Om at sætte barrieren lavere og Ds 8 års fødselsdag

I sidste uge fyldte D 8 år. Og som altid vækker en børnefødselsdag nogle ambivalente følelser i mig. Faktisk er det ikke nogen udpræget fornøjelse. Forstå mig ret, det er som regel rigtig hyggeligt, når det står på, men forberedelserne op til, kan altså godt give mig mavepine engang i mellem.

Mht. forberedelserne virker det heldigvis som om, D allerede er ved at være kommet over ”skattejagtalderen”, så det slap jeg for i år. Men med en kalender, der i forvejen var temmelig booket, og et hus der mildest taget godt kunne bruge en ordentligt omgang oprydning og rengøring efter en påskeferie med alle 5 hjemme, var jeg temmelig presset på tid (og overskud).

Jeg valgte derfor at sætte ind på enkelte områder, mens resten blev en forholdsvis nem løsning, dog stadig under hensynstagen til, at D var enig i mine beslutninger. Og det var han heldigvis J

Fredag fik vi besøg af drengene fra klassen. I fredags var vejret var helt fantastisk med op til 20 grader, så jeg besluttede, at en del af fødselsdagen skulle foregå ude i haven. Jeg tog vores nye bålsted i brug, og så måtte trampolinen, fodbold og bålsted ellers sørge for underholdningen. Og ved I hvad? Drengene havde en fest! Og D var glad, hvilket jo er det vigtigste af det hele!

De kom kl. 16, hvor jeg var klar med tændt bål og snobrødsdej. Som bålstedsrookie lykkedes det mig fint at tænde bålet uden problemer, men 1 optænding genererer ikke så f…. mange gløder, så det var lidt sløjt med snobrødsbagningen. Men det lykkedes, om end det tog et stykke tid.

Efter leg i haven stod den på aftensmad. Menuen var madpandekager med tagselv salat- og kødbar som fyld. I dagens anledning delte jeg dejen i 3 og gav hver portion en gang pastafarve (rød, blå og grøn). Det syntes drengene var meget festligt, men der blev ikke spist så meget, da jeg vist havde overvurderet hvor stort et trækplaster snobrød er, og hvor meget det fylder i de små maver.

Efter aftensmad ønskede D sig en chokoladekage som dessert. Som ønsket, så gjort. Den kendte (og hurtige) chokoladekage blev det til (opskriften er endnu ikke kommet på bloggen, har jeg lige opdaget. Det må jeg snarest få lavet om på!). Og da D ønskede en fodboldfest, blev kagen pyntet som fodboldbane. I mine øjne en noget ynkelig pyntning i form af glasur, vingummibamser, sugerør og en skumfidus som bold. Men D var meget imponeret, hvilket, igen, var mit vigtigste formål med dagen.

Kl. 19 var børnenes forældre inviteret til at komme og få en øl eller vand, mens drengene så Disneysjov, og langt de fleste forældre dukkede op. Men drengene er nok snart ved at være for gamle til Disneysjov, for de fleste forsvandt ud til trampolinen igen. Kun slikposerne og popcorn kunne trække dem indenfor senere.

Det var egentligt en rigtig hyggelig aften. Børnene enedes stort set hele tiden og besøg af forældrene var også rigtig hyggeligt. At den så sluttede lidt brat fordi F begyndte at kaste op, er så en anden sag. Vi fik vist ikke lige holdt øje med, hvor meget slik og popcorn hun kørte indenbords… hmm… Heldigvis var hun hurtigt frisk igen.

Men Ds fødselsdag for klassen fik mig også til at tænke på den berømte barriere for ens ambitionsniveau. Ja, jeg var ikke selv tilfreds med min fødselsdagskage, fordi jeg elsker at bage og godt kan lide at gøre noget ekstra ud af det for at forkæle mine gæster. Men D var glad = succes! Og det er kun en fornøjelse at gøre noget ekstra ud af maden, hvis jeg har tiden til det, og det havde jeg bare ikke denne gang. Jeg er jo selv min egen værste fjende. Jeg har høje ambitioner og vil gerne lave noget ekstraordinært, der kan huskes (af mig selv). Men jeg er bare kommet dertil, hvor jeg fokuserer på, at mine børn jo meget hellere vil have en mor, der er til stede og er glad. For jeg må nok erkende, at jeg ofte ikke kan få den alenetid, som jeg ønsker, til mine projekter. Og så ender hele processen i sure miner, fordi jeg bliver presset og dermed ikke kan hjælpe med alle de andre ting i huset, som også skal være klar. Heldigvis er børnene for det meste gode til at hjælpe, og så kan vi hygge os sammen om nogle af projekterne. Kun F skaber problemer her, for hun er en typisk 2-årig, der udfordrer og prøver grænser så det basker!

Jeg synes, jeg er blevet bedre til at sætte barrieren lavere. M er stadig ikke helt enig, men jeg har helt klart udviklet mig. Jeg synes dog stadig, der skal være noget hjemmelavet på bordet, når vi har gæster, så jeg forsøger at blive bedre til at finde balancen.

Men hvorfor er det, vi synes, vi skal præstere så meget? Så meget, at glæden ved at have gæster ofte forsvinder. Det er da for dumt! Jeg elsker Blogland, ingen tvivl om det. Jeg finder rigtig meget inspiration i alle de blogs jeg læser, men samtidig kan det også være en stressfaktor. For jeg bliver jo påvirket af alle de fine kager og lækker mad (og flotte haver og fine kreaprojekter osv. osv.), som jeg ser på en masse blogs. Af selvsamme grund trækker jeg stikket til Blogland engang i mellem. Jeg kan ikke undgå at blive påvirket af de forskellige blogs, og når jeg bliver mindet om al det jeg ikke når, så er tiden kommet til at lukke ned...sådan må det være i en periode..

Er jeg mon den eneste, der har det sådan?