onsdag den 30. september 2015

Æblesirup


Det ene af vores æbletræer har givet godt med æbler i år. Normalt plejer jeg at skræller en del og fryse dem ned, så vi kan spise æblegrød eller æblekager i løbet af året, men i år kan jeg godt se, at jeg ikke får tid til at bruge så lang tid på at skrælle dem. De skal dog ikke gå til spilde, så i går aftes fik jeg støvet juicemaskinen af og pressede en masse lækkert æblemost.

D + L har en lille flaske med til eftermiddagsmad i SFO’en i dag, mens jeg kastede mig ud i at lave æblesirup af noget af den resterende mængde.

Opskriften er inspireret af den fantastiske blog Valdemarsro, og består af:

3 dl. friskpresset æblemost
1,5 dl. rørsukker
Kerner fra 3/4 vaniljestang.

En lille smule sukker lægges på et bræt, og vaniljekernerne presses og fordeles i sukkeret, så de skilles fra hinanden.

Det hele samles i en gryde og bringes i kog.

Massen koges ind til en tyk(kere) masse. Pas på det ikke får for længe, da det stivner yderligere, når det afkøles. Det tager ca. 20 min, og når massen begynder at bruse og boble op, skal den tages af varmen. Ønsker man en flydende sirup, skal massen være helt tynd, når man tager det af varmen.

Jeg lod det koge ca. 25 min. til jeg syntes, at massen hverken var for tynd eller tyk, men alligevel blev den for tyk, da den var afkølet (efter min mening), så jeg tænker, at 20 min. er meget passende.

Siruppen smager super godt, og nu glæder jeg mig til at afprøve den på grød, yoghurt eller måske til pandekager. Kun fantasien sætter grænser.

Som det ses på ovenstående billede, svarer mængden til et halvt syltetøjsglas, så næste gang jeg skal lave det, fordobler jeg opskriften. 

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar