onsdag den 28. marts 2012

Pink passion juice

Jeg var så heldig at få en juicepresser af mit arbejde i julegave. Et ønske, der i forvejen stod på min ønskeseddel, så det var jo helt perfekt. Desværre var energien og madlysten ikke til juiceeksperimenter omkring juletid, så det var først for nyligt, jeg fik pakken den ud af kassen.


Da jeg er helt uerfaren på området, besluttede jeg mig for at købe nogle bøger med opskrifter, så der var større chance for succes i 1. forsøg. Jeg prøvede en opskrift på en "Pink passion" juice fra denne bog.



Ingredienser

3 cm rødbede
4 cm squash
4 cm agurk
2 mellemstore gulerødder
2 cm ananas
1 æble
1 cm ingefær med skræl (undlod jeg, bryder mig ikke om ingefær)
½ stilk blegselleri (
undlod jeg, bryder mig ikke om blegselleri) 


2 cm økologisk citron med skræl
½ broccolistok
Is og 2 spsk kvalitetsolie (jeg undlod også olien. Bare fordi..)

Det hele tilføjes juicepresseren, bortset fra is og olie, som tilføjes til sidst.

Juicen smagte fint, men jeg kunne ikke drikke uanede mængder af den. Ungerne kunne også lide den, men også i moderate mængder. Når jeg skal lave den en anden gang, vil jeg tilføje lidt mere ananas og måske holde lidt igen med citronen, da jeg synes citronsmagen var meget gennemtrængende. Jeg fulgte opskriften slavisk (bortset fra de ting, jeg undlod), men en anden gang må den godt være lidt sødere efter min smag.

Dette er den eneste opskrift, jeg har afprøvet indtil videre, og når jeg snakker med mine kolleger (som bruger juicepresseren dagligt!), så påpeger de, at det ikke handler om at følger en opskrift og købe ekstra ind til det, men derimod at bruge alle de ting, men i forvejen har liggende i køleskabet. Og altid huske at tilføje noget sødt og gulerødder eller æbler og evt. lidt citron for at gøre juicen mere frisk. 

Jeg er sikker på, de har ret, så nu må vi se, hvornår jeg får kastet mig ud i det!

tirsdag den 27. marts 2012

Blog award



Jeg har simpelthen modtaget min første blog award! Det var Signes Mor, der var så venlig at sende den til mig. Mange tak for det :-)

Awarden gives til blogs med mindre end 100 læsere, og kan jeg vil derfor gerne bruge den til at reklamere for nogle af de blogs med under 100 læsere, som jeg nyder at læse.

Camp chaos: En hyggelig hverdagsblog om livet med et sæt tvillinger og en storesøster og de dertilhørende udfordringer.

Carport og noia: Endnu en hyggelig hverdagsblog med børn og pt. overvejelser om at flytte i kollektiv

Den lille hyggelige: En fin blog om hverdagslivet med en lille pige og endnu én på vej

Herlige hverdage: Blog om en familie på 9! Der blogges om livets små finurligheder i en stor børnefamilie.

Ualmindelig almindelig: Blog om hverdagslivet med en lille starut.

Madbloggene blev der ikke meget plads til i denne oversigt. Dem ynder jeg dog også at læse i stort omfang, men de fleste har allerede over 100 læsere og falder dermed udenfor kategorien for denne blog.

Jeg håber, modtagerne vil tage imod awarden.
Om ikke andet så bruge det som en tilkendegivelse af, at der er en tilfreds læser derude :-)

mandag den 26. marts 2012

Gækkebrev

Se lige hvad der lå i postkassen, da vi kom hjem fra arbejde i fredags:



Det fineste lille gækkebrev fra D. Det er det første gækkebrev vi har modtaget fra nogle af vores børn, så det er da lidt specielt.

Han havde lavet det i børnehaven, og i fredags havde de så gået rundt i byen og fordelt dem i postkasserne. Ls dagplejer, som også har barn i børnehaven, fortalte, at de var kommet hjem til dem, mens de var ude i haven, og så havde 15 børn stået helt stille, mens to af dem + en voksen havde listet over til postkassen med "sshhh" lyde. Uden at nogle af dem havde sagt noget. -Det er da sødt! Og godt arrangeret af pædagogerne, synes jeg.

Bemærk også de 6 "prikker" (eller cirkler, om man vil). Troede først L havde været i gang med at tegne på den, da det gik op for mig, at det var prikker!

Mht. til hele seancen med at man skal give et påskeæg til afsenderen, arbejder vi lidt på pt. D har fuldtud forstået delen med, at man ikke må sige, hvem gækkebrevet er fra, men selvom vi siger, at vi ikke kan gætte det, påstår han fortsat hårdnakket, at det ikke er fra ham :-) Mon ikke vi får ham overtalt på et tidspunkt, så han kan få sit påskeæg?

Versene i brevet siger:
"Nu skriver jeg et lille brev
og du skal gætte hvem der skrev
I brevet er en vintergæk
den må du ikke kaste væk
men jeg skal ha det påskeæg
hvis ikke du kan gætte
hvem der har lavet dette."

og

"En lille nisse på potten sad
hvad den gjorde ved jeg ej
men da jeg ned i potten så
en lille gæk på bunden lå.
Nu sender jeg til dig, min ven,
og håber at få et æg igen.
Mit navn det står med lopper,"
.... og så står der ikke mere. Der var ikke mere plads i brevet. :-) :-) Mindre detalje...

Nøddekage med creme og frugt


Lækker kage. Kom først i tanke om at tage billedet, da det meste var spist :-)
Så er det vist på tide, jeg får skrevet om denne lækre og simple kage, som jeg serverede, da vi havde besøg af et vennepar for efterhånden lang tid siden.


Kagen er yderst simpel at lave, så den kan hurtigt "smides" sammen, hvis man får uventede gæster. 
Frugten på toppen kan varieres efter smag. Jeg har bl.a. også smagt den med mango. Det blev den ikke ringere af.


Marengsbund:

140 g mandler (eller blandede nødder -jeg brugte val- og hasselnødder)
140 g flormelis
4 æggehvider

Blend mandlerne/nødderne.
Pisk æggehviderne stive.
Vend mandler og flormelis i de piskede æg.

Bages i springform ved 175 grader i ca. 35 min.

Kagen kan serveres med en flødecreme med smag efter eget valg på toppen. Det kunne f.eks. være:


Tobleronecreme:
200 g toblerone
2,5 dl fløde (god idé at bruge mere)


Smelt chokolade og fløde langsomt i en gryde og stil det på køl til dagen efter betrukket med husholdningsfilm, som skal ligge helt ned på fløden, så der ikke dannes kondens.


eller

Kaffecreme:
2,5 dl piskefløde
3 spsk. flormelis
2 tsk. Nescafe udrørt i kogt, koldt vand

Pisk fløden, og vend flormelis og kaffeblanding i.


Jeg valgte at lave tobleronecreme og fulgte ovenstående opskriften, som jeg tidligere har brugt i lagkager, men blandingsforholdet var ikke helt ideelt til at toppe kagen med. Når jeg skal lave kagen igen en anden gang, vil jeg tilføje mere fløde, da jeg synes, cremen blev for fast, og så var der næsten ikke nok af den!


Bunden er meget porøs og svær at få af formen og bagepapiret, men det gør heldigvis ikke så meget, at den krakelerer en smule, når der kommer fyld ovenpå.

lørdag den 24. marts 2012

Dagen i dag..

... har bare været helt igennem fantastisk vejrmæssigt! Endelig fik vi mulighed for at nyde det fantastiske vejr.

Jeg startede dagen med en tur i Bilka sammen med L, hvor vi fik styr på de ugentlige indkøb, mens D og M var "arbejdsmænd" udendørs.

Eftermiddagen blev også nydt udendørs med følgende aktiviteter:

Arbejde og leg udendørs

Havemøblerne blev fundet frem og tørret af. Her står de til tørre i solen, inden de skulle i brug.

Og så blev havemøblerne indviet!

Eftermiddagsmaden bestod af boller, frugtfad og smoothie. Sidstnævnte er børnene blevet ret begejstrede for her på det sidste, hvilket passer mig fint, for så får de lidt andre frugter end de sædvanlige æbler og pærer. Og jeg plejer at lave den så tyk, at det første stykke tid er det nærmeste som et spise is, indtil den til sidst kan drikkes almindelig. Varianten i dag blev ret vellykket og bestod af jordbær, kirsebær og ribs (alle 3 dele fra fryseren), stuetempereret banan, yoghurt naturel, mangojuice og akaciehonning. Rigtig lækkert!


Jeg havde i øvrigt en lille samtale med D i dag. Den startede, da jeg beundrede børnene, der legede så pænt sammen med lego, så jeg følte, at jeg ville rose dem lidt:

Mig "sikke fint I leger sammen. Dejligt at se at I er så gode venner. Glæder du dig ikke til at få endnu en lillesøster at lege med, D?"
D: "Joohh, men jeg får bare så ondt i nakken.."
mig: "???  øhh... hvad mener du?"
D: "Ja, jeg får så ondt i nakken af at kigge ned hele tiden"
Mig: "Fordi dine lillesøstre er mindre end dig?"
D: "Ja, så får jeg bare så ondt. Jeg har faktisk også ondt i nakken lige nu...."
Mig: "Øhmm... okay, det var da ikke så godt".

-Og så vendte jeg mig ellers om og forsøgte at skjule mit smil. Dén havde jeg altså ikke lige set komme!


I morgen håber jeg, vi også kan komme ud og nyde forårssolen. M har fødselsdag, men da vi fejrede begge vores fødselsdage sidste weekend, skal vi ikke have gæster i morgen. Jeg har derfor planlagt, at vi tager på en overraskelsestur med picnickurven. Præcis hvorhen turen går, har jeg endnu ikke fundet ud af, for alle de steder jeg havde i tankerne, åbner først næste weekend. Så nu vil jeg gå i gang med at google lidt efter muligheder. Men jeg overvejer en naturlegeplads el. lign. i Horsens/Vejle omegnen. Nogle gode forslag?

Én ting er sikkert, vi skal ihvertfald nok komme et eller andet sted hen- -Hvis resten af familien da er med på idéen, vel at mærke!

torsdag den 22. marts 2012

Ville ønske...

... jeg kunne komme ud at nyde det fantastiske forår lidt!

Indenfor de seneste par år har jeg fundet ud af, hvor meget vejret betyder for mit humør, og at sidde en hel dag på et kontor med meget begrænset udsyn til vinduer er ikke ligefrem opkvikkende.

Håber, I nyder vejret derude... Gem lige lidt D-vitamin til mig, ik'?

Billedet er lånt her
Billede lånt her

Billede lånt her


Feinsmæk



Jeg vil lige tillade mig at gøre lidt reklame for én af mine bekendte, der er startet som selvstændig syerske af unika børnetøj. Mærket hedder Feinsmæk, og I kan finde info om det http://www.feinsmaek.dk/ eller på Facebook.

Hun har systue i eget hjem og åbner gerne sit værksted for interesserede. Ellers kan man tage kontakt via hjemmesiden eller Facebook for at høre nærmere.

Hun syer, som sagt, unika børnetøj i det fineste retrolook. Hun syer gerne på bestilling og efter ønsker. Hun syer bare ikke 2 ens ting. :-)

Tag et kig forbi hende. Hun har nogle fine sager!

onsdag den 21. marts 2012

Appelsinfromage med chokolade





Opskriften til desserten til vores fødselsdag for nyligt er som følger (kilde: revet ud af et gammelt ugeblad. Det er mig uvist hvilket) :


Ingredienser (6 personer):
4 blade husblas
4 pasteuriserede æggeblommer
75 gr. sukker
2 tsk. reven usprøjtet appelsinskal
2 dl friskpresset appelsinsaft
3 spsk. friskpresset citronsaft
3 dl piskefløde
75 g. orangechokolade, hakket

Fremgangsmåde:
Udblød husblassen i koldt vand i 10 min. Smelt husblasen i det vand, der følger med i mikroovn eller vand bad. Rør herefter appelsin- og citronsaft i husblasen. Pisk æggeblommerne med sukkeret til det er cremet. Rør appelsinskal og chokolade i. Rør husblasblandingen i. Lad det stå i ca. 20 min på køkkenbordet til det begynder at samle sig. Pisk fløden til skum, og vend det i. Fordel fromagen i portionsglas eller i en skål.

Fromagen var en lækker og let dessert. Jeg synes, mængden i portionsglassene var passende. Og den hakkede orangechokolade gav det hele en dejlig "crunch". 
 

Det var så den ferie


Billedet er lånt her


Ferien i sidste uge gik hurtigt. Alt for hurtigt. Jeg fik ikke blogget meget, for jeg havde simpelthen travlt med at holde ferie. Vi var jo beriget med det smukkeste forårsvejr nogle af dagene, hvilket vi også til dels fik udnyttet med lidt tid i haven. Men hold op hvor var jeg smadret om aftenen, da jeg var på benene hele dagen. Med mit kontorjob, er jeg jo ikke vant til at være så meget på benene, så kroppen og ikke mindst bækkenet var pænt smadret om aftenen!

Men alt i alt var det en rigtig dejlig uge. Selvfølgelig ufordrede ungerne min tålmodighed på mange områder, men der var bestemt også mange hyggelige stunder. Og hvor går sådan en uge dog hurtigt!

Vi var jo fuldt optaget af at pottetræne L. Det gik rigtig godt den første dag, hvor vi var på tur til skobutikken og fik sikret børnene nogle forårssko. Det betød at jeg heller ikke regnede med at det blev noget problem at tage på en lille indkøbstur dagen efter.- Efter at have tisset af lige inden vi kørte, velatmærke. Men det gik ikke helt problemfrit, for da vi kom ud fra supermarkedet, blev der leveret en lille stor tissetår i autostolen. Ikke lige en del af planen!

Nu er det jo ikke så slemt at skille sådan en autostol ad og vaske betrækket. Men at samle den igen, dét er straks en anden sag! Det lykkedes (selvfølgelig), både ved hjælp af mobilbilleder og manual, men der er alligevel altid lige et lille strejf af usikkerhed over, om jeg nu har overset et eller andet. Tænkt nu hvis…. Jeg tror nu, den er god nok, men alligevel…

Tirsdag og onsdag var tissesituationen ikke helt under kontrol. Faktisk var jeg temmelig presset mht. at få vaske al tøjet. Specielt undertøjet, som jeg ikke havde fået anskaffet uanede mængder af endnu. (edit: Det har jeg så nu!)

Onsdag fik vi besøg af min mor, som blev og overnattede til torsdag. En kærkommen hjælp til at få lidt mere styr på tisseriet samt få ordnet lidt praktiske gøremål. Om aftenen var vi ude at spise, i anledningen af min fødselsdag.

Fredag var børnene og jeg en tur til frisør og kom alle derfra med kort forårs/sommerhår. Dejligt! Jeg havde givet L ble på, for hvis hun nu skulle tisse, mens jeg sad i stolen, var det jo ikke så smart. Og det skulle hun (selvfølgelig fristes man til at sige). Men det endte med at begge børn var en tur på toilettet sammen med én af de andre ansatte i salonen, og det gik bare fint. Ls ble var tør og hun leverede på toilettet.

Om eftermiddagen var D  hos en kammerat og lege. Ellers gik det meste af dagen med at rydde op og gøre rent. Dælme ikke nemt, når begge børn var hjemme. Så snart jeg havde ryddet op et sted, kunne jeg starte det næste!

Lørdag brugte jeg også tiden på rengøring samt forberedelse til søndag, hvor vi fik begge vores familier på besøg til 3-dobbelt fødselsdag. Min bror har fødselsdag 2 dage før mig, og M har på søndag, så vi er begyndt at holde de 3 fødselsdage sammen.

Søndag ankom gæsterne til middag. L nåede lige at få en lille lur inden, da hun selvfølgelig var stået alt for tidligt op. –Og så var hun ellers klar til at underholde resten af dagen.

Det var en ganske hyggelig dag med alt hvad dertil hører. Jeg havde valgt at servere "saml selv" tortillas til middagsmad. Noget, som vist faldt i ganske god jord hos den yngre generation, mens den vist også blev accepteret hos den ældre generation, efter de havde fået vist ”hvordan man gør” J

Til dessert havde jeg lavet en appelsinfromage, som jeg serverede i portionsanrettede glas med små chokolade-/orangepinde og friske jordbær. Opskriften har jeg rykket ud af et ugeblad for mange år siden, og nu skulle den afprøves.  Fromagen smagte godt, specielt pga. den iblandede hakkende orangechokolade, som gjorde at fromagen ikke blev for kvalm.

Nu er jeg så tilbage på arbejde igen. Kunne godt have brugt lidt mere ferie uden børn, for det er begrænset hvor meget reel ferie, jeg har haft. Men kvalitid sammen med børnene er bestemt også fedt.

Mandag og tirsdag har det været med en hvis spænding i maven, jeg har afleveret en blefri L til dagplejeren. Heldigvis er det gået over alt forventning, for pigen har haft det sammen tøj på om eftermiddagen, som da jeg afleverede hende om morgenen. Prøv lige at gæt hvor stolt en mor man så er? L er stadig ikke for god til at sige til, når hun skal på toilettet, men heldigvis har vi en god dagplejer, der er med på projektet, så hun sørger for at få L på toilet ca. 1 gang i timen.

Beklager, dette indlæg mest bestod af urinale detaljer, men det er jo, hvad der fylder i mit liv lige nu. :-)

Til sidst et billede af de to hyggetrolde fra gårsdagens bad. Der er vist ingen tvivl om, at de er glade for hinanden.




mandag den 12. marts 2012

Status efter 1. feriedag


  • Manglende nattesøvn pga. hostende barn max. 10 cm. fra mit hoved - tjek!
  • Antal bukseskift i forbindelse med "Projekt blefri": 2
  • Antal potte/toiletbesøg med "gevinst"  i forbindelse med "Projekt blefri" : mange! 
  • Væsentlig reducering i vasketøjsbunken. Vasket OG lagt på plads - tjek!
  • Beskæring af de fleste høje stauder sammen med små hjælpere, der hyggede sig med at finde mariehøns, regnorm og snegle - tjek!
  • Havehygge med krudtuglerne - tjek!
  • Nye sko til børnene - tjek!
  • Tegning og klipning af gækkebreve - tjek!
  • Legetøj spredt sporadisk gennem samtlige rum i huset - tjek!
  • 1 stk. smadret mor med bækkensmerter - tjek!
Nu er det heller ikke værre, end ovenstående lyder, for faktisk har vi haft en rigtig god dag sammen. Vi har hygget max. og børnene har generelt opført sig eksemplarisk. Ls pottetræning går over alt forventning. Hun startede dog morgenen med at tisse i bukserne. Fair nok, for så fik hun lige en fornemmelse af at have våde bukser. Resten af dagen gik problemfrit. Vi hyggede i haven, kun afbrudt af et par besøg på potten, som jeg i dagens anledning havde stillet ud i baggangen. 

Faktisk blev jeg så modig, at jeg ud på eftermiddagen tog børnene med i en skobutik, så de kunne blive forsynet med nye sko. En tur der i alt tager omkring en times tid (inkl. kørsel). L klarede den uden problemer!

Efter aftensmaden ville hun dog ikke på toilettet, hvilket resulterede i våde bukser. Men to gange på dag 1, synes jeg er super flot. Så kan man ikke andet end at blive stolt af den lille størrelse.

Her til aften kan jeg dog godt mærke, at jeg ikke er vant til at være på benene hele dagen (sidder normalt på kontor), så jeg er temmelig smadret i bækkenet lige nu. Derfor står den nu på sofahvile resten af aftenen, mens jeg kan kigge rundt i stuen og "beundre" legetøj, tæpper, dukker og des lige jævn fordelt over det hele. Dejligt med et hjem, der emmer af liv... altså indtil et vist punkt, hvor der skal ryddes op. Fornemmer at dette punkt opnås i morgen! 

Til sidst et lille potpourri for at fornemme stemningen:


søndag den 11. marts 2012

Årets gymnastikopvisning

I dag var vi afsted til byens gymnastikopvisning. En lille opvisning kun bestående af de lokale hold, hvilket vil sige 5 stk. -Men hyggeligt, det var det!

Som nævnt i går, var jeg meget spændt på, om L ville nyde det lige så meget som hun plejer, når vi er til træning. Og det gjorde hun heldigvis! Hun var klar til at underholde både under ind- og udmarch og bestemt også, da vi skulle på gulvet. Hvor er det dog dejligt at se ens barn glædes så meget over en aktivitet, som vi er fælles om.

Den lille trold i fuld firspring

Desværre bakkede D jo ud af hans hold midt i sæsonen, så jeg var også spændt på at se hans reaktion, når alle vennerne skulle på gulvet. Hans følelser var vist også lidt blandede. Han så fascineret med, men spurgte jeg ind til, om han ikke gerne ville have været med, så blev han lidt genert og ville ikke rigtig være ved, at han tidligere var med på holdet. Så det lod vi ligge..... måske er han klar næste år.

Ellers så nød jeg også at se de andre hold. I sådan et lille landsbysamfund, som vi bor i, kender vi jo efterhånden en del. Da vi er tilflyttere, er det primært gennem børnene, vi har lært folk at kende, og derfor var det sjovt at se alle de små kendte poder udfolde sig.

Så alt i alt en rigtig hyggelig dag, som dog resulterede i en temmelig omfattende ulvetime(r)! Pga. 2 stk. overtrætte børn!

Jeg håber, de får en god nats søvn, for i morgen og resten af ugen skal jeg være hjemme med begge børn. Jeg har nemlig taget en uges ferie primært med 1 formål: projekt blefri! Jeps, vi har besluttet, at det nu er på tid, at L kommer af med bleen. Godt nok er hun kun 2½ år, men har længe siddet på potte og toilet og lavet både stort og småt, så vi vurderer, at hun må være klar. Kryds lige fingre, ik'?

Ugen kommer derfor ikke til at bestå af de store ekskursioner, men derimod hygge herhjemme med enkelt småture. Bl.a. skulle jeg gerne have styr på nye sko til børnene. Der loves forårsvejr i næste uge, så det er efterhånden ved at være for varmt med vinterstøvler.

Håber på en god uge, der kommer til at stå i hyggens tegn...

lørdag den 10. marts 2012

Lyd herfra...

Så gik der igen et stykke tid, hvor jeg ikke fik skrevet nogle indlæg. Overskuddet er ikke for stort for tiden. Jeg er træt! Indrømmet, de fleste aftener falder jeg i søvn på sofaen, og selvom jeg napper et par timer her, har jeg ingen problemer med at sove om natten. Så det må det være det, min krop har brug for pt. Men det er vel også ok? Det har jeg ihvertfald besluttet, at det er.

Billedet er lånt her


Dvs. når børnene er puttet, bliver der ikke brugt mere energi end højst nødvendigt, så jeg får smurt madpakke og lagt tøj frem til dagen efter og nichts weiter! Jo, måske får jeg lige sat en vask over, hvis det går vildt for sig. Det betyder så, at al tøjvask, rengøring og indkøb bliver skubbet til weekenderne. Og hver weekend skælder jeg mig selv ud over, at jeg nu har fået samlet det hele sammen til weekenden igen. Men sådan må det være, indtil hverdagsoverskuddet vender tilbage (har det mon nogensiden været der?)

Men lidt sker der da for tiden. F.eks. har vi i denne uge været til 20 ugers scanning. Det var med lettelse, vi erfarede, at bebs ser ud til at have det fortræffeligt inde i maven og samtidig ser alle organer ud, som de burde. Jeg må ærligt inderømme, at jeg har været lidt mere nervøs for scanningerne denne gang.  Tror det er tankerne om alle de ting, der kan godt galt samt taknemmeligheden for at have 2 velskabte børn allerede. Hvor lang tid kan man blive ved med at være så heldig? Og hvad nu hvis der var noget alvorligt galt med barnet? Hvordan skulle vi så fortsat have overskud til D og L? Anyway, det så heldigvis ud til at være ubegrundede bekymringer, for vi venter os nemlig endnu en velskabt pige. Jep, vi skal simpelthen have endnu en dejlig prinsesse! Kønnet er jo bedøvende ligegyldigt, men vi synes det er rart at vide på forhånd. Tilbage fra min graviditet med D (hvor vi egentligt ikke ville vide kønnet, men kom til det alligevel, da scanningssygeplejersken talte over sig), fandt vi ud af, at det faktisk var rart at kunne få et mere personligt forhold til barnet i løbet af resten af graviditeten. Nu var det nemlig ikke længere bare en "den", men derimod en "han". Derfor har vi også valgt at få kønnet at vide ved de 2 efterfølgende graviditeter.

Nu kan jeg så komme i gang med at sortere alt det børnetøj, der efterhånden hober sig op i sække rundt omkring i huset. Al drengetøjet skal sorteres, og det vi ønsker at sælge, bliver sat til salg, mens resten kommer på loftet sorteret efter størrelser, så det er klar, hvis der skulle være nogen i nærmeste omgangskreds, der kommer til at vente et drengebarn inden for den nærmeste fremtid.

I denne weekend har vi heldigvis ikke de store planer. Dagen i dag er gået med det ugentlige indkøb i formiddags. Det tog børnene og jeg os af, mens M blev sendt ud i værkstedet for at påbegynde en massiv oprydning, som har trængt i det sidste års tid (mindst!). I eftermiddag har børnene og M fortsat været en del i haven og værkstedet, mens jeg har "hygget" mig med generel oprydning og vasketøj (som jo er samlet sammen til en weekendfornøjelse jvf. teksten øverst i dette indlæg).

I morgen er der gymnastikopvisning i den lokale gymnastikforening. Jeg har i år gået på et mor/barn hold sammen med L, og hun har elsket det! I modsætning til D, som ikke var synderligt begejstret og derfor stoppede midt i sæsonen. Men for L er gymnastikdagen simpelthen ugens højdepunkt. Derfor glæder jeg mig meget til at opleve opvisningen sammen med hende i morgen og se, om hun er ligeså meget i hopla, som hun plejer at være til træningerne, når der lige pludseligt sidder en masse mennesker og kigger på hende.
Det er dog også med lidt vemod i sindet, at jeg nu skal fortælle hende, at gymnastik er slut. Hvis det går helt galt, må vi dog bare i gang herhjemme i stuen. Det er vi så tit alligevel!

Fortsat god weekend derude!

onsdag den 7. marts 2012

Et godt tilbud

Jeg synes lige, jeg vil dele dette tilbud med jer, som jeg fik i en nyhedsmail med babyrelateret udstyr i dag:


Anyone?

Det er åbenbart Danmarks bedste pris! :-)