torsdag den 5. december 2013

Dadelkugler med kanel



I dag har jeg været hjemme med en syg L. Hun havde en smule feber samt ondt i halsen, men ellers fejlede humøret ikke noget.

Vi besluttede os derfor for at lave dadelkugler. Jeg har aldrig prøvet at lave dem før (men har tit overvejet det), så da ingredienserne allerede var i huset, stod den på indendørs hygge imens "Bodil" langsomt begyndte at puste sig op udenfor.

Valget faldt på denne opskrift med et strejf af jul, og jeg synes, de blev super lækre. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har lavet dem! D og M var også vilde med dem, mens L var lidt mere forbeholden (det kunne være, at sygdommen er grunden hertil).

Ingredienser:
140 g dadler (ustenede)
50 g mandler
50 g. hasselnødder
1 spsk kokosolie
1-1,5 tsk kanel

Kokosmel til at betrække kuglerne med.

Fremgangsmåde:
Start med at blende mandler og hasselnødder i en foodprocessor, til de har den ønskede konsistens. Dernæst fjernes stenene fra dadlerne, og de kommes ned til nødderne i foodprocessoren sammen med de resterende ingredienser.

Dadelmassen

Alle ingredienserne køres til en fin ensartet masse, trilles til kugler og rulles i kokosmelet.

Efter en times tid på køl, er de klar til at blive spist. Skulle der være flere tilbage, opbevares de på køl.

Velbekomme!

Mmmm.... så skulle der slikkes fingre....


Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar