I sidste uge fyldte D 8 år. Og som altid vækker en børnefødselsdag nogle ambivalente følelser i mig. Faktisk er det ikke nogen udpræget fornøjelse. Forstå mig ret, det er som
regel rigtig hyggeligt, når det står på, men forberedelserne op til, kan altså
godt give mig mavepine engang i mellem.
Mht. forberedelserne virker det heldigvis som om, D allerede er ved at være
kommet over ”skattejagtalderen”, så det slap jeg for i år. Men med en kalender, der
i forvejen var temmelig booket, og et hus der mildest taget godt kunne bruge en
ordentligt omgang oprydning og rengøring efter en påskeferie med alle 5 hjemme,
var jeg temmelig presset på tid (og overskud).
Jeg valgte derfor at sætte ind på enkelte områder, mens
resten blev en forholdsvis nem løsning, dog stadig under hensynstagen til, at D var
enig i mine beslutninger. Og det var han heldigvis J
Fredag fik vi besøg af drengene fra klassen. I fredags var vejret var helt fantastisk med op til 20 grader, så jeg
besluttede, at en del af fødselsdagen skulle foregå ude i haven. Jeg tog vores
nye bålsted i brug, og så måtte trampolinen, fodbold og bålsted ellers sørge
for underholdningen. Og ved I hvad? Drengene havde en fest! Og D var glad,
hvilket jo er det vigtigste af det hele!
De kom kl. 16, hvor jeg var klar med tændt bål og snobrødsdej. Som
bålstedsrookie lykkedes det mig fint at tænde bålet uden problemer, men 1
optænding genererer ikke så f…. mange gløder, så det var lidt sløjt med
snobrødsbagningen. Men det lykkedes, om end det tog et stykke tid.
Efter leg i haven stod den på aftensmad. Menuen var
madpandekager med tagselv salat- og kødbar som fyld. I dagens anledning delte
jeg dejen i 3 og gav hver portion en gang pastafarve (rød, blå og grøn). Det
syntes drengene var meget festligt, men der blev ikke spist så meget, da jeg
vist havde overvurderet hvor stort et trækplaster snobrød er, og hvor meget det
fylder i de små maver.
Efter aftensmad ønskede D sig en chokoladekage som
dessert. Som ønsket, så gjort. Den kendte (og hurtige) chokoladekage blev det
til (opskriften er endnu ikke kommet på bloggen, har jeg lige opdaget. Det må jeg snarest få lavet om på!). Og da D ønskede en fodboldfest, blev kagen pyntet som fodboldbane. I mine
øjne en noget ynkelig pyntning i form af glasur, vingummibamser, sugerør og en
skumfidus som bold. Men D var meget imponeret, hvilket, igen, var mit vigtigste
formål med dagen.
Kl. 19 var børnenes forældre inviteret til at komme og få en
øl eller vand, mens drengene så Disneysjov, og langt de fleste forældre dukkede
op. Men drengene er nok snart ved at være for gamle til Disneysjov, for de
fleste forsvandt ud til trampolinen igen. Kun slikposerne og popcorn kunne
trække dem indenfor senere.
Det var egentligt en rigtig hyggelig aften. Børnene enedes
stort set hele tiden og besøg af forældrene var også rigtig hyggeligt. At den
så sluttede lidt brat fordi F begyndte at kaste op, er så en anden sag. Vi fik
vist ikke lige holdt øje med, hvor meget slik og popcorn hun kørte indenbords…
hmm… Heldigvis var hun hurtigt frisk igen.
Men Ds fødselsdag for klassen fik mig også til at tænke på
den berømte barriere for ens ambitionsniveau. Ja, jeg var ikke selv tilfreds
med min fødselsdagskage, fordi jeg elsker at bage og godt kan lide at gøre
noget ekstra ud af det for at forkæle mine gæster. Men D var glad = succes! Og det
er kun en fornøjelse at gøre noget ekstra ud af maden, hvis jeg har tiden til
det, og det havde jeg bare ikke denne gang. Jeg er jo selv min egen værste
fjende. Jeg har høje ambitioner og vil gerne lave noget ekstraordinært, der kan
huskes (af mig selv). Men jeg er bare kommet dertil, hvor jeg fokuserer på, at mine børn jo meget
hellere vil have en mor, der er til stede og er glad. For jeg må nok erkende,
at jeg ofte ikke kan få den alenetid, som jeg ønsker, til mine projekter. Og så
ender hele processen i sure miner, fordi jeg bliver presset og dermed ikke kan
hjælpe med alle de andre ting i huset, som også skal være klar. Heldigvis er
børnene for det meste gode til at hjælpe, og så kan vi hygge os sammen om nogle af
projekterne. Kun F skaber problemer her, for hun er en typisk 2-årig, der
udfordrer og prøver grænser så det basker!
Jeg synes, jeg er blevet bedre til at sætte barrieren
lavere. M er stadig ikke helt enig, men jeg har helt klart udviklet mig. Jeg
synes dog stadig, der skal være noget hjemmelavet på bordet, når vi har gæster,
så jeg forsøger at blive bedre til at finde balancen.
Men hvorfor er det, vi synes, vi skal præstere så meget? Så
meget, at glæden ved at have gæster ofte forsvinder. Det er da for dumt! Jeg
elsker Blogland, ingen tvivl om det. Jeg finder rigtig meget inspiration i alle
de blogs jeg læser, men samtidig kan det også være en stressfaktor. For jeg
bliver jo påvirket af alle de fine kager og lækker mad (og flotte haver og
fine kreaprojekter osv. osv.), som jeg ser på en masse blogs. Af selvsamme
grund trækker jeg stikket til Blogland engang i mellem. Jeg kan ikke undgå at
blive påvirket af de forskellige blogs, og når jeg bliver mindet om al det jeg ikke
når, så er tiden kommet til at lukke ned...sådan må det være i en periode..
Er jeg mon den eneste, der har det sådan?