Den færdige kage (billedkvaliteten bærer desværre stadig præg af at være taget med mobilen, da M har lånt vores kamera ud!) |
Besøget af Ms forældre i weekenden var en passende anledning til at bage en kage fra min nye "Hummingbird kagebog".
Valget faldt på nøddekage med æble. Egentligt havde jeg ikke så store forventninger til kagen, men jeg synes, den passer til årstiden + det var en mulighed for at få brugt nogle flere af de æbler, vi har liggende.
Heldigvis viste det sig at være en rigtig lækker kage. Nærmest "bare" en krydret nøddekage med chokolade, for den smagte ikke meget af æbler. Den var dog meget porøs og svær at skære, men det skyldes måske, at vi ikke lige havde tid til at vente på, at den blev helt kold, inden vi skar den ;-)
Opskriften er som følger:
Ingredienser:
175 g usaltet smør, stuetemperatur (jeg brugte saltet, da Fakta ikke havde andet)
150 g. lyst muscovadosukker (jeg brugte rørsukker)
2 spsk. jordbærsyltetøj
2 æg
150 g. hvedemel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. stødt kanel
100 g. blandede nødder, hakkede (jeg brugte hassel- og valnødder, 50 g. af hver)
50 g. mørk chokolade, grofthakket
2 spiseæbler, skrællede, udkernede og grofthakkede
En aflang bageform på 23x13 cm, smurt og drysset med mel (jeg brugte bagepapir i formen i stedet).
Giver 8-10 stykker.
Pisk smør, sukker og jordbærsyltetøj let og luftigt i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker). Tilsæt æggene et af gangen og bland det godt.
Si mel, bagepulver og kanel ned i en anden skål og kom det i smørblandingen. Fordel nødder, chokolade og æbler jævnt i dejen med håndkraft. Dæk til, og sæt på køl et par timer eller gerne natten over (jeg nåede kun ca. 1 time, men tror ikke, det gjorde noget).
Forvarm ovnen til 170 grader.
Hæld dejen over i den klargjorte form, og glat overfladen med en paletkniv. Bag kagen i den forvarmede ovn ca. 50-60 minutter, eller til den er brun og føles fast at røre ved (jeg skulle bruge 67 min.).
Lad kagen køle lidt af i formen, før den vendes ud på en bagerist og køler helt af.
Før den kom i ovnen |
Og netop kommet ud af ovnen |
Og så var det lige, at jeg fik KÆMPE meget lyst til kage - HOLD OP! Hvor ser den lækker ud - ærgerligt man ikke lige kan snuppe et stykke igennem skærmen ;D
SvarSletTak for din kommentar på min Blog og tak fordi det har ledt mig hen til din blog! Jeg vil så gerne have noget mad inspiration - gode og gerne nemme opskrifter, særligt til hverdagen. Håber du kan blive min inspirationskilde til dette!
SvarSlet@ Uglemor: Er glad for at kagen tiltaler dig. Ja, nogle gange kunne det være rart med at smagsprøve gennem skærmen, for hold op der blogges om mange lækre kager derude!
SvarSlet@ Camilla: Velkommen til! Jeg bliver så glad, hver gang der kommer en ny læser. -Så jeg håber du vil kunne lide, hvad du finder. :-)