torsdag den 2. oktober 2014

Rødbedekage

Jeg har været i gemmerne og se på min efterhånden ret store opskriftssamling.
Jeg har ufattelig mange gemte, uafprøvede opskrifter, så i fredags fik L og jeg afprøvet en opskrift på en rødbedekage. Jeg var på forhånd temmelig skeptisk overfor opskriften. For det første fordi en kage med rødbeder bare virker for mærkeligt i mit hoved, og for det andet bryder jeg mig ikke om rødbeder. Så opskriften måtte selvfølgelig afprøves! :-)
Jeg må sige, jeg blev meget positiv overrasket. Man kan ikke smage rødbederne (heldigvis), og i dejen og glasuren er der hhv. citronskal og -saft, hvilket giver kagen et lækkert syrligt strejf.
Opskriften har jeg fundet på Facebook for længe siden. Husker desværre ikke hvor.
Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 30 stk.

250 g blødt smør 
1 dl rapsolie 
475 g rørsukker (ca. 5½ dl) 
6 æg 
100 g fintmalede mandler el hasselnødder 
400 g hvedemel (ca. 6¾ dl) 
4 tsk bagepulver 
2 tsk vaniljesukker 
4 groftrevede gulerødder (ca. 200 g) 
1 groftrevet rødbede (ca. 175 g) 
½ dl fintrevet citronskal (usprøjtet) 

Glasur
300 g flormelis 
4 spsk friskpresset citronsaft (opskriften siger 3 spsk.)
3 spsk vand (opskriften siger 1 spsk.)
2 tsk kakao 

Bagetid: Ca. 50 min. ved 175°. (opskriften siger ca. 45 min.)

Pisk smør, olie og sukker godt sammen. 
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg til det ligner "æggesnaps". 
Bland mandler, mel, bagepulver og vaniljesukker sammen. 
Vend det i "æggesnapsen" sammen med gulerødder, rødbeder og citronskal. 
Kom bagepapir i ovnens bradepande, fordel dejen heri og bag kagen midt i ovnen. 

Glasuren fordeles på den afkølede kage.

L giver røremaskinen en hjælpende hånd

Kagen havde den flotteste lyserøde farve inden den kom i ovnen. Den forsvandt dog under bagningen.

Og til sidst et billede af mine små hjælpere, der skærer ansigter og spejler sig i skålen fra røremaskinen
Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar