lørdag den 24. marts 2012

Dagen i dag..

... har bare været helt igennem fantastisk vejrmæssigt! Endelig fik vi mulighed for at nyde det fantastiske vejr.

Jeg startede dagen med en tur i Bilka sammen med L, hvor vi fik styr på de ugentlige indkøb, mens D og M var "arbejdsmænd" udendørs.

Eftermiddagen blev også nydt udendørs med følgende aktiviteter:

Arbejde og leg udendørs

Havemøblerne blev fundet frem og tørret af. Her står de til tørre i solen, inden de skulle i brug.

Og så blev havemøblerne indviet!

Eftermiddagsmaden bestod af boller, frugtfad og smoothie. Sidstnævnte er børnene blevet ret begejstrede for her på det sidste, hvilket passer mig fint, for så får de lidt andre frugter end de sædvanlige æbler og pærer. Og jeg plejer at lave den så tyk, at det første stykke tid er det nærmeste som et spise is, indtil den til sidst kan drikkes almindelig. Varianten i dag blev ret vellykket og bestod af jordbær, kirsebær og ribs (alle 3 dele fra fryseren), stuetempereret banan, yoghurt naturel, mangojuice og akaciehonning. Rigtig lækkert!


Jeg havde i øvrigt en lille samtale med D i dag. Den startede, da jeg beundrede børnene, der legede så pænt sammen med lego, så jeg følte, at jeg ville rose dem lidt:

Mig "sikke fint I leger sammen. Dejligt at se at I er så gode venner. Glæder du dig ikke til at få endnu en lillesøster at lege med, D?"
D: "Joohh, men jeg får bare så ondt i nakken.."
mig: "???  øhh... hvad mener du?"
D: "Ja, jeg får så ondt i nakken af at kigge ned hele tiden"
Mig: "Fordi dine lillesøstre er mindre end dig?"
D: "Ja, så får jeg bare så ondt. Jeg har faktisk også ondt i nakken lige nu...."
Mig: "Øhmm... okay, det var da ikke så godt".

-Og så vendte jeg mig ellers om og forsøgte at skjule mit smil. Dén havde jeg altså ikke lige set komme!


I morgen håber jeg, vi også kan komme ud og nyde forårssolen. M har fødselsdag, men da vi fejrede begge vores fødselsdage sidste weekend, skal vi ikke have gæster i morgen. Jeg har derfor planlagt, at vi tager på en overraskelsestur med picnickurven. Præcis hvorhen turen går, har jeg endnu ikke fundet ud af, for alle de steder jeg havde i tankerne, åbner først næste weekend. Så nu vil jeg gå i gang med at google lidt efter muligheder. Men jeg overvejer en naturlegeplads el. lign. i Horsens/Vejle omegnen. Nogle gode forslag?

Én ting er sikkert, vi skal ihvertfald nok komme et eller andet sted hen- -Hvis resten af familien da er med på idéen, vel at mærke!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar