fredag den 19. oktober 2012

Projekt hegn og kastanjedyr

Vores "kære" projekt hegn er desværre stadig ikke afsluttet. Med en kalender, der er fuldt booket de fleste weekender, går det desværre væsentligt langsommere end ønsket, og hvis hegnet skal i jorden, inden nattefrosten begynder at indfinde sig, skal der snart ske noget! Og hold op hvor jeg glæder mig til, at samtlige personer ude på vejen ikke kan kigge direkte ind i vores stue længere!

Sidste weekend havde vi dog endelig en weekend uden aftaler, så der fik vi tid til at kigge på projektet igen. Lørdag kom farmor og farfar på besøg, så farfar kunne hjælpe M. Min hjælp kan han nemlig ikke regne med, for med 3 børn har jeg mere end hænderne fulde. Specielt fordi krudtuglerne bruger mere tid på at drille hinanden end være gode venner for tiden -Hm.... Men når alle mand er optaget af et fælles projekt, reduceres drillerierne heldigvis, så det endte faktisk med at blive en ret hyggelig dag.



Det lykkedes dem at få boret huller til stolperne og få 2 ud af 4 i jorden, inden farmor og farfar skulle køre igen, da de havde en aftale andetsteds.

Søndag afleverede L og jeg D hos en kammerat om formiddagen. På vej hjem besluttede jeg mig for, at vi kunne tage på kastanjerov i vores by. Vi bor i en lille landsby, så udvalget er begrænset. Faktisk har jeg kun kendskab til 2 kastanjetræer i byen, og idéen om at hente kastanjer der, var der desværre mange andre, der havde haft før os. Men vi kom da hjem med nogle:



 -hele 15 stk! :-)

Det var ikke mange, men nok til at kaste sig over kastanjedyr og edderkoppespind. Nu er L jo kun 3, så det viste sig hurtigt, at begejstringen var større fra moderens side end fra Ls. Så mor blev sat i sving med at lave dyr og edderkoppespind under observation af L, som ikke var sen til at komme med friske kommentarer og ordrer gode idéer.

Resultatet ses her:



Det blev ikke til meget, men det var hyggeligt mens det stod på. Og L nød at have mor for sig selv et stykke tid. Her efterfølgende har de faktisk også lavet edderkoppespind i børnehaven og her er resultatet:



Denne gang tror jeg på, at L selv har lavet den. Synes, den er noget så kær :-)

Nå, men tilbage til sidste weekend. Efter L og jeg havde fået produceret et edderkoppespind og et kastanjedyr, vågnede en sulten lille F, hvorefter frokosten skulle på bordet osv... alt imens M arbejdede videre med hegnstolperne udenfor (i blæst og regn). Han nåede desværre ikke meget længere, da han havde problemer med at komme dybt nok ned i jorden, så projektet rykkede da en smule i weekenden, men ikke så meget som ønsket.

Onsdag i denne uge havde vi besøg af farmor og farfar igen, hvor M og farfar fik alle stolper i jorden, fik dem støbt samt fik savet alle brædder til i rette længde. Nu venter så maleriet af alle brædderne, hvilket M har brugt de sidste par aftener på i selskab af D.

I tusmørket hygger de to mænd sig med at "arbejde" alene. Det er så dejligt at se, hvordan D nyder selskabet alene med en forælder efter L er kommet i seng. Han værdsætter det privilegium at være den store, der kommer senere i seng og kan have nogle hyggestunder med far og mor i et roligere tempo, end når L er til stede.

Og ikke mindst, er det så dejligt at se, det specielle far/søn forhold udfolde sig i deres eget "arbejds" univers. D elsker at være "arbejdsmand", og jeg nyder at se ham "arbejde" og spejle sig i sin far.



Der er virkelig sket en forandring af D her på det sidste, i forhold til før lille F kom til verden. Mens jeg var gravid gik vi gennem nogle hårde måneder med mange konflikter med D. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han reagerede så kraftigt, som han gjorde, men det lader til at den periode er ved at være ovre nu (thank god for det!). Selvfølgelig har han stadig raseriudbrud af og til, men det skal der også være plads til. Forskellen mellem dengang og nu er bare, at nu virker han mere fornuftig at tale med. Han er virkelig blevet meget ældre på få måneder, for nu kan vi tale om tingene, og han har forståelse for, hvorfor forskellige ting måske ikke er så hensigtsmæssige. Vi har som forældre helt sikkert også udviklet os og lært, hvordan vi skal håndtere ham, så vi netop undgår situationerne, hvor det hele går op i en spids. Det er nu rart, at der er fremskridt på den front.

L derimod, er en værre bulderbasse! Hun er ved at komme ind i en rigtig selvstændighedsfase. Eller det har hun været længe, men jeg synes, den er eskaleret kraftigt siden, hun er begyndt børnehave. Det er lydniveauet også! Hører man ikke lige efter, eller snakker man med en anden, jamen så råber hun da bare højere og højere, indtil man reagerer! Hmm.... gad vide om det er sådan det foregår i børnehaven? (stakkels pædagoger, siger jeg bare!). Men ellers er hun bestemt en dejlig pige. Hun kan så mange ting selv, snakker hele tiden og er generelt drøn charmerende (hvis man ser bort fra diverse hysteriske flip selvstændighedskriser og et højt taleniveau).

Og lille F? Jamen, hun er kort sagt bare dejlig. -Jeg kan slet ikke få nok af at se på hende! Hun smiler og pludrer på livet løs, sover hele natten og tager sig også gerne en lang lur midt på dagen på 2-4 timer. Jow jow, det her barselsliv, det er slet ikke at kimse af...


1 kommentar:

  1. Tak for din hilsen på min blog. Uha hvis dine forældre ved at der står flere ringbind af barnets bog i Rødding, så sig endelig til. Så ringer jeg fluks til boghandleren og får det reserveret. Meld endelig retur på mail eller andet, hvis du vil undersøge det for mig.

    SvarSlet