Viser opslag med etiketten Aftensmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aftensmad. Vis alle opslag

onsdag den 23. oktober 2013

Shrek pandekager....



....blev disse pandekager døbt herhjemme i går.

Aftensmaden bestod nemlig af disse grønne pandekager med hakket oksekød, salat, agurk, tomat, majs og revet ost. Opskriften er inspireret af Twin food tilsat spinat, så dejen fik den fine grønne farve.
De var et stort hit hos børnene, og specielt D (som er temmelig kræsen) spiste væsentligt mere, end han har gjort i lang tid til aftensmad.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 20 stk. store pandekager

6 æg
ca. 1 liter mælk (opskriften siger 9 dl, men jeg tilføjede lidt ekstra, da jeg synes, dejen var for tyk)
2 tsk. salt
200 g. groft rugmel
200 g. hvedemel
ca. 250 g. hk. spinat (optøet og vredet for væske)

Alle ingredienser røres sammen i en skål med et piskeris eller piskeren på røremaskinen, som jeg brugte.

Da der ingen fedtstof er i dejen, tilføjede jeg en lille klat oliemargarine ved stegningen af hver pandekage.


Follow on Bloglovin

fredag den 5. april 2013

Påsken 2013

Jamen se nu der! Der kommer lige et indlæg... jow jow lidt har jo også ret, for det er jo længe siden sidst, I know. Men jeg vil gerne dokumentere sidste uges påskeferie, som på mange områder var ganske hyggelig, og så må jeg jo til tasterne.

Jeg startede ferien med at tage de to store børn med en tur til Odense for at besøge en veninde fra gymnasiet, som har jævnaldrende børn. Udover at hygge med flere af veninderne fra gymnasiet, havde turen også et andet formål; nemlig at få nogle skoldkopper med hjem! Jeg har ellers ikke tidligere ville opsøge sygdommen, fordi den jo nok skulle komme af sig selv fra daginstitutionerne, men altså det er jo så ikke sket endnu. Og D fylder snart 6, så jeg synes egentligt, det er ved at være på tide at få det overstået. Og skulle det ske, mens jeg stadig er på barsel, ville det bare være fino. Men lad os nu se. I morgen er det 14 dage siden, og vi har ikke set så meget som en plet endnu, såå....

Om søndagen var hele familien en tur i svømmehallen sammen med resten af Horsens (hmm..). Det var kun 2. gang, F var med i svømmehallen, men hun stornød det alligevel. Det er så dejligt at se, hvordan de 3 søskende, alderforskellen til trods, nyder at være sammen og nyde det våde element.

Mandag-onsdag var M på arbejde, så jeg havde allieret mig med nogle legekammerater for at D og L ikke skulle ende i totterne på hinanden! Det var primært legekammerater til D, da L kun lige et begyndt på det der med legeaftaler. Men nu er sagen den, at L, lige siden hun blev født, har troet, at hun er ligeså gammel som D, så hun holder sig bestemt ikke tilbage! Og heldigvis er D og hans kammerater gode til at tage hende med i legen. Så vi havde 3 rigtig hyggelige dage. Både med legeaftaler, men vi fik også tid til at nyde det dejlige vejr bl.a. med en tur på en legeplads i byen.

Helligdagene blev brugt på et besøg hos hvert sæt bedsteforældre, en tur i Legelandet i Vejle sammen med gode venner for derefter at afslutte ferien med at tage en tur i Bygholm Park i Horsens.

Hvorfor vi aldrig er taget i Bygholm Park før, begriber jeg ikke. Det ligger jo så tæt på. Altså M og jeg har da gået igennem mange gange, men efter vi har fået børn, har vi ikke tænkt på at tage derind. Aner ikke hvorfor, for det var bare den dejligste dag. Nu gjorde det fantastiske vejr jo også det hele meget mere idyllisk, men altså vi hyggede os max med at fodre ænder (og gæs! -dem var jeg nu ikke så pjattede med. De hvæsede af mig. Hvad sker der for det?). Derudover er der en supergod legeplads med forhindringsbane, træningsredskaber, svævebane, labyrint, vipper, gynger og meget mere.

Er det tid til billedspam, siger du? Ok...

Tju hej hvor det går...

Så er den lille familie på tur



Armen det er jo smukt, hva'?

Og så skulle der fodres ænder


Ænder på glatis havde høj underholdningsværdi. De skøjtede jo rundt efter maden.

Og så de f...... gæs! De er da nogle hidsige bæster sådan nogle, er de ikke?

Der blev brugt lang tid på forhindringsbanen.
Der er bl.a. en lang række bomme, som der gik sport i at forcere hurtigst muligt for D.


"Løbebåndet" på legepladsen


L skulle også slå kolbøtter, men der skulle lige lidt hjælp til.


Til sidst kom hun dog også rundt.

Dagen blev afsluttet med hjemmelavede pizzaer. Og det kom der dem her ud af:

Ls hjertepizza

Ds traktorpizza

fredag den 5. oktober 2012

Vildtgryde



Vi har for nyligt fået denne lækre og velsmagende vildtgryde. Opskriften er fra sidste uges Bilka reklame og lyder som følger:

4 personer

Ingredienser:
Ca. 400 g. vildtkød i tern
3 stk. gulerødder
250 g. champignon
150 g. bacon i tern
150 g. cocktailpølser
2 dl. rødvin
1 dl. fond eller bouillon (jeg brugte 1 dl. kalvefond)
2 dl. piskefløde (jeg brugte en blanding 18 % piskefløde og 7 % Cremefine. Og brugte en sjat mere end 2 dl.)
1-2 spsk. bærgelé (jeg brugte ribsgele)

Fremgangsmåde:
De skrællede gulerødder skæres i tern og svitses i lidt smør sammen med bacon og de rensede champignoner. Lad det stege under omrøring i nogle minutter. Vildtkødet i tern brunes i smør i en gryde og krydres med salt og peber. Hæld bouillon og rødvin ved og tilsæt de blandede, svitsede grøntsager og bacon med kødet og tilsæt fløden. Lad det småkoge i 45-50 minutter. Tilsæt cocktailpølserne. Smag evt. til med lidt gelé.

Jeg serverede kartoffelmos og en frisk blandet salat til.

Note: Gryderetten har en meget kraftig smag, så der kan sagtens tilsættes mere fløde end angivet (som jeg gjorde) eller evt. lidt mælkejævning, for at gøre den mere fedtfattig.

lørdag den 1. september 2012

Hjemmelavet pizza



Hjemme hos os får vi ofte hjemmelavet pizza. Både fordi det er noget, børnene kan lide, men derudover er det også en ganske fin måde at få brugt diverse rester på.

I går var der så igen pizza på menuen. Jeg bruger altid den samme opskrift til dejen, da den er nem og hurtigt, og jeg synes, den giver et godt resultat:

350 g mel (jeg blander gerne hvedemel og én eller anden type fuldkornsmel f.eks. 200-250 g. hvedemel og resten fuldkorn).
2 dl. lunken vand
25 g. gær
1 tsk. salt
2 spsk. olie

Opløs gæren i den lunkne vand og tilsæt de resterende ingredienser. That's it! Jeg bruger gerne røremaskinen, så tager det ikke mange minutter.

Gårsdagens eksempler (som ses øverst) blev f.eks. med rester af suppehorn og diverse grøntsager.
Vi fik brugt alle vores rester og børnene fik noget, de kunne lide til aftensmad. Ren win-win!

Den hurtigt rørte dej. Denne gang bestående af 250 g. hvedemel og 100 g. fuldkorns speltmel