onsdag den 21. marts 2012

Det var så den ferie


Billedet er lånt her


Ferien i sidste uge gik hurtigt. Alt for hurtigt. Jeg fik ikke blogget meget, for jeg havde simpelthen travlt med at holde ferie. Vi var jo beriget med det smukkeste forårsvejr nogle af dagene, hvilket vi også til dels fik udnyttet med lidt tid i haven. Men hold op hvor var jeg smadret om aftenen, da jeg var på benene hele dagen. Med mit kontorjob, er jeg jo ikke vant til at være så meget på benene, så kroppen og ikke mindst bækkenet var pænt smadret om aftenen!

Men alt i alt var det en rigtig dejlig uge. Selvfølgelig ufordrede ungerne min tålmodighed på mange områder, men der var bestemt også mange hyggelige stunder. Og hvor går sådan en uge dog hurtigt!

Vi var jo fuldt optaget af at pottetræne L. Det gik rigtig godt den første dag, hvor vi var på tur til skobutikken og fik sikret børnene nogle forårssko. Det betød at jeg heller ikke regnede med at det blev noget problem at tage på en lille indkøbstur dagen efter.- Efter at have tisset af lige inden vi kørte, velatmærke. Men det gik ikke helt problemfrit, for da vi kom ud fra supermarkedet, blev der leveret en lille stor tissetår i autostolen. Ikke lige en del af planen!

Nu er det jo ikke så slemt at skille sådan en autostol ad og vaske betrækket. Men at samle den igen, dét er straks en anden sag! Det lykkedes (selvfølgelig), både ved hjælp af mobilbilleder og manual, men der er alligevel altid lige et lille strejf af usikkerhed over, om jeg nu har overset et eller andet. Tænkt nu hvis…. Jeg tror nu, den er god nok, men alligevel…

Tirsdag og onsdag var tissesituationen ikke helt under kontrol. Faktisk var jeg temmelig presset mht. at få vaske al tøjet. Specielt undertøjet, som jeg ikke havde fået anskaffet uanede mængder af endnu. (edit: Det har jeg så nu!)

Onsdag fik vi besøg af min mor, som blev og overnattede til torsdag. En kærkommen hjælp til at få lidt mere styr på tisseriet samt få ordnet lidt praktiske gøremål. Om aftenen var vi ude at spise, i anledningen af min fødselsdag.

Fredag var børnene og jeg en tur til frisør og kom alle derfra med kort forårs/sommerhår. Dejligt! Jeg havde givet L ble på, for hvis hun nu skulle tisse, mens jeg sad i stolen, var det jo ikke så smart. Og det skulle hun (selvfølgelig fristes man til at sige). Men det endte med at begge børn var en tur på toilettet sammen med én af de andre ansatte i salonen, og det gik bare fint. Ls ble var tør og hun leverede på toilettet.

Om eftermiddagen var D  hos en kammerat og lege. Ellers gik det meste af dagen med at rydde op og gøre rent. Dælme ikke nemt, når begge børn var hjemme. Så snart jeg havde ryddet op et sted, kunne jeg starte det næste!

Lørdag brugte jeg også tiden på rengøring samt forberedelse til søndag, hvor vi fik begge vores familier på besøg til 3-dobbelt fødselsdag. Min bror har fødselsdag 2 dage før mig, og M har på søndag, så vi er begyndt at holde de 3 fødselsdage sammen.

Søndag ankom gæsterne til middag. L nåede lige at få en lille lur inden, da hun selvfølgelig var stået alt for tidligt op. –Og så var hun ellers klar til at underholde resten af dagen.

Det var en ganske hyggelig dag med alt hvad dertil hører. Jeg havde valgt at servere "saml selv" tortillas til middagsmad. Noget, som vist faldt i ganske god jord hos den yngre generation, mens den vist også blev accepteret hos den ældre generation, efter de havde fået vist ”hvordan man gør” J

Til dessert havde jeg lavet en appelsinfromage, som jeg serverede i portionsanrettede glas med små chokolade-/orangepinde og friske jordbær. Opskriften har jeg rykket ud af et ugeblad for mange år siden, og nu skulle den afprøves.  Fromagen smagte godt, specielt pga. den iblandede hakkende orangechokolade, som gjorde at fromagen ikke blev for kvalm.

Nu er jeg så tilbage på arbejde igen. Kunne godt have brugt lidt mere ferie uden børn, for det er begrænset hvor meget reel ferie, jeg har haft. Men kvalitid sammen med børnene er bestemt også fedt.

Mandag og tirsdag har det været med en hvis spænding i maven, jeg har afleveret en blefri L til dagplejeren. Heldigvis er det gået over alt forventning, for pigen har haft det sammen tøj på om eftermiddagen, som da jeg afleverede hende om morgenen. Prøv lige at gæt hvor stolt en mor man så er? L er stadig ikke for god til at sige til, når hun skal på toilettet, men heldigvis har vi en god dagplejer, der er med på projektet, så hun sørger for at få L på toilet ca. 1 gang i timen.

Beklager, dette indlæg mest bestod af urinale detaljer, men det er jo, hvad der fylder i mit liv lige nu. :-)

Til sidst et billede af de to hyggetrolde fra gårsdagens bad. Der er vist ingen tvivl om, at de er glade for hinanden.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar