Der er stor forskel på vores to børn. Både i væremåde, men også i temperament! Om det også hænger sammen med kønsforskellen, skal jeg ikke kunne sige, men L viser sig ihvertfald væsentligt mere selvstændig end D var i den alder.
Jeg morer mig ofte over, hvor hidsigt sådan et lille væsen kan blive, når tingene ikke udarter sig som forventet. Jeg forsøger selvfølgelig at skjule det, men det er altså ikke altid lige nemt.
F.eks. er hun ofte overbevist om, at hun da sagtens kan tage strømper på. En opgave hun endnu ikke mestrer, men det tilbageholder hende bestemt ikke fra at flejne ud over det alligevel.
Hun nærmer sig nu de 2 år, og blev her i ferien overbevist om, at hun nu er færdig med at lave stort i bleen. En overbevisning, der stadig holder. Vi har ikke gjort noget for at fremskynde det, men hvor er det da dejligt, at blespanden ikke lugter af l.... mere!
Her til aften besluttede hun sig så for, at nu måtte det være på tide at være færdig med det der "potte-fis", så nu vil hun sidde på toilet! Det er selvfølgelig hyggeligt nok, hvis ikke det var fordi "damen" da også skal læse Pixibøger imens! Så mor her må gladeligt sidde og holde ben, så damen har frie hænder til at læse dagens Pixi nyheder uden at hun forsvinder ned i toilettet! (Note til mig selv: få nu den toiletbræt-hjælpe-tingest ned fra loftet!)
Hun er altså en sjov "fisk" nogle gange og bidrager bestemt med megen underholdning i det lille hjem. Og jeg er også spændt på, hvor længe hun vil blive ved med at acceptere det tøj, jeg lægger frem til hende hver morgen. Indtil videre går det, men nu bliver hun jo 2 her i september, så er det nok snart slut.
D, derimod, så helst at jeg stadig gav ham al tøjet på om morgenen (hvilket jeg altså ikke gør!), og han er 4½!
Utroligt, så stor forskel der kan være på søskende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar