Øv for en morgen

D er inde i en periode, hvor selv den mindste modgang kan slå ham helt ud. Vi forsøger selvfølgelig at hjælpe ham og undgå at skælde ud, når han opgivende kaster et eller andet igennem luften, eller sætter sig ned og nægter at gå videre fordi..... et eller andet ligegyldigt vigtigt.

Men sådan en morgen fik vi i dag. Han gik fuldstændig i selvsving over, at der ikke var tid til, han kunne gå med over i børnehaven med sine ting, inden han blev afleveret i SFO'en (ja, her hvor vi bor, skal børnehavebørnene afleveres i SFO, hvis de møder inden 7.30, hvorefter de går sammen til børnehaven. Don't ask me why? Eller jo, jeg ved det godt, men det er alligevel latterligt!)

Nå, men tilbage til vores fantastiske morgen, der endte med, at jeg afleverede et skrigende og sparkende barn, der smed om sig med diverse bandegloser, bamsen var kastet ind i hækken 2 gange, og han var flere gange vendt demonstrativt om og var på vej hjem igen.

Om jeg begriber hvad der sker inde i hovedet på de små størrelser! Hvordan kan sådan en lille ting få hele hans verden til at bryde sammen?

Det eneste der "hjælper" er at give ham noget tid alene, hvor han "kommer ud" af surheden igen. Desværre kan det nogle gange tage lang tid, men det er det eneste man kan gøre. Når han så åbner lidt op igen, tager vi selvfølgelig en snak om tingene.

Men hvor det dog smerter mit moderhjerte at skulle aflevere sit barn på denne måde. Så er dagen altså lang, inden man ses igen....