Viser opslag med etiketten Månedsplan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Månedsplan. Vis alle opslag

mandag den 1. december 2014

I december vil jeg


Julepynten er kommet op. Her har D sørget for en "God jul" hilsen i vinduet. Jeg synes, det er fantastisk og yderst charmerende, så det bliver lige stående lidt endnu. :-)

Jeg nåede næsten alle de ting, jeg gerne ville i november. De eneste ting fra listen, som vi ikke nåede, var at samle en reol til Fs værelse, blive helt færdige med at beskære frugttræer + planlægge julesmåkagerne. Men det når vi nok! Det er en dejlig følelse at kunne se tilbage på listen og sætte flueben ved (næsten) samtlige punkter. Jeg vil derfor fortsætte med en månedlig liste over den kommende måneds gøremål og arrangementer. Både for at have noget at se frem til, men også for at kunne se tilbage på måneden og glædes over det ting, vi rent faktisk nåede.

December måned bærer selvfølgelig præg af julehygge, så i december vil jeg:
  • Se L gå Lucia til børnehavens juleafslutning
  • Genoptage kontakten til Ds jordemodergruppe, som jeg ikke har mødtes med i mange år. I går inviterede en af pigerne pludseligt, så vi skal mødes til julehygge
  • Fejre min fars fødselsdag
  • Have besøg af gode venner og deres børn til julehygge
  • Mødes med Fs mødregruppe en aften (uden børn) til julehygge
  • Mødes med Ls mødregruppe på café
  • Tage L + D en tur til Horsens, hvor vi skal gå rundt og se på masser af nisser og køre med juletoget.
  • Nyde en fridag sammen med alle 3 børn d. 23. dec. Hvad vi finder på, ved jeg endnu ikke.
  • Bage pebernødder sammen med børnene
  • Lave konfekt sammen med børnene.
  • Fejre jule sammen med hele Ms familie hos hans bror + familie. Jeg har det lidt ambivalent mht. ikke at skulle holde jul derhjemme. Men for pokker jeg glæææder mig til ikke at skulle stå med hovedansvaret for julemiddagen og hele arrangementet.
  • Holde nytår sammen med gode venner og deres børn. Igen, skal vi ikke være værter i år. Det skal nydes..
  • Holde julefrokost sammen med min familie 2. juledag, som vi gør hvert år.
  • Holde FRI 1. juledag. Og med fri mener jeg, at vi forsøger at holde 1. juledag hellig, så den bliver brugt i nattøj, hvor vi spiser, når vi har lyst, og så bruger vi ellers dagen på at lege med alle de nye gaver.
  • Måske en tur på julemarked. Der afholdes marked på et stort gods ikke så lang herfra. Vi har aldrig været der, men jeg vil gerne prøve at besøge stedet.

Follow on Bloglovin

fredag den 31. oktober 2014

I november vil jeg

Jeg læser med glæde bloggen Valdemarsro, og et af de faste månedlige indlæg er en oversigt over planer for den kommende måned. Da jeg elsker lister, har jeg nu besluttet at tage idéen til mig, så jeg også fremover til lave en sådan liste, og dermed have en oversigt over alle de dejlige ting, jeg kan se frem til.

So here goes..

I november vil jeg:
  • Starte med at fejre min eneste nevøs 18 års fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at han allerede er så stor. Jeg forventer, at han stolt kan fremvise et kørekort på dagen (som er i morgen)
  • Have en hyggedag med brunch og leg i Monky Tonkyland i Lalandia sammen med børn og forældre fra Ds 1.A.
  • Mødes til kaffehygge med Fs mødregruppe. Vi forsøger at mødes ca. hver anden måned. Denne gang med børn. Der er 6 voksne og 8 børn, så der skal nok blive gang i den :-)
  • Deltage i det lokale julemarked, hvor jeg er ansvarlig for at arrangere en bod sammen med de andre forældrerepræsentanter fra skolebestyrelsen. Vi skal samle penge ind til en ny legeplads på skolen ved at sælge ting produceret i skolen SFO og børnehave sammen med nogle af børnene. Jeg glæder mig :-)
  • Deltage i juletræsfest i den lokale sognegård
  • Lave adventskrans/-dekoration
  • Planlægge hvilke julesmåkager, jeg vil bage sammen med børnene i år
  • Få købt alle gaver til pakkekalenderne. Planlægger et besøg på www.pakkekalender.dk
  • Tage på café med en veninde en hverdagsaften. Vi har planer om at finde en dag, så i november skal det være!
  • Beskære frugttræerne
  • Flytte en stor fin buksbom til en krukke, så der kan komme julelys på den udenfor vores vindue i december
  • Få M til at samle en rumdeler til Fs værelse
  • Tag på en kærestetur med M med overnatning. Vi har et gavekort på et hotelophold liggende, som udløber d. 1/12, så man skulle da være et skarn, hvis det ikke skulle bruges!
 
Follow on Bloglovin