søndag den 30. oktober 2011

Denne weekend...

... har vi haft god tid til at lave ingenting.

Lørdag fik vi endelig gjort vores tagprojekt færdig. Jubiiii....!!!
Resten af dagen gik med hygge, primært indendørs. Dejligt at have tid til at lave ingenting. Det er bare det bedste!

Et lille indblik i aktiviteterne kunne være:

3 huletrolde, der hygger

Og så skulle der lige pludselig holdes møde inde i stuen (jeg formoder, at det var stærkt inspireret af, at pædagogerne i Ds børnehave holdt møde i fredags). Det resulterede i, at samtlige børnestole, taburetter og des lige skulle bære ind i stuen og sættes i en rundkreds, som det hører sig til et møde! ;-)

Mødearrangementet indrettes. Selv dukken er med.

L sidder parat og venter. Bemærk, den bærbare (McQueen computeren) også er på plads!

Og så er mødet klar til at starte. Mangler dog lige mor og far, der skulle sidde på de blå stole overfor børnene.

Til de interesserede kan mødereferatet berette, at der primært blev diskuteret julegaveønsker :-)

Til aften fik vi hjemmelavet pizza. Jeg havde en rest tortillas i fryseren, som jeg besluttede mig for at prøve at anvende som pizzabunde. Det fungerede faktisk overraskende godt, altså hvis man kan lide tynde pizzabunde. Hvis de fik rigeligt i ovnen blev bunden lækker "crispy", og vi endte med at sidde og brække små pizzastykker af, da de var lidt svære at skære med en kniv pga. den tynde bund. Men det var helt rart med lidt variation i den hjemmelavede pizza, da vi laver det ret ofte.

Da størrelsen på tortillas jo ikke er så store, lavede vi én pizza pr. mand. Og hver "mand" (m/k) fik selv lov til at dekorere sin egen pizza. Det kom der følgende ud ad:

Ds eksemplar
Ls eksemplar

Og mit eksemplar. Jow jow, lidt kreativ er man vel!

M var ikke rigtig med på idéen, så hans pizza blev ikke fotograferet og bliver dermed ikke vist her. Hmmm..

Og til sidst børnenes pizzaer efter en tur i ovnen.

I dag , søndag, har vi været på besøg hos Ms bror og kæreste, og var bl.a. en tur i svømmehallen med dem. Altså, en rigtig hyggelig dag.

Så alt i alt har vi haft en dejlig weekend. Nu krydser vi fingre for at børnene ikke vågner alt for tidligt i morgen, for de faldt i søvn på vej hjem i bilen fra besøget og har stort set sovet siden.

lørdag den 29. oktober 2011

Selleribrød


I dag fik jeg lyst til at bage noget brød til eftermiddagskaffen. Valget faldt på et selleribrød fra Amos store kogebog - Året rundt (nr. 3), fordi det så lækkert ud, men så gav det også mulighed for at få brugt en rest selleri, jeg havde liggende i køleskabet.

Jeg var meget spændt på, om sellerismagen ville blive for gennemtrængende, og børnene derfor ikke ville spise det. Men jeg må sige, at brødet overraskede meget! Det var rigtig lækkert, og alle spise det med velbehag. Faktisk var børnene helt vilde med det! Måske havde det en lille bismag af selleri, men hvis jeg ikke vidste, at der var selleri i, så ville jeg ikke vide, hvad det præcis smagte af (og M kunne overhovedet ikke smage sellerien).

Så alt i alt et rigtig lækkert brød, som er dejligt mættende og svampet. Derudover, er der næsten ingen fedtstof i, så det er jo ren win-win :-)

Der bliver 3 brød ud af en portion, så nu er jeg spændt på, hvordan det smager på andendagen i morgen.

Opskriften er som følger:
600 g. hvedemel
100 g. knækkede hvedekerner
100 g. groft rugmel
2 spsk. olie
3 kopper revet selleri
3 spsk. solsikkekerner
1 spsk. sesamfrø
1 spsk. groft salt
50 g. gær
1 dl mælk (jeg brugte skummetmælk)
Ca. 5 dl. lunkent vand

Fremgangsmåde:
Blød hvedekernerne op i 2 dl. kogende vand i ca. 10 minutter.

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt de øvrige ingredienser og de iblødsatte hvedekerner. Ælt det sammen til en ensartet og smidig dej (jeg brugte røremaskine). Dejen skal være rimelig blød, tilsæt evt. lidt mælk, hvis dejen virker "tør".

Lad dejen hæve, lunt og tildækket, i ca. 45 min.

Slå dejen op på et bord. Del dejen i 3 portioner og form dem til brød i 3 bageforme. Lade brødene efterhæve tildækket et lunt sted i 30 minutter eller til dobbelt størrelse.

Pensl med mælk (jeg brugte æg) og drys evt. med solsikkekerner.

Bages i 30-35 minutter i en 225 grader forvarmet ovn (varmluft 200 grader).

Noter: Min dej var meget klistret, så jeg tilsatte lidt ekstra hvedemel. Ca.100 g. mere, vil jeg tro.

På vej ind i ovnen

Sådan ser det ud indeni.
Det var en smule svært at skære, men jeg tror det skyldes, at det ikke fik lov at afkøle, inden vi skar af det.

fredag den 28. oktober 2011

Tiden går, klokken slår.....



Jeg synes, tiden går alt for hurtigt lige i øjeblikket. Jeg mener, det er jo snart jul! Eller der er det jo ikke, men det føles sådan, når butikkerne er begyndt at reklamere med juleting.

Én af de ting der fylder for tiden, er nemlig den kommende jul. Efter vi har fået børn, har min december måned været præget af stress og dårlig samvittighed over alle de ting jeg gerne vil have, at mine børn oplever. Primært pga. mine egne høje forventninger, hvilket jeg også er klar over. Men jeg elsker julen og vil derfor også gerne opleve så mange julearrangementer, julemarkeder, julebutikker og generelt julestemning som muligt. Og det vil jeg naturligvis også gerne have, at mine børn oplever.

Derudover, er det jo nu, mens børnene er små, vores families juletraditioner skal grundlægges. Det fylder utroligt meget for mig, at mine børn har nogle gode traditioner, som de vil forbinde med deres barndom.
Det værende både julearrangementer, julepynt, julebag osv.  At indføre traditioner og hygge i familien gælder naturligvis også resten af året. Julen er bare noget specielt, og nærtstående, så derfor fremhæver jeg det nu.

Og hvad er så min plan for at undgå julestress i år? Jo, det er f.eks. at få indkøbt julegaverne så tidligt som muligt. Er allerede godt i gang, for jeg har fået købt de første 2. Derudover, vil jeg forsøge at skabe så meget "fri" tid til hygge som muligt og generelt bare få styr på så meget som muligt hurtigst muligt (det var mange "muligt'er" i en sætning, men håber det giver mening alligevel).

Nu har jeg jo også fået en ugentlig arbejdsfridag, så jeg håber, det netop giver det overskud, som jeg har manglet de forrige år. Og den næste ting jeg skal have styr på er børnenes gaver til familien. Jeg har en idé om, hvad det skal være, men har ikke endeligt besluttet det. Jeg skal dog meget snart have styr på det, så de også får tid til at producere gaverne, så det er lysten og ikke tidspresset, der driver værket.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at jeg allerede glæder mig til julemåneden, og ikke mindst en masse inspiration fra Blogland :-)

Og hvad ville jeg så med dette indlæg? Aner det ikke, det er blot nogle af de tanker, der rumsterer på "øverste etage" for tiden...

Ha' en god weekend alle sammen.

Hov, hvis der er nogen i Blogland med gode fif til at undgå julestress eller har nogle gode traditioner i forbindelse med julen, så hold jer endeligt ikke tilbage, okay?

onsdag den 26. oktober 2011

Pasta med blomkålscreme





Vi har fået denne skønne ret, som udmærket sig ved at består af undercover blomkål og stadig smage fint. Det lykkedes derfor at få L til at spise retten med blomkålscreme, efter hun ellers desværre er begyndt at nægte at spise grøntsager serveret som tilbehør.


Opskriften har jeg fundet hos Anna Banana Butterhair.



4 personer

Blomkålscreme:
400 g. blomkål
1 løg
2 fed hvidløg
2 spsk. friske timianblade (fra ca. 6 kviste)
2 spsk. olivenolie til stegning
4 dl. vand
1 tsk. flydende kyllingefond (jeg brugte 2/3 bouillonterning)
1/4 liter madlavningsfløde
1 tsk. salt samt friskkværnet peber
ca. 1½ spsk. friskpresset citronsaft

Vi serverede retten med frisk pasta og ristet bacon + croutoner som tilbehør.
Blomkålscreme: Rens blomkål, og pil løg og hvidløg. Hak det hele groft, og steg det i olie i en gryde sammen med timian, uden at det tager farve. Tilsæt vand, kog op, og lad det simre i 10-15 minutter, til blomkålen er mør.
Når blomkålen er kogt mør, tilsætter du fond og fløde og lader det simre i 5 minutter. Blend så grydens indhold til en grov puré med en stavblender, og smag til med salt, peber og citronsaft.
Anret portionen med ristet bacon eller chorizo (som den oprindelige opskrift foreslår).

tirsdag den 25. oktober 2011

Så kan vinteren bare komme an!

I dag har jeg haft min ugentlige fridag, og jeg har brugt en stor del af dagen på en strøgtur på gågaden i Horsens.

Mit egentlige ærinde derinde var at købe en fødselsdagsgave, hvilket jeg da også fik gjort. Men i går aftes fik jeg taget mig sammen til at gennemgå børnenes kasser med huer og vanter, og i den forbindelse gik det op for mig, at der var adskillige mangler til denne vintersæson. Det ene barn manglede f.eks. en tyk hue og tynde vanter, mens det andet manglede gode tykke og vandtætte vanter og et par huer.

Jeg gik derfor også på jagt efter manglerne i vintertilbehør i dag. Jeg er altid lidt i vildrede, når jeg skal finde det rigtige til vintersæsonen, for selvom jeg nu har haft børn i 4,5 år, så synes jeg endnu ikke, jeg har fundet nogle mærker i handsker (eller vinterstøvler for den sags skyld), som bare slår alle de andre. Jeg har derfor ingen mærker, som jeg sværger til, og føler mig hvert år som en nybegynder, når vintersæsonen nærmer sig.

Og specielt i børnehavealderen skal det altså kunne holde til lidt af hvert. Men samtidig vil jeg ikke købe de allerdyreste ting (som jo nødvendigvis heller ikke er de bedste), når man skal kalkulere med at miste x antal handsker og huer i løbet af vinteren (f.eks. er vi pt. nede med 1 hat og et par handsker, så det ser ikke for godt ud).

Men jeg fik da købt en del af forskellig slags, så nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage og lade vinteren komme....

... altså bortset lige fra de forskellige husprojekter, som vi mangler at få færdige, inden det bliver vinter!

søndag den 23. oktober 2011

Glaskunst

Nu er jeg er ikke kreablogger, og satser heller ikke på at blive det, men engang imellem lykkes det mig alligevel at være kreativ. Og ét af områderne er glaskunst. Vi er nogle stykker der 3-4 gange om året bestiller tid til en aften, hvor vi kreerer glaskunst. Det er utrolig hyggeligt, og man får som regel et godt resultat ud af det.

For nyligt var jeg af sted igen, og denne gang kom jeg hjem med følgende:


2 hjerter i forskellige størrelser
En enkelt marguerit
Og 2 svampe i forskellige størrelser
Min kålorm lavede jeg i foråret, men jeg er rigtig glad for den!
Og endeligt mine skæve huse.
De var det første glaskunst, jeg nogensinde lavede, så de betyder selvfølgelig også noget specielt for mig.


Derudover har jeg bl.a. også lavet bogstaver med børnenes navne, som nu er sat på dørene til deres værelser, men da jeg kun kalder dem ved forbogstaver her på bloggen, kan jeg af gode grunde ikke vise dem.


Men som sagt, så er det en rigtig sjov og hyggelig aktivitet. Så hvis du får mulighed for det, kan jeg klart anbefale det.


Jeg skal afsted igen primo november, hvor jeg satser på at skulle kreere julepynt. Glæder mig allerede!


fredag den 21. oktober 2011

Hamburgerryggryde


Den færdige gryderet

Den anden dag prøvede vi denne gryderet for første gang. Det var en god ny måde at lave hamburgerryg på, og jeg synes faktisk, at resultatet blev ret godt. Vi skal helt sikkert have retten igen en dag.
Jeg har fundet opskriften her.

Ingredienser, 4 personer:
800 g. Hamburgerryg, rå
2 tsk. Karry
2 porrer, renset vægt
1 rød peberfrugt, renset vægt
1 grøn peberfrugt, renset vægt
1 fed hvidløg
70 g. tomatpuré, koncentreret
3 spsk. hvedemel
5 dl. Svinebouillon

2 dl. Piskefløde 38% (jeg brugte madlavningsfløde)
Salt
Peber

Serveres med ris til

Fremgangsmåde
Hamburgerryggen skæres i skiver og brunes let i smør med karry, evt. af et par gange, tages op. 

Tilsættes porrer i strimler, peberfrugter også i små strimler, tomatpure samt mel og bouillon, vend det hele godt rundt. Læg hamburgerryggen tilbage i gryden. Småkoger under låg til grøntsager og kød er mørt, ca. 15 minutter.
 

Derefter tilsættes fløde. Herefter koges retten op igen, og den smages til med salt og peber.
 


Drysses med persille inden serveringen med løse ris til. (jeg brugte ikke persille)

Hamburgerryggen steges

Grøntsagerne tilføjes


tirsdag den 18. oktober 2011

Pølsehorn

Friskbagte pølsehorn

Denne opskrift bruger jeg altid, når jeg laver pølsehorn. Det er en opskrift, som jeg har fået af min mor for mange år siden, så jeg ved ikke, hvor den oprindeligt kommer fra.

Ingredienser
2 dl. lunkent vand
2 dl. mælk
50 g. gær
2-3 spsk. olie (jeg brugte raps)
1 tsk. salt
ca. 700 g. mel (jeg brugte 500 g. hvedemel og 200 g. rugmel + lidt ekstra, for 700 g. totalt er ikke helt nok)
2 æg + 1 æg til pensling

Gæren opløses i det lunkne vand, hvorefter mælk, olie og salt tilsættes.
Mel og æg tilsættes skiftevis under omrøring (jeg brugte røremaskine), og æltes godt sammen.

Sæt dejen til at hæve lunt i 20 min.

Pølserne deles i 3

Del dejen i 4 portioner. Rul en portion ud og del den i 6 lige store dele. Tilføj en smule ketchup i hver del, læg en pølse deri og rul dejen sammen om pølsen. Gør det samme ved de resterende 3 dejklumper, så der til sidst er 24 pølsehorn totalt.

Dejen opdeles i 6 dele pr. portion

Efterhæv pølsehornene i 15 min, og bag derefter hornene i ca. 15 minutter v. 200 grader.

Penslede pølsehorn klar til at komme i ovnen

En hyggelig fridag

I dag har jeg haft min ugentlige fridag, og jeg har haft D hjemme, da han fik besøg af en kammerat.
Drengene hyggede sig rigtig. Faktisk gik det så godt, at jeg kunne finde tid til at bage en portion pølsehorn, som de kunne få om eftermiddagen.

Inden da skulle jeg dog deltage i at bygge en stor Flexitrack bane, som nu fylder en stor del af stuen. Men drengene var helt vilde, da de fik gang i bilerne! Derefter stod den på disko til en Lille Nørd cd + pudekamp.



Hen på eftermiddagen fik vi en times tid med tørvejr, hvor de nåede at lege lidt udendørs, inden det begyndte at vælte ned med vand igen. Efter at have fået pølsehorn og frugt, gik drengene og jeg hen efter L hos dagplejen, og de store drenge hyggede sig rigtig med at passe på lille L.



Så alt i alt en rigtig god dag. Nåede dog ikke så meget praktisk arbejde, som jeg havde håbet, men pyt!

mandag den 17. oktober 2011

Nøddekage med æble fra Hummingbird

Den færdige kage
(billedkvaliteten bærer desværre stadig præg af at være taget med mobilen, da M har lånt vores kamera ud!)

Besøget af Ms forældre i weekenden var en passende anledning til at bage en kage fra min nye "Hummingbird kagebog".

Valget faldt på nøddekage med æble. Egentligt havde jeg ikke så store forventninger til kagen, men jeg synes, den passer til årstiden + det var en mulighed for at få brugt nogle flere af de æbler, vi har liggende.

Heldigvis viste det sig at være en rigtig lækker kage. Nærmest "bare" en krydret nøddekage med chokolade, for den smagte ikke meget af æbler. Den var dog meget porøs og svær at skære, men det skyldes måske, at vi ikke lige havde tid til at vente på, at den blev helt kold, inden vi skar den ;-)

Opskriften er som følger:

Ingredienser:
175 g usaltet smør, stuetemperatur (jeg brugte saltet, da Fakta ikke havde andet)
150 g. lyst muscovadosukker (jeg brugte rørsukker)
2 spsk. jordbærsyltetøj
2 æg
150 g. hvedemel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. stødt kanel
100 g. blandede nødder, hakkede (jeg brugte hassel- og valnødder, 50 g. af hver)
50 g. mørk chokolade, grofthakket
2 spiseæbler, skrællede, udkernede og grofthakkede

En aflang bageform på 23x13 cm, smurt og drysset med mel (jeg brugte bagepapir i formen i stedet).
Giver 8-10 stykker.

Pisk smør, sukker og jordbærsyltetøj let og luftigt i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker). Tilsæt æggene et af gangen og bland det godt.
Si mel, bagepulver og kanel ned i en anden skål og kom det i smørblandingen. Fordel nødder, chokolade og æbler jævnt i dejen med håndkraft. Dæk til, og sæt på køl et par timer eller gerne natten over (jeg nåede kun ca. 1 time, men tror ikke, det gjorde noget).

Forvarm ovnen til 170 grader.

Hæld dejen over i den klargjorte form, og glat overfladen med en paletkniv. Bag kagen i den forvarmede ovn ca. 50-60 minutter, eller til den er brun og føles fast at røre ved (jeg skulle bruge 67 min.).

Lad kagen køle lidt af i formen, før den vendes ud på en bagerist og køler helt af.

Før den kom i ovnen

Og netop kommet ud af ovnen

En effektiv weekend

Vi har haft en dejlig effektiv weekend. Eller dvs. M har! Vi har nemlig endelig fået taget hul på ”projekt garagetag”. Vi skal have udskiftet vores ståltag med tagpap, da ståltaget danner så meget kondens, at det drypper ned og render ned af væggene. Det har været længe undervejs, for først skulle vi have udskiftet nogle frostsprængte sten i muren. En langvarig proces, da det skulle gøre af 3 omgange. – vi mistænker kondensen for at være skyld i frostsprængningerne.

Derefter skulle M måle, undersøge og tale med fagfolk i laaang tid! Han er en grundig mand, hvilket jo er en god kvalitet, men det sætter samtidig min tålmodighed for en prøve.

Men nu nærmer vinteren sig jo med hastige skridt, og vi skulle gerne have garagen færdigrenoveret inden da, så nu skulle der altså ske noget! Jeg har længe forsøgt at skubbe på, og i lørdags skete det så endelig. Jubii….

Projektstart


Lørdag blev materialet købt, og om eftermiddagen fik D besøg af en kammerat + forældre, og så skete der ikke så meget mere den dag.

Men søndag fik vi besøg af Ms forældre, og så gik han ellers i gang med projektet sammen med sin far.
D var aktiv hjælper. Han elsker at være ”arbejdsmand” og fulgte dem i hælene hele dagen.

På et tidspunkt rendte D rundt med en blyant bag øret. Jeg undrede mig over, hvor han mon havde set det, for det har jeg aldrig set M gøre det. Svaret på spørgsmålet var: "det gør de i Byggemand Bob." Nå ja, selvfølgelig! Det kunne jeg da have sagt mig selv :-)

3 generationer arbejder.
(Træet bliver malet til foråret. Det er meningen, at det skal have samme farve)

Arbejdsmændene nåede en del, men blev desværre ikke at blive helt færdige med siderne. De mangler en enkelt (hvor porten er) + ekstra kanter på et skur i forlængelse af garagen.
Men desværre skulle der jo komme regn fra i morgen, så projektet er pt. på standby.


D og Farfar arbejder

Og hvad har jeg så lavet? Jo, jeg har jo været husmor! Jeg har serviceret det arbejdende folk med formiddagskaffe, middagsmad, eftermiddagskaffe og aftensmad. Ikke de mest spændende opgaver, men alligevel en meget vigtig del af at få en arbejdsdag til at "spille". Jeg fik da også lige sneget en kage ind, som vi fik til eftermiddagskaffe. Opskrift følger.

Og L tullede rundt og underholdt Farmor det meste af dagen. Det hyggede de sig vist også med...

Så alt i alt en god weekend :-)

lørdag den 15. oktober 2011

fredag den 14. oktober 2011

Efterårsferie? Hvem, mig?



Vi holder ikke efterårsferie i næste uge. Jeg ville ellers gerne, men jeg mener, at så længe vi ikke har skolebørn, så er der ingen grund til at holde ferie i uge 42, når der er så mange andre, der gerne vil det. Derfor udskyder vi vores efterårsferie et par uger.

I eftermiddag er der ellers blevet efterårshygget i haven. Vi gik og ventede på en tømrer, der skulle komme forbi med gode råd til M angående restaurering af vores garagetag. Indtil han kom, fik vi fejet lidt blade sammen og diverse andet forefaldende arbejde, mens børnene legede.

En rigtig hyggelig eftermiddag. Nu vil vi så afslutte dagen med Disney Sjov, Vild med dans og ikke mindst Live fra Bremen.

Jeg ønsker alle jer med ferie en rigtig god efterårsferie!

Nye kagebøger

Billedkvaliteten er desværre ikke så god. M har udlånt vores kamera, så det er taget med mobilos


I sidste uge fik jeg disse bagebøger med hjem til samlingen.

Den nyeste kagebog fra Amo. Denne gang med juleopskrifter. Den skulle jeg bare have, da jeg synes de andre 3 kogebøger fra AMO er rigtig gode. Jeg tror også, der er flere af opskrifterne, jeg skal have afprøvet i forbindelse med julen i år.

Og så lykkedes det mig endeligt at få fat på ”The Hummingbird bakery kagebog” på dansk! Jeg har længe ledt efter den, så lykken var stor, da jeg fik fat i det sidste eksemplar i den lokale Føtex.

Og den skuffer bestemt ikke! Nu har jeg ikke prøvet nogle af opskrifterne endnu, men sjældent har jeg set en kagebog med så mange indbydende opskrifter! Så nu glæder jeg mig til næste gang, der er en anledning til at bage kage. :-)

God weekend til jer alle derude…

torsdag den 13. oktober 2011

Lækre æbleboller

Før de kom i ovnen

Og efter de kom ud af ovnen.


I forbindelse med Ls fødselsdag, havde vi en dag besøg af Ls dagplejer + børn. I den anledning havde jeg bagt disse lækre boller. Bollerne indeholder æbler, så det er et god måde til at få brugt lidt af de mange æbler, som mange har liggende lige nu.

Jeg fik 29 stk. ud af en portion, men jeg havde også lavet bollerne mindre end jeg normalt ville gøre, da det var til små gæster.

Ingredienser:
50 g gær
2 dl. vand
2 tsk. salt
2 tsk. sukker
2 dl. A38
2 æg
2 dl. havregryn
2 store revne æbler
600 g. mel

Gæren opløses i det lunkne vand. Salt og sukker røres i, og de andre ingredienser tilsættes og æltes igennem. Dejen efterhæver i 30 minutter, eller til den har dobbelt størrelse.
Dejen skal være godt klistret og placeres på pladen med en ske.

Pynt med havregryn.

Bages 20-25 min. v. 200 grader

Put evt. kanel, rosiner og nødder i (det har jeg aldrig prøvet)

onsdag den 12. oktober 2011

Det er ved at være længe siden....

Det har været småt med bloggeriet her på det sidste. Jeg læser stadig ivrigt med i alle de dejlige blogs, der findes i blogland, men egne indlæg har det, desværre, været småt med.

Jeg synes ikke, tiden og overskuddet er der for tiden. Håber snart det vender tilbage.

Men I skal da ikke snydes for nogle stemningsbilleder fra i dag:

På vej vej hjem fra børnehaven

Efter børnehaven fandt vi en mark, hvor der blev høstet majs. Det var et stort hit!