Mon det bliver lettere med flere børn?

Jeg er begyndt at spekulere mere og mere over, hvordan det mon bliver at blive en familie på 5. Kan vi nu klare det? Vil vi forældre have overskud til at give hvert barn den opmærksomhed, som det har brug for. Og hvordan undgår vi at drukne i praktiske opgaver, som jeg allerede nu synes der kan være for mange af. Én ting er, at jeg kan klare mange ting, når jeg er på barsel, men der kommer jo altså også en hverdag efter barsel på et tidspunkt igen.

Det er jo helt naturligt at spekulere på disse ting, når familien står overfor sådan en stor omvæltning, som det er at få et nyt medlem. Indenfor de sidste par dage har tankerne dog har været hyppigere end ellers. Tror det dels skyldes, at en kollega i fredags blev mor til nr. 3, og gennem vores graviditeter har vi snakket meget om vores op- og nedture samt snakket om, hvordan vi nu skal håndtere 3 børn.

Inde i mit forskruede hoved tror jeg nogle gange, at det måske ligefrem bliver nemmere med 3 frem for 2 børn. Selvfølgelig kommer der mere vasketøj, mere rod, der skal smøres flere madpakker osv. Men på den anden side, tror jeg også på, at børnene bliver mere selvhjulpne. Og der hvor jeg specielt tror, det kunne gå hen at blive nemmere, er i konfliktsituationer. Dvs. situationer hvor børnene ikke hører efter, gør det modsatte af, hvad de bliver bedt om osv. I dag vælger vi ofte at tage konflikten. Dvs. kæmpe indtil børnene gør, som vi siger. Men jo flere børn, der er, jo mindre tid og overskud vil der automatisk blive til at gå ind i konflikterne.

De sidste par dage har jeg derfor afprøvet min teori, og jeg må sige, at jeg er positivt overrasket! Specielt omkring sengetid, kan børnene blive helt kulrede og vilde. Det er deres måde at vise træthed på, f.eks. når ét af børnene løber modsatte vej, er vild når det skal stå stille osv. Og når de så er 2, gejler de hinanden op, så man nogle gange slet ikke kan komme i kontakt med dem. Ingen tvivl om, at de har sjovt. Det har vi forældre bare ikke! 


I sådan en situation forsøger jeg først at gentage mit ønske nogle gange. Når det ikke virker, har jeg valgt at sige stille og roligt: ”Når du vælger, at du ikke vil høre efter, så vil jeg ikke bruge mere tid på at hjælpe dig. Nu går jeg i stedet i gang med at hjælpe X, så må du vente, til jeg er færdig med det”. Indtil videre får jeg nogle ret kraftige reaktioner fra børnene. De bliver kede af det og siger ”undskyld, undskyld jeg er færdig med at drille nu osv.”, så jeg tror virkelig på, at det hjælper. Og de får selvfølgelig lov til at vente eller klarer tingene selv. Det er nemlig også mit håb at få gjort dem mere selvhjulpne og give dem mere ansvar, inden babyen kommer.

Jeg har før forsøgt mig med metoden, men desværre haft en tendens til at falde tilbage til det gamle mønster med at forsøge at få børnene til at høre efter, indtil én af os mister tålmodigheden og ender med at skælde os. Vi har for lang tid siden erkendt, at det ikke hjælper, men derfra og så til at benytte nye metoder i en presset situation, har der alligevel været langt.

Men jeg er nu kommet til den erkendelse, at vi SKAL til at bruge metoden med at give det uvorne barn mindre opmærksomhed i stedet for at tage kampen og ende med en dårlig stemning i hjemmet. Det kommer jo os alle til gavn på sigt, og når barn nr. 3 kommer, bliver det også en nødvendighed. Det er så også mit håb, at det på sigt betyder, at børnene får større tendens til at høre efter 1. gang.

Hvad siger I flerbørnsfamilier derude? Kan I nikke genkendende til noget af det, jeg skriver? Hvordan håndterer I konflikten, når et barn bare ikke VIL høre efter?

I et øjeblik af idyl i går, fik jeg taget dette billede:

Heldigvis er de rigtig glade for hinanden, er ved at blive gode til at hjælpe hinanden og er for det meste gode til at lege sammen. De er uden tvivl hinandens bedste venner!