede ok sammen med de yderste lag banankage, da smagen af appelsin ikke var særlig kraftig. 

Både børn og forældre var vilde med kagen, hvilket jo også var hensigten. En ting, der dog gør, at jeg til tider mister lysten til at kaste mig ud i en fondantkage er kommentarer fra andre forældre som: ”Se, det er derfor jeg aldrig vil bage kage, når du har skrevet dig op til det” eller ”Ja, så tør vi andre jo ikke komme med kage, når den ser sådan ud”. Det er ment positivt fra forældrenes side, som en ros til mig, men det er bare slet ikke min hensigt, at andre forældre skal føle sådan! Det skal bestemt ikke anses som ”show-off”. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og for at glæde børnene. Men jeg kan ikke rigtigt ryste det af mig, om folk mon tror, jeg gør det, for at vise mig. Men til de forældre, der kom med lignende kommentarer i fredags, fik jeg heldigvis sagt fra og fortalt dem, at det altså slet ikke er derfor jeg gør det, at de ikke må sige sådan, og at det bestemt ikke skal afholde dem fra at bage. De mener det godt, men jeg bliver altså en smule ked over at høre det. Jeg tror (og håber) jeg fik formuleret mig rigtigt, så jeg ikke kom til at fornærme nogen.

Alt i alt var det nogle hyggelig timer, hvor børnene havde en fest.

Jeg bagte denne chokoladekage, som godt kan anbefales. Opskriften er nem og hurtigt at gå til, og resulterer en i kage, der er dejligt svampet og smager kraftigt af kakao. Præcis som jeg foretrækker det.

Chokoladekage
12 personer

Ingredienser:
6 spsk. Kakao
250 g. hvedemel
300 g. sukker
1 tsk. Natron
1 tsk. Bagepulver
1 knsp. Salt
2 æg
150 g. smør
2,5 dl. Vand

Fremgangsmåde:
Sigt de tørre dele sammen. Kom æg, smeltet smør og vand i og pisk med en elpisker. 
Dejen hældes i en bradepande ca. 23x33 cm.

Bages på næstnederst rille ca. 35 minutter ved 170 grader C. i alm. ovn. 

Kagen skal ikke bages for meget, den skal være lidt klæg i midten.
Follow on Bloglovin