søndag den 11. september 2011

Tænk at det i dag er 10 år siden...

.... terrorangrebet i USA, og jeg får stadig kuldegysninger og en klump i halsen af at se filmklip derfra den dag i dag.

Puha, jeg synes, det er hårdt at se alle filmklippene i tv her til aften. Jeg bliver ekstra påvirket, fordi jeg har et specielt forhold til New York, for jeg var au pair i New York i 1998-1999. Det var helt klart et af de bedste år i mit liv, og jeg tilbragte meget af min fritid på Manhattan. Derfor har jeg også været oppe i World Trade Center flere gange, har mange billeder og sågar videofilm deroppe fra. Derfor var det et kæmpe chok, da alvoren af terroren d. 11/9-01 gik op for mig.

På daværende tidspunkt boede jeg på kollegium, og jeg sad på mit kollegieværelse og læste lektier, da en klassekammerat ringede og bad mig om at tænde for fjernsynet, for der var sket noget i USA. Alvoren gik faktisk ikke op for mig, før det første tårn faldt sammen. Jeg ved ikke, hvorfor det tog så lang tid, men jeg var sikker på, at det skulle "de" nok for styr på igen, for det er jo i New York.

Tænk, at sådan en begivenhed kunne ændre verden for evigt! Så skræmmende, men efterfølgende utroligt at se, hvordan (den vestlige) verden kan stå sammen om en begivenhed som denne.

Jeg længes ofte efter New York og vil rigtig gerne tilbage igen en dag. Ikke mindst for at vise min familie den mest fantastiske by i verden (efter min mening), men samtidig er jeg også en smule påvirket over, at byen har ændret sig så meget siden. Mine minder om byen stammer fra en hel anden tid i verdenshistorien, og et eller andet sted kan jeg også godt lide at beholde min gode minder intakt.

Men én eller anden dag, bliver jeg nødt til at tage tilbage...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar