For nyligt forsøgte jeg mig med hjemmebagte pitabrød for første gang.
Pitabrød er tit på menuen herhjemme, da børnene kan mikse indholdet efter smag (og så er alle glade), så derfor syntes jeg, det var på tide at prøve at bage dem selv. Det kniber ellers ofte med tiden til det, men denne gang lykkedes det altså!
Jeg var spændt på, om jeg kunne få brødene til at hæve og blive hule, som de skal være, og det lykkedes for ca. 50 % af dem. Hvad forskellen på den ene halvdel frem for den anden var, ved jeg ikke, men efterfølgende har jeg googlet mig frem til, at det kræver en høj temperatur, for at de hæver bedst. Alle mine fik samme temperatur, så jeg forstår ikke helt forskellen i udseendet. Men når jeg skal bage dem næste gang, vil jeg prøve med en højere temperatur.
Når det nu er sagt, så var jeg positivt overrasket. Brødene var bløde og lækre, også dagen efter. Og så
mættede de altså en del mere, end de færdiglavede vi plejer at købe. Så når
tiden tillader det, vil jeg helt sikkert bage dem igen.
Til ca. 25 stk. (jeg fik kun 19
stk. og jeg synes ikke, de kunne være mindre)
Ingredienser:
3 dl mælk
3 dl vand
50 g. gær
1 tsk. groft salt
300 g. grahamsmel
500/ 550 g. hvedemel
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i lunt vand og
mælk.
Tilsæt resten af ingredienserne, men gem lidt af hvedemelet.
Rør og ælt
dejen rigtig godt, så den er jævn og gerne en lille smule klistret.
Dæk dejen
til og lad det hæve ca. 1 time.
Form det til ca. 20 boller og tryk bollerne helt
flade lidt ala pizza tykkelse.
Lad dem efterhæve på bageplade med bagepapir i
ca. 10 minutter.
Bag
dem i ovnen ved 200 grader (forvarmet) i ca. 10 minutter, til de har fået en
smule farve.
De er særdeles velegnet til fryseren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar