fredag den 21. november 2014

Nå, men hej!

Ja, der er ikke mange pip fra mig for tiden. Jeg har ellers rigtig mange idéer til blogindlæg, men at få dem skrevet ned, bliver det ikke rigtig til, desværre. Kalenderen er booket, og når den ikke er det, går tankerne og energien til sygdom og skilsmisse i den nærmeste familie..

Men lidt er det da blevet til det sidste stykke tid. For nyligt var jeg f.eks. en aften på kursus hos DGI. Kurset omhandlede de dilemmaer, der kan opstå, når man er træner for sit eget barn. Jeg synes, det var yderst relevant, for jeg har til tider nogle udfordringer med L. når vi er til gymnastik. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at deltage i kurset. Og kurset fik mig også til at reflektere over min egen situation som forældertræner, og hvordan jeg håndterer de forskellige dilemmaer, der opstår i den forbindelse.

Derudover, så er det på søndag, der er julemarked i vores lille landsby. Som tidligere nævnt er jeg med til at arrangere en bod, hvor vi skal samle penge til en fornyelse på skolens legeplads. Jeg skal kun selv stå i boden i 2 timer, men det meste af arbejdet finder sted inden markedet. En aften i sidste uge var jeg derfor sammen med de andre forældrerepræsentanter i Skolebestyrelsen, hvor vi skulle bage julesmåkager i store mængder. Det blev til brunkager, vaniljekranse og honningkagedej (som blev bagt senere).Vi lavede også pebernøddedej, som blev afleveret i SFO’en, der efterfølgende bagte kagerne sammen med børnene. Bortset fra kager, har vi også fået hjælp fra børnehaven og SFO, der bl.a. har hjulpet med at lave julepynt, armbånd og lysestager, og så har vi bestilt nogle julekalendere, hvor vi selv tjener nogle penge, mens resten går til Børns Vilkår.

Nu satser vi så på massiv opbakning på søndag, så vi kan få samlet en masse penge ind og dermed snart få investeret i flere legeredskaber til børnene. Legepladsen er nemlig virkede i en sørgelig stand lige nu, og børnene fortjener det bedre.


Kager!!

Det sidste stykke tid har vi også været ”beriget” med sygdom herhjemme. Nærmere betegnet opkast! Det florerer som en steppebrand rundt i byen lige nu, og specielt dagplejen er hårdt ramt. Derfor lagde F ud torsdag-lørdag i sidste uge, og D fortsatte natten til tirsdag i denne. Heldigvis kunne D klare det på en dag. Nu krydser vi så alt hvad vi kan krydse for, at det ikke rammer L eller M og jeg. Oddsene er nok lidt dårlige, men indtil videre er vi da sluppet!

I sidste weekend havde vi heldigvis ikke de store planer, så vi kunne koncentrere os om at få F frisk igen. Hun blev dog forholdvist hurtigt frisk igen, bortset fra mindre appetit, hvilket betød, at vi fik klaret lidt praktiske ting i hjemmet.

Vi startede lørdag med at pakke trampolinen i vinterhi. Heldigvis for det, for søndag var det jo temmelig blæsende. F sov, og D og L var mine flittige hjælpere, der hjalp med at samle fjedrene op. Efter dugen var fjernet, var der en ganske fin cirkus manege tilbage:


M gav den gas med at fjerne mos på taget imens. Og en meget tiltrængt opgave!

D hjalp mig også med at tømme en stor krukke for jord og et dårligt voksende opstammet træ, og i stedet flytte en stor buksbom over i den. Det var nemlig et af mine punkter på min november plan. Og den er derfor nu klar til at få julebelysning på:

Buksbom klar til julebelysning og mos en masse....

Søndag var F frisk nok til at komme med udenfor. Det var dejligt at få lidt frisk luft for os alle. Vi gik derfor i gang med endnu et punkt på to do listen: at opsætte bedafgrænsning foran vores hegn. Vi nåede ikke så langt, inden det blev for koldt og ungerne var sultne, men så har vi lidt at gå i gang med næste gang, vi får mulighed for det.

Min lille havehjælper

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar