torsdag den 26. april 2012

Børnetanker om baby, graviditet osv.


Heldigvis er vi endnu ikke blevet spurgt om, hvordan babyen er kommet ind i mors mave! Men børnene har ellers generelt mange spørgsmål om baby og mors mave. Vi snakker lystigt om, hvordan de skal hjælpe til med at passe baby, når den er kommet til verden. Der er ingen grænser for, hvor meget de vil gøre for babyen, og de er også helt med på, hvordan baby kommer ud af maven, det er vi meget åbne om.

Men det er nu sødt, når de kommer med nogle udtalelser eller handlinger, der angiver, hvordan tingene mon forstås inde i deres hoveder. F.eks. beder L mig næsten dagligt om at få lov til at se min mave. Når jeg har rullet op og ned for al tøjet (så maven er synlig), kigger hun ind i navlen og påstår at hun helt sikkert kan se baby derinde! Så snakker hun lidt ind gennem navlen, inden hun afslutter med et kæmpe smækkys på navlen.

Arhmen, jeg er da slet ikke i tvivl om, at hun bliver en god storesøster!



tirsdag den 24. april 2012

I den foregående weekend..

... fik L for alvor smag for Ds aflagte løbecykel. Hun har længe gerne ville cykle/løbe på den, men det har knebet lidt med balancen. Måske har det skyldtes, at sædet var en smule for højt.

I denne weekend fik vi så sat sædet helt i bund, og så var hun ellers klar... til at trippe afsted :-)

Så det endte med at L, D og M tog en længere tur rundt i vores lille landsby (imens havde mor ro til at beskære planter og græskanter)

Her er de på vej på tur:




Mon det bliver lettere med flere børn?


Jeg er begyndt at spekulere mere og mere over, hvordan det mon bliver at blive en familie på 5. Kan vi nu klare det? Vil vi forældre have overskud til at give hvert barn den opmærksomhed, som det har brug for. Og hvordan undgår vi at drukne i praktiske opgaver, som jeg allerede nu synes der kan være for mange af. Én ting er, at jeg kan klare mange ting, når jeg er på barsel, men der kommer jo altså også en hverdag efter barsel på et tidspunkt igen.

Det er jo helt naturligt at spekulere på disse ting, når familien står overfor sådan en stor omvæltning, som det er at få et nyt medlem. Indenfor de sidste par dage har tankerne dog har været hyppigere end ellers. Tror det dels skyldes, at en kollega i fredags blev mor til nr. 3, og gennem vores graviditeter har vi snakket meget om vores op- og nedture samt snakket om, hvordan vi nu skal håndtere 3 børn.

Inde i mit forskruede hoved tror jeg nogle gange, at det måske ligefrem bliver nemmere med 3 frem for 2 børn. Selvfølgelig kommer der mere vasketøj, mere rod, der skal smøres flere madpakker osv. Men på den anden side, tror jeg også på, at børnene bliver mere selvhjulpne. Og der hvor jeg specielt tror, det kunne gå hen at blive nemmere, er i konfliktsituationer. Dvs. situationer hvor børnene ikke hører efter, gør det modsatte af, hvad de bliver bedt om osv. I dag vælger vi ofte at tage konflikten. Dvs. kæmpe indtil børnene gør, som vi siger. Men jo flere børn, der er, jo mindre tid og overskud vil der automatisk blive til at gå ind i konflikterne.

De sidste par dage har jeg derfor afprøvet min teori, og jeg må sige, at jeg er positivt overrasket! Specielt omkring sengetid, kan børnene blive helt kulrede og vilde. Det er deres måde at vise træthed på, f.eks. når ét af børnene løber modsatte vej, er vild når det skal stå stille osv. Og når de så er 2, gejler de hinanden op, så man nogle gange slet ikke kan komme i kontakt med dem. Ingen tvivl om, at de har sjovt. Det har vi forældre bare ikke! 


I sådan en situation forsøger jeg først at gentage mit ønske nogle gange. Når det ikke virker, har jeg valgt at sige stille og roligt: ”Når du vælger, at du ikke vil høre efter, så vil jeg ikke bruge mere tid på at hjælpe dig. Nu går jeg i stedet i gang med at hjælpe X, så må du vente, til jeg er færdig med det”. Indtil videre får jeg nogle ret kraftige reaktioner fra børnene. De bliver kede af det og siger ”undskyld, undskyld jeg er færdig med at drille nu osv.”, så jeg tror virkelig på, at det hjælper. Og de får selvfølgelig lov til at vente eller klarer tingene selv. Det er nemlig også mit håb at få gjort dem mere selvhjulpne og give dem mere ansvar, inden babyen kommer.

Jeg har før forsøgt mig med metoden, men desværre haft en tendens til at falde tilbage til det gamle mønster med at forsøge at få børnene til at høre efter, indtil én af os mister tålmodigheden og ender med at skælde os. Vi har for lang tid siden erkendt, at det ikke hjælper, men derfra og så til at benytte nye metoder i en presset situation, har der alligevel været langt.

Men jeg er nu kommet til den erkendelse, at vi SKAL til at bruge metoden med at give det uvorne barn mindre opmærksomhed i stedet for at tage kampen og ende med en dårlig stemning i hjemmet. Det kommer jo os alle til gavn på sigt, og når barn nr. 3 kommer, bliver det også en nødvendighed. Det er så også mit håb, at det på sigt betyder, at børnene får større tendens til at høre efter 1. gang.

Hvad siger I flerbørnsfamilier derude? Kan I nikke genkendende til noget af det, jeg skriver? Hvordan håndterer I konflikten, når et barn bare ikke VIL høre efter?


I et øjeblik af idyl i går, fik jeg taget dette billede:




Heldigvis er de rigtig glade for hinanden, er ved at blive gode til at hjælpe hinanden og er for det meste gode til at lege sammen. De er uden tvivl hinandens bedste venner!

søndag den 22. april 2012

Fin give away hos DuusMuus



Jeg har fundet denne give away hos DuusMuus, som jeg rigtig gerne vil vinde.
Man kan nemlig vinde en fin barnevognspude, som ville passe perfekt til vores lille ny, der ankommer om 3 mdr.

I kan finde give away'en her: http://duusmuus.blogspot.com/2012/04/ny-give-away-skydes-igang.html

lørdag den 21. april 2012

Basilikum kylling



Dagens aftensmad bestod af denne ret, som jeg synes er ret lækker. Den tager ikke særlig lang tid at lave, så den kan bestemt også bruges til hverdag.

Opskriften har jeg printet ud fra Internettet for flere år siden, så jeg husker desværre ikke hvor den stammer fra.

Jeg laver typisk dobbelt portion sauce i forhold til den oprindelig opskrift, så jeg skriver opskriften, som jeg laver den.

Ingredienser:
4 stk. kyllingebrystfileter (uden skind og ben)
2 porrer
4 tsk. basilikum (jeg bruger friskt)
4 spsk. hk. persille
2 tsk. timian
8 tsk. hvedemel
4 dl. vand
2 terninger hønsebouillon
12 spsk. syrnet fløde 9% (Jeg brugte Cheasy fraiche 6 %)
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Læg kyllingfilterne i et ovnfast fad, drys med salt og peber og kom lidt vand ved.
Stil det i ovnen ved 200 grader i 30-35 minutter.
Når der er ca. 15 minutter tilbage af tiden, skæres porrerne i fine strimler og svitses kort på en pande.
Krydderurterne tilsættes.
Med og vand rystes godt sammen og tilsættes.
Bouillonterningerne smuldres i, og det hele koger ved svag varme i ca. 5 minutter.
Rør syrnet fløde i, og giv saucen et opkog.

Ved servering hældes saucen over kyllingefileterne.

Serveres med kartofler eller ris (jeg serverede ris og brød til)

Saucen inden der tilføjes syrnet fløde

torsdag den 19. april 2012

Fragtfri bog


Som tidligere nævnt modtog jeg den anden dag bogen ”Moar!” med posten. Jeg er allerede godt i gang med at læse den, og indtil videre synes jeg godt om den. Den er meget letlæselig og passer derfor godt, hvis man ikke lige har 2 timer til at fordybe sig i en bog. Og samtidig er jeg allerede nu stødt på mange gode pointer, selvom jeg ikke har læst så mange sider endnu.

Jeg valgte at bestille bogen hos www.saxo.com, og i den forbindelse opdagede jeg noget pudsigt, som jeg gerne vil dele med jer.

For at finde det billigste sted at bestille fra, bruger jeg ofte hjemmesiden www.bogpriser.dk, der sammenligner priser på de forskellige leverandører. Når jeg søgte på ”Moar!”, optrådte www.saxo.com som én af de billigste, bl.a. pga. den fragtfri levering.



Det undrede mig derfor meget, at da jeg efterfølgende gik ind på Saxos hjemmeside, opdagede jeg, at de kræver 19 kr. i fragt med mindre man bestiller over 500 kr.



I et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg manglede flere bøger, men tilfældigvis gik jeg tilbage til www.bogpriser.dk igen og prøvede at trykke på deres link til Saxos hjemmeside, og BUM! –så var varen lige pludselig alligevel fragtfri!



Nu er det nok ikke noget exceptionelt, at virksomheder reklamerer for fri fragt for at komme til at ligge bedst rent prismæssigt, når der sammenlignes med andre hjemmesider, men jeg synes alligevel, det er en anelse frækt, at man skal benytte et specifikt link for at opnå den frie fragt.

Derfor: kig jer for derude! I dette tilfælde kunne det i hvert fald godt betale sig at benytte det ene link frem for det andet.

P.s. om det generelt gør sig gældende for www.saxo.com, ved jeg ikke, jeg skriver blot om min egen oplevelse, og ville gerne give rådet videre.

Opskrifter på lækre hverdagsretter til den travle børnefamilie

Binemor opfordrede i går til at dele favoritopskrifterne på hverdagsmad. En fremragende idé, synes jeg, så jeg vil naturligvis gerne deltage. Jeg har nemlig også selv ofte problemer med at finde på aftensmaden og søger altid ny inspiration.

Så her kommer mine bidrag. Jeg kunne ikke vælge, så jeg viser 2 opskrifter, som vi ofte benytter os af herhjemme.

Kilde: www.fedtfattig.dk

Kilde: madplanen på http://voresborn.dk/madplan

tirsdag den 17. april 2012

Moar!



Se hvad der kom til mig med posten i dag: Charlotte Højlunds nyligt udgivede "Moar! -sådan får du hvilepuls i hverdagen".

En bog jeg glæder mig rigtig meget til at læse, da den omhandler mange af de problematikker, som vi pt. bøvler med i hverdagen.

Måske der bliver lejlighed til at tage hul på den i aften?

Give away hos Storm & Co


Når jeg reklamerer for Give aways, plejer jeg at tilføje et billede nederst på siden med tilhørende link.
Det kan jeg pludselig ikke finde ud af længere, efter Blogger er lavet om.

Er der nogle, der kan hjælpe?

fredag den 13. april 2012

Cookies med chokoladestykker (Hummingbird)



Til Ds fødselsdag bagte jeg bl.a. disse cookies fra Hummingbird. De smagte fint, men favoritterne er dog Hummingbirds Chokolade cookies, efter min smag.

24 stk.

Ingredienser:
225 g usaltet smør (jeg brugte saltet)
350 g. lyst muscovadosukker (jeg brugte rørsukker)
2 æg
½ tsk. vanilleekstrakt (jeg brugte 1 tsk. vanillesukker)
400 g. hvedemel
½ tsk. salt (undlod jeg, da jeg brugte saltet smør)
2½ tsk. natron
225 g. mørk chokolade, grofthakket (jeg brugte en pose alm. M&Ms = 180 g. og M&Ms med peanuts som de restende 45 g.)

4 bageplader, beklædt med bagepapir

Forvarm ovnen til 170 grader.

Pisk smør og sukker let og luftigt i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker). Tilsæt æggene et af gangen og rør godt. Skru ned til lav hastighed og rør vanille i.

Tilsæt mel, salt og natron og bland det godt til en jævn dej. Fordel den hakkede chokolade i.

Læg 6 lige store klatter dej på hver klargjort bageplade. Sørg for, at der er god afstand, så kagerne kan flyde ud under bagningen. Bag kagerne i den forvarmede ovn i ca. 10 minutter eller til de er gyldne i kanterne og er helt flade.

Lad kagerne køle lidt af på pladerne, før de vendes ud på en bagerist og køler helt af. De skal være bløde og seje.

Den færdige dej


Klar til at komme i ovnen


Færdigbagte


Påskepause


Billedet er lånt her



Der har været stille på bloggen i påsken. Energien har ikke været til det. Jeg ville så gerne skrive, at det var fordi, jeg havde travlt med at hygge med familien. Vi har da også haft hyggelige stunder, helt sikkert, men når jeg tænker tilbage på den netop overståede påskeferie, husker jeg den ikke kun for noget positivt.

Jeg synes, der har været for mange konflikter. Børnene har virkeligt trukket tænder ud! D har haft flere dage, hvor han har været "Hr. modsat" hele dagen, og når det sker, går L i den anden grøft og græder det meste af dagen over alt! Dette, blandet med en mor, der muligvis er ved at blive en smule hormonella, er altså ikke den bedste cocktail.

Derudover, har jeg haft nogle oplevelser, der har efterladt mig med følelsen af utilstrækkelighed og ikke at kunne gøre tingene godt nok. Måske 2 sider af samme sag, men følelserne er opstået i 2 forskellige sammenhæng. Det er nogle trælse følelser at tumle med, og jeg har derfor brugt denne uge til at forsøge at fordøje dem og komme videre. Det er ved at lykkes en smule ved at fokusere på nogle positive ting og skubbe de negative følelser i baggrunden. Jeg kan ikke bruge til noget, at andre mennesker giver mig følelsen af ikke at gøre tingene godt nok, når jeg selv ved, hvor meget jeg har knoklet!

Og så må jeg acceptere, at D bare er en meget følsom lille fyr. Der skal ingenting til at vælte hans verden. Og selv den mindste modgang kan gøre udslaget. Måden han reagerer på er enten at løbe væk og gemme sig eller ved at blive vanskelig og drille, både børn og voksne. Heldigvis er det kun derhjemme, vi oplever problemet. I børnehaven og ude blandt fremmede er han (som regel) glad og medgørlig.

Jeg har for længst accepteret, at den eneste måde hvorpå han bliver glad igen ved modgang er ved at give ham fred og tid, så kommer han til os, når han er klar til det. I en travl hverdag er det desværre ikke altid muligt, men i videst muligt omfang forsøger jeg at anvende denne metode, da det som regel betaler sig i sidste ende, lige meget hvor travlt vi har. Er tiden til det, tager vi også ofte en snak om episoden bagefter, og det virker til at hjælpe (på begge parter).

I drillesituationerne er det svært ikke at falde i fælden med ”bare” at skælde ud og blive sur, men det hjælper slet ikke. Det opildner blot situationen endnu mere, da han reagerer ved at drille endnu mere. Her gælder det i stedet om at bevare roen og koncentrere sig om andre ting, så han finder ud af, at det ikke hjælper noget at drille os andre, og at det faktisk er sjovere, hvis han kunne være med til det sjove, som vi andre laver. Som forældre er det svært. Meget svært! For nu er jeg ikke jordens mest tålmodige menneske, så jeg er virkeligt udfordret til det yderste. Og det er da helt vildt, som sådan et lille barn kan provokere én!

Men jeg kan jo se, det virker, og når det så lykkes at håndtere en konflikt på denne måde, giver det ikke blot en personlig sejr, men også en hel anden ro i familien, som gør det hele værd. Og jeg ved jo godt, at det ofte er, fordi han har det svært. Og det, han har allermest brug for, er kærlighed og forståelse. Det er dog nemmere sagt en gjort i en overophedet situation, men jeg prøver! Ih gud, hvor jeg prøver!

Men bortset fra de lidt trælse episoder, har der også været hyggelige stunder i ferien. D fyldte 5 år i tirsdags, og jeg mistænker bl.a. hans vanskelige humør i ferien for at være påvirket af den lange ventetid på fødselsdagen.

Af os fik han en højseng i gave. Jeg har længe overvejet, om det skulle være en hel høj seng eller en halvhøj seng. Egentligt havde jeg det bedst med en halvhøj seng, men med henblik på at kunne anvende pladsen under sengen bedre, besluttede vi os for, at det skulle være en hel højseng med et skrivebord under. Efter lang tids søgen blev jeg af nogle kolleger anbefalet en seng af mærket Dolphin (hjemmesiden er desværre ikke særlig informativ). Bl.a. pga. den gode kvalitet til en lavere pris en f.eks. Flexa møbler + højsengen med skrivebord under var ikke ligeså høj som andre etagesenge, som jeg har set på. Firmaet er dansk og er beliggende i Padborg, men sælger mest til Tyskland, så mærket er ikke så kendt herhjemme. Jeg havde i hvert fald aldrig hørt om det.

Vi skulle dog selv hente sengen i Padborg, så vi allierede os med mine forældre, der bor i Sønderjylland og ejer en trailer. Vi parkerede børnene hos dem og kørte en tur yderligere sydpå. Først var vi en tur over grænsen efter forsyninger af sodavand og snolder, og derefter hentede vi sengen i Padborg.

De efterfølgende 2 dage blev brugt på at samle sengen. Iflg. manualen skulle det tage 2 voksne 55 minutter. Det gjorde det ikke, kan jeg vist roligt sige! Da vi egentligt havde købt en etageseng, men i stedet for nederste seng havde købt et skrivebord som ekstra udstyr, gav det en del udfordringer. Først fulgte vi manualen til etagesengen. So far so good… da vi så kom til skrivebordet, og dermed en ny manual, var der lige en række ting, der skulle ændres. Og endeligt havde jeg også bestilt en ekstra sengehest (=ny manual), som betød endnu flere ændringer. Ting skulle skilles ad igen for at give plads til skruerne til sengehesten osv. Efter 2 dages forløb og 2 udfordrende børn (som uden tvivl bare glædede sig til at komme op i sengen) var vi forældre godt rundtossede og rødmossede i hovederne. Men samlet blev den! –Og D blev glad og meget stolt, da han kunne vise den frem for sine fødselsdagsgæster senere på ugen. (og så ikke et ord om, at skrivebordet stadig ikke er monteret helt korrekt, da der skal flyttes om på nogle plader til den nederste ikke eksisterende seng!)

Ds fødselsdag fejrede vi for familien søndag og for børnehaven tirsdag, men jeg synes, at disse begivenheder kræver deres eget indlæg, så det må komme senere.