søndag den 25. september 2011
En dejlig efterårsdag
Sikke en fantastisk vejr det har været i dag! Det er en dag som i dag, der gør, at jeg elsker efteråret!
Vi tilbragte den første del af dagen i haven. Vi fik ordnet en masse småopgaver; fik beskåret nogle træer, klippet lange skud af nogle af hækkene, fik fejet blade sammen og samlet det hele i en stor trailer udlånt af naboen. Nu står den så klar i indkørslen til at køre på lossepladsen i morgen, for da vi havde fyldt den, og M og D var kørt afsted for at aflevere affaldet, fandt de ud af, at genbrugspladsen ikke har åbent om søndagen (pr. 31/8). Ahmen altså!
Børnene har hygget sig og nydt det. De har skiftevis hjulpet os forældre, cyklet rundt og leget "restaurant" i sandkassen. Specielt D elsker at være "arbejdsmand" udendørs og hjælper meget gerne til. Han er også ved at have den alder, hvor han reelt hjælper, så det er dejligt.
Her kan I se, hvordan de fjollede rundt:
Udover alt det praktisk vi fik på plads i dag, så giver sådanne dage mig en ro i sjælen, som jeg har fundet ud af, at jeg har brug for. Jeg har brug for at opleve, at vi når noget praktisk bare engang i mellem, så jeg ikke føler, at jeg drukner i ufærdige gøremål. Det går specielt mig på (M påvirker det ikke så meget), når vi i en lang periode har brugt vores weekender på enten at have gæster eller være i byen. Det er jo rigtig hyggeligt, misforstå mig ikke, og derfor er det også endnu sværere at sige nej, når man gerne vil være sammen med mennesker man holder af. Men hvis jeg ikke også har x antal dage, hvor vi når nogle praktiske gøremål, får jeg nogle dyk, hvor jeg ikke synes, jeg kan overskue situationen mere og derfor begynder at stresse over alle de løse ender. Det er naturligvis ikke rart, og jeg gør hvad jeg kan for at undgå det.
Derfor betyder en dag som i dag utroligt meget for mig, og jeg kan nu igen se på de resterende ufærdige projekter med oprejst pande. Dejligt...
Vi afsluttede dagen med et barselsbesøg hos et vennepar. Sikke dog et lille pus, vi fik lov at holde og ae..... Specielt L var helt oppe og ringe over "baby". Hun leger også rigtig meget med sine dukker herhjemme, så hun blev helt ekstatisk, da hun så en levende baby. Babyen blev ae'et hver gang hun kom forbi ham, og da vi skulle hjem, blev der sagt farvel med en kys på panden. Så smeltede moderhjertet da lige...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det lyder som en rigtig dejlig dag og det bedste er da næsten at I kunne forene familiehygge, udeliv og det at få nået noget af alt det der altid råber på os.
SvarSletDet med de små babyer er ofte en stor oplevelse for de lidt større børn. Det er fantastisk at opleve.
Det var også en rigtig dejlig dag. Håber og satser på flere lignende i den nærmeste fremtid :-)
SvarSlet