Viser opslag med etiketten Kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kager. Vis alle opslag

onsdag den 3. februar 2016

Lækre fastelavnsboller med creme og remonce


I weekenden bagte jeg årets fastelavnsboller. Det meste af tiden sammen med L, der, ligesom jeg, også synes, det er rigtig hyggeligt at bage. Jeg afprøvede i år en ny opskrift (bare fordi), selvom jeg ellers allerede havde fundet min favoritopskrift. Opskriften er fundet hos Valdemarsro, og resultatet blev utroligt lækkert. Bollerne er fyldt med BÅDE creme og remonce (I like), og selv efter 2 dage var de stadig rigtig lækre og ikke det mindste tørre, også selvom de ikke var blevet lunet i ovnen.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den, da jeg lavede flere ændringer i forhold til den oprindelige opskrift.

25-30 stk. (store)

Ingredienser:
Dejen:
3 dl. mælk
4 æg
200 g. smør
100 g. sukker
2 dl. grahamsmel
Ca. 12 dl hvedemel
50 g. gær
2 vaniljestænger
2 tsk. kardemomme
1 tsk. salt

Remonce
200 g. sukker
200 g. marcipan
200 g. smør
2 tsk. kanel

Creme
2 vaniljestænger
2 æg
40 g. sukker
4 spsk. maizenamel
5 dl. mælk

Glasur af flormelis, kakao og vand
Evt. pynt med krymmel

Fremgangsmåde:

Dejen
Lun mælken i en gryde til det er ca. 45 grader varmt. Tag gryden af varmen og rør smørret deri. Når smørret er smeltet (og temperaturen er ca. 37 grader), opløs gæren deri og rør rundt. Skrab vaniljekornene ud af stængerne og knus vaniljekornene sammen med lidt sukker for at frigøre vaniljekornene. Bland grahamsmelet i en skål med vaniljekornene, resten af sukkeret, salt og kardemomme. Hæld de tørre ingredienser i gryden sammen med æggene. Rør godt rundt. Tilsæt derefter hvedemel, lidt efter lidt indtil dejen har en tilpas konsistens. Ælt dejen godt (jeg brugte røremaskinen). Dejen skal være smidig og blød uden at klistre til hænderne. Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over i 30-45 minutter.

Creme
Pisk æg, sukker, maizena og vaniljekorn godt sammen i en skål. Varm mælken i en gryde til omkring 60 grader og hæld den over i æggeblandingen i skålen. Rør det hele sammen og hæld blandingen tilbage i gryden. Varm blandingen op mens der piskes med et piskeris, indtil cremen bliver tyk og perfekt i konsistensen. Lad herefter cremen køle af.

Remonce
Ælt sukker og marcipan sammen og pisk derefter hurtigt smør og kanel i med en elpisker indtil massen er helt samlet.

Når dejen er færdig med at hæve, rulles den ud i en stor firkant, lidt under ½ cm tykt, og skæres ud i firkanter a ca. 10×10 cm. På hver firkant lægges 1 spsk. remonce og 1 spsk. creme. Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet, klem dejen godt sammen i samlingerne og udglat samlinger og sprækker, så fyldet ikke flyder ud. Læg dem på en bagepladen med bagepapir og samlingen nedad.

Lad fastelavnsbollerne hæve igen i omkring 30-45 minutter under et rent viskestykke. Det er vigtig at overholde hævetiden, da sandsynligheden for at de sprækker i ovnen dermed reduceres.
Når de er hævet færdigt, pensles de med mælk og sættes i en 175 grader varm ovn, hvor de bages i omkring 15-20 minutter.

Lad fastelavnsbollerne køle lidt af på en rist og pynt de afkølede fastelavnsboller med glasur og evt. krymmel.

Prøv dem. De er vildt lækre!

Follow on Bloglovin

onsdag den 21. oktober 2015

Koldthævede kanelsnegle



I fredags var det min tur til at have morgenbrød med på jobbet. Jeg besluttede mig for at forkæle mine kolleger lidt med kanelsnegle. Men altså, jeg har ikke ligefrem tid til at bage snegle fra bunden af om morgenen, så jeg syntes, det var en alletiders anledning til afprøve den opskrift på koldthævede kanelsnegle, som jeg længe har haft liggende.

Jeg lavede sneglene mindre, end jeg ellers ville have gjort, da vi er mange kolleger, så jeg fik 27 stk. af en portion. Men jeg tænker en 16 stk. vil være passende (selvom den oprindelige opskrift siger 12 stk.).

Generelt er jeg stor fan af koldthævet brød. Det er bare så fedt, at kunne få friskbagt brød om morgenen uden at røre en finger (næsten), og jeg synes også, at denne opskrift gav et lækkert resultat. Så jeg glæder mig til at servere dem næste gang, jeg skal have brunchgæster.

16 stk.

Ingredienser
1½ dl. mælk
15 g. gær
2 æg
50 g. smeltet smør
½ tsk. vaniljepulver
1 tsk. salt
475 g. hvedemel

Remonce:
100 g smør
100 g. sukker
2 tsk. stødt kanel

Fremgangsmåde
Rør gæren ud i mælken og tilsæt æg, smeltet smør, vanillepulver og salt.
Vend hvedemelet i og ælt godt, indtil dejen er blank og smidig.

Bland remoncen ved at røre blødt smør, sukker og kanel godt sammen.

Rul dejen ud til et rektangel (ca. 20 x 35 cm. Jeg rullede 22x55, fordi jeg ville have mange små snegle) på et meldrysset bord. Dejen skal ikke hæve først, så remoncen smørres efterfølgende på dejen og den rulles sammen til en roulade.

Skær rouladen i 16 tykke snegle, som sættes med et par centimeters mellemrum i et ildfast fad beklædt med bagepapir.

Dæk fadet til med stanniol og lad det hæve i køleskabet natten over.

Dagen efter bages sneglene ved 200 grader i 20-25 minutter til de er gyldne og gennembagte.

Pynt med glasur (og evt. frysetørret bær), når kagerne er afkølede.

Inden de kom i ovnen så de sådan her ud:




Follow on Bloglovin

torsdag den 8. oktober 2015

Små glimt




Så gik der igen alt for lang tid uden blogindlæg, og så er det altså svært at komme i gang igen, fordi jeg har alt for meget, jeg gerne vil fortælle. For at blive bare en smule opdateret, har jeg besluttet mig for at lave en indlæg med små glimt.

So here goes:


F smed sutten sidste weekend uden de store problemer. Lidt afsavn har der været hver aften ved sengetid siden ("Jeg eeelsker mine sutter"), men hun er så træt, at det heldigvis ikke varer længe, inden hun falder omkuld. Vi hyggede os på Søndermarkens skovlegeplads i Vejle, hvor sutterne blev afleveret til suttetræet.



Efter sutterne var afleveret hyggede vi med leg på legepladsen.



Lille Ninus bliver større og større, men er stadig ligeså kær. Og selvom han jo var Ls fødselsdagsgave, er vi alle helt pjattede med ham.



I lørdags fik jeg en uventet alenedag med L., mens M havde taget D + F med hjem til sine forældre for at køre traktor. Der er ikke noget bedre end alenetid med et af børnene, så vi hyggede til den store guldmedalje. Vi fik bl.a. gjort Ninus’ bur rent, købt lidt ind hvor hun fik narret mig til lidt ekstra pynteting til hende, og så så vi Rapunzel på fjernsynet mens vi spiste pizza til aftensmad. Ren tøsehygge :-)


I fredags holdt vi Ls 6års fødselsdag for pigerne fra klassen. De fik en Violetta kage, da de ankom om eftermiddagen efterfulgt at gaveudpakning, hvorefter det ringede på døren, og der lå et brev fra sliktyvene, som har stjålet deres Disneysjov slik = skattejagt. Det lykkedes heldigvis at finde slikposerne igen ;-)

Derefter fri leg, hjemmelavet pizza til aftensmad og fra kl. 19 var forældrene velkomne til at komme og få et glas et eller andet og snakke, mens pigerne så Disneysjov – og spiste forældrenes snolder.


For nyligt fik vi sat støttehjulene på Fs cykel. Det var vist på høje tid, for hun har stort set ikke forladt den siden :-)

I denne uge har der været 2 specielle events på skolen. I mandags, d. 5.10. var det den såkaldte "Lærernes dag". En dag, der ikke tidligere har været markeret, men da jeg sidder i Skolebestyrelsen, besluttede vi os i år for at markere dagen som "Medarbejdernes dag". Det betød bl.a. at alle medarbejderne blev forkælet med rundstykker i et frikvarter om formiddagen. Skolelederen havde tilbudt sig som gårdvagt, hvor han fik styr på alle børnene og ledte dem i skolens idrætshal, så personalet ikke kunne finde dem, da de kom tilbage fra frikvarteret.

I hallen havde alle vi forældre i Bestyrelsen + 6 andre forældre bagt kage, som eleverne overraskede personalet med, mens de gav hjemmelavede tegninger og breve til nogle af lærerne, hvis børnene ønskede det.


Og i går holdt SFO'en forældrekaffe, hvor personalet havde bagt kager sammen med børnene. Hensigten var at sælge kagerne til forældrene og samle ind til Børnetelefonen i forbindelse med "Bag for en sag". Et rigtig godt initiativ, synes jeg, for det gav også anledning til at snakke om, hvad den der Børnetelefon mon er for noget, og hvorfor der er brug for den.


Follow on Bloglovin

fredag den 4. september 2015

Daim islagkage


Så nåede vi den første efterårsmåned. Som jeg vist har nævnt temmelig mange gange, er efteråret en af mine yndlingsårstider, så jeg glæææder mig til at nyde det specielle lys og de flotte farver og ser frem til mange tørre (!) og smukke efterårsdage, hvor vi får mulighed for at komme ud og nyde naturen.

Måske er det ikke ligefrem højtid for is (eller jo, det er da altid istid, ik’?), men alligevel vil jeg gerne dele opskriften på den her lækre islagkage.

I den oprindelige opskrift skal der jordbær på toppen, men alt frisk frugt kan bruges. Og som I kan se på mine billeder, blev det til blåbær og jordbær sidst jeg lavede den.

Jeg har nu 3 gange lavet den, og hver gang er resultatet bliver super lækkert, så nu er det vist på høje tid, at den kommer på bloggen.
Jeg har tager udgangspunkt i denne opskrift, men har tilpasset den efter min egen smag. Dvs. mængden af is er øget med ½ gang ift. den oprindelige opskrift. Derfor kommer er opskriften på 2 islagkager (så mængden på is er 3 gange oprindelig opskrift).

Jeg skriver opskriften, som jeg laver den. 

Ingredienser til 2 stk. islagkager:

Bund
6 æggehvider
300 g sukker
300 mandler
lidt smør

Is
9 past. æggeblommer
300 g sukker
9 dl piskefløde
10 plader Daim 

Frisk frugt i passende mængder

Fremgangsmåde:

Bund
Pisk æggehviderne næsten stive, og kom så sukkeret i lidt ad gangen, imens der piskes, indtil massen er helt stiv. 

Hak mandlerne i en minihakker eller lignende, så det næsten bliver til mandelmel, og rør det i marengsen. Smør en springform (24 cm) med lidt fedtstof, og fordel mandelmarengsen i formen (jeg klipper bagepapir ud i passende størrelse og ligger det i bunden) 

Bag den i ca. 30 minutter ved 175 grader. Lad bunden køle helt af, inden isen kommes på.

Is med Daim
Pisk æggeblommer og sukker til en luftig masse. Pisk fløden til flødeskum, og vend det sammen med æggemassen. Hak Daim groft, og rør det i isen. 

Kom isen oven på den afkølede bund, dæk den til, og kom den i fryseren i mindst 4 timer, eller natten over.

NB: Islagkagen smelter forholdsvis hurtigt, så tag den ikke ud af fryseren alt for længe før, du skal bruge den.


Follow on Bloglovin

onsdag den 22. april 2015

Chokoladekage med kokos-karamel topping


I anledningen af min fødseldag tilbage i marts, skulle mine kolleger, traditionen tro, forkæles med kage. Jeg valgte at afprøve en opskrift på en chokoladekage med en sprød kokos/karamel topping, som viste sig at være en usædvanlig lækker sag.
Chokoladekage (min favoritkage) med karameltopping - what's not to like?
Jeg gav den en smule længere tid i ovnen, end opskriften angiver for at få toppingen ekstra crispy. Det blev den ikke dårligere af.
Opskriften er fundet hos her, og jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.
Mængden passer til en stor bradepande str. 40x32

Ingredienser

Kagen
300 g. smør
8 æg
700 g. sukker
10 spsk. kakao
4 tsk. vaniljesukker
320 g. hvedemel
2 knivspidser salt

Kokos-karamel topping
340 g. sukker
2 dl. lys sirup
150 g. smør
3 dl. piskefløde
360 g. kokosmel

Fremgangsmåde
Smelt smørret.
Pisk æg og sukker luftigt i en stor skål og tilsæt det smeltede smør til blandingen.
Bland de tørre ingredienser i en anden skål og vend blandingen forsigtigt i dejen,
Fyld dejen i bradepanden og bag kagen i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.
Imens kagen er i ovnen laves kokos-karamel toppingen.
Kog smør, sirup og sukker op.
Tag gryden af panden og tilsæt fløden.
Tilsæt til sidst kokosmelet.
Tag kagen ud af ovnen og fyld toppingen på kagen.
Bag kagen yderligere 10 minutter ved 200 grader.

Netop kommet ud af ovnen

Follow on Bloglovin

tirsdag den 20. januar 2015

Lækker banankage fra Valdemarsro

Jeg har bogen "Opskrifter og små glimt af hverdagslykke" fra Valdemarsro stående på kogebogshylden. Bogen er fyldt med flotte billeder og lækre opskrifter (formoder jeg), som jeg glæder mig til at afprøve.
For nyligt bagte L og jeg en banankage fra bogen, som blev rigtig lækker. Jeg sværger ellers til mit amerikanske bananbrød som yndlings chokoladekage, men den her kage kandiderer også til en favorit, da den er dejlig svampet og smager kraftigt at banan. Eneste minus er den forholdsvis store mængde fedtstof, men jeg har tænkt mig at eksperimentere med at reducere mængden, når jeg skal bage kagen igen.
Inden kagen kom i ovnen...
....og efter
Ingredienser:
150 g. blødt smør
5 meget modne bananer, mosede
Kornene fra 1 vaniljestang
180 g. sukker
150 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
4 æg
40 g. hakkede valnødder*
60 g. mørkt chokolade
Evt. smør til formen
150 g. chokolade til overtræk
Fremgangsmåde: 
Skrab kornene fra vaniljestangen ud og skil dem med lidt sukker på et skærebræt. Kom halvdelen af sukkeret i en skål sammen med vaniljen og smøret og pisk det sammen.
I en anden skål piskes æg og den anden halvdel af sukkeret til en luftig æggesnaps, hvorefter indholdet af begge skåle blandes sammen.
Rør bagepulveret ud i melet og rør det i dejen.
Vend de mosede bananer, hakkede valnødder og hakket chokolade i dejen.
Fyld dejen i en springform, som min. er 20 cm. i diameter (enten smurt eller med bagepapir, som jeg gjorde), og bag den ved 175 g. varmluft i 45 minutter.
Kagen kan evt. pyntes med smeltet chokolade, hvilket jeg dog ikke gjorde.
*Jeg brugte hasselnødder i manglen af bedre. Det fungerede fint.
Imens L og jeg bagte kage, samlede M, D og F den rumdeler, der var på min november to do liste ( min december liste. Ahrmm...):

Follow on Bloglovin

Nytårskagen 2014 - 4-lags iskage




Vi fejrede nytårsaften hos nogle venner med jævnaldrende børn. Vi har holdt nytår sammen de sidste 5 år (tror jeg), så selvom det ikke er en fast tradition, så er det efterhånden ved at blive det. Børnene forventer det ihvertfald, men vi aftaler det dog først, når vi begynder at nærme os december. Og det står alle frit for at vælge noget andet.

Traditionen er at værterne sørger for hovedretten (og evt. forret), mens gæsterne medbringer desserten.  Dvs. vi (læs: jeg) skulle stå for desserten i år (eller sidste år, er det vel nærmere). Yeah!

Jag valgte at afprøve en opskrift, jeg har fundet hos idényt, og jeg må sige, at resultatet blev rigtig lækkert. 



Iskagen består af 4 lag: 2 lag is, et lag marengs og et lag marcipanbund. Det øverste lag is smeltede dog lidt hurtigt, men jeg tror, det skyldes, at jeg valgte at køre det på ismaskinen, hvilket jeg ikke skulle have gjort (mere om det længere ned). Men kagen gled ned med stor tilfredshed hos næsten alle børn og voksne. Det ene barn, som ikke var begejstret, kan generelt ikke lide kage, så det tæller ikke ;-)

Kagen bliver ret høj, for høj til en almindelig springform. Og da det ikke lykkedes mig at skaffe noget konditorplast på daværende tidspunkt, opfandt jeg en løsning med dobbelt bagepapir og gaffertape. Ikke kønt, men det virkede!



Opskriften lyder som følger:
(12-16 stykker kage)

Ingredienser:
Marcipanbund
125 g smør
125 g sukker
125 g ren rå marcipan
3 æg 
2 spsk. hvedemel

Marengs
100 g ren rå marcipan, revet
100 g flormelis
2 æggehvider

Skovbæris
300 g frosne skovbær
1 dl flormelis
4 æggeblommer
3 1/2 dl piskefløde

Hvid chokoladeis
200 g hvid chokolade
4 æggeblommer
3/4 dl sukker
1 stang vanilje
4 dl piskefløde

Pynt
Bær, gerne forskellige

Fremgangsmåde:

Marcipanbund: Rør smør, sukker og marcipan blødt og cremet. Pisk æggene i et ad gangen og rør dernæst melet i. Fordel dejen i en smurt meldrysset springform ca. 24 cm i diameter. Bag marcipanbunden i ca. 25 min. ved 175 grader og afkøl på rist.

Marengsbund: Findel marcipan og 75 g flormelis i en foodprocessor eller multihakker. Pisk æggehviderne stive, pisk risten af flormelissen i og vend marcipanblandingen i. Smør marengsen ud på et stykke bagepapir, så bunden får samme størrelse som marcipanbunden. 
Bag marengsbunden ved 125 grader i ca. 1 time og afkøl på rist. 

Skovbæris: Findel de frostne bær i en foodprocesser eller multihakker med flormelis og æggeblommer, så det får konsistens som softice. Pisk fløden til flødeskum og vend bærrene i. Kom marcipanbunden tilbage i springformen og kom skovbærisen oven på. Sæt den i fryseren til isen er næsten stivnet.*

Hvid chokoladeis: Smelt den hvide chokolade over vandbad. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn luftigt og rør den smeltede chokolade i. Pisk fløden til skum og bland med chokoladecremen. Læg marengsen oven på skovbærisen og slut af med hvid chokoladeis. Sæt isen i fryseren til den er fast og skærbar. **Pynt med friske bær.

*Jeg kørte isen på ismaskinen i 45 minutter, hvilket gav en rigtig lækker konsistens.
**Jeg kørte også denne is på ismaskinen, hvilket IKKE var en god idé. Den hvide chokolade stivnede hurtigere end flødemassen, hvilket betød at isen kom til at bestå af små stykker hvid chokolade, og ikke en fast konsistens. Det betød intet for smagen, men det resulterede i, at massen smeltede hurtigere end skovbærisen.

Nytårskagen 2014. I dagens anledning også med guldglimmer på toppen.


Follow on Bloglovin

torsdag den 6. november 2014

Halloweenfest 2014

I fredags var vi til Halloweenfest i Ls børnehave. Festen var udelukkende arrangeret af frivillige forældre, uden tilstedeværelse af de ansatte og afholdtes udenfor børnehavens lukketid. Tidligere har jeg også været med til at arrangere festen, men i år deltog jeg ”kun” som forælder og havde planer om "bare" at slappe af og nyde. Dog havde jeg meldt mig som kagebager, men mere om det senere.

Vi havde alle 3 børn med, og jeg var på forhånd spændt på, om det nu også ville være muligt for os at føre en samtale og hygge os med de andre forældre, uden at én af os konstant skulle sørge for at F ikke lavede ulykker, for når man nu er en typisk 2 årig, der kravler op og piller i alt det ”forbudte”, kan det godt være svært. 

Men vi var heldige, for én af Ls veninder har en storesøster med, som er helt pjattet med F. Hun har også tidligere spurgt, om hun må passe hende, men da hun kun går i 4. klasse, synes jeg måske det er lige tidligt nok. Men vi havde simpelthen barnepige på F denne aften! Yderst fornemt, må man sige...Ikke fordi vi bad hende, altså storesøsteren, om det, men hun ville så gerne, og både hun og F nød det til fulde. Og det gjorde vi også :-) Dermed havde vi også lidt mere overskud til L, for det var jo egentligt ”hendes” fest.

Børnene (og forældrene) måtte gerne komme udklædte. L tog imod tilbuddet, D nægtede og lille F fik ikke tilbuddet, og det virkede hun til at være helt ok med.

L kom som skelet:



Aktivitetsudvalget havde pyntet fint op:



Vi startede med græskarudskæring:

Her er L og jeg i fuld sving. Ok, det er mest mig, men altså vi hyggede os alligevel, ik'?


Det kom der denne fine fyr ud af, bemærk hjerteørerne:



Derefter blev der leveret pizza fra den lokale pizzamand. Børnene blev spist af (hvilket tog ca. 5 minutter), hvorefter der var fri leg, mens forældrene kunne blive færdig med at spise og hyggesnakke imens.

Senere var der kagebord, hvor frivillige forældre havde bagt kage, mig selv inklusiv.
Jeg ville gerne gøre lidt ud af det, og havde besluttet mig for at kaste mig ud i en fondantkage igen. Det skulle dog være en meget simpel en af slagsen, da det var meget lang tid siden, jeg havde arbejdet med fondant sidst + jeg havde ikke tid til at afsætte flere dage til projektet.

Det kom der denne kage ud af:

Kagen bestod af ”min” banankage splittet i 2 lag + en chokoladekage som det midterste lag. Kagen blev smurt op med 1:1 chokoladeganache + jeg lagde et tyndt lag ganache mellem lagene for at holde dem sammen. Chokoladekagen er en opskrift, som jeg har bagt adskillige gange. Den er simpel og smager super godt efter min mening. Opskriften findes her, ellers så skriver jeg den sidst i dette indlæg.

Fondanten endte selvfølgelig med at drille en del. Jeg laver selv MMF (Marshmallow fondant), men jeg har ikke så meget føling med det mere, så jeg endte med at lave min MMF en anelse for tør, hvilket jo betyder at den nemmere krakelerer, og det gjorde den så! Men til sidst lykkedes det mig at rulle den nogenlunde tyndt ud og få den ”kastet” på kagen, så den lå nogenlunde pænt og kun krakelerede et sted. 

Den kom dog skævt på, så jeg besluttede mig for at lave nogle sorte blade af den overskydende fondant fra edderkopperne. Dermed blev bladene brugt til at skjule fejlene på kagen. Det lykkedes meget godt. Derudover pyntede jeg med mandariner hele vejen rundt om kagen = endnu en mulighed for at skjule de knap så pæne kanter på kagen. Jeg er på ingen måder selv tilfreds med udseendet på kagen, men den smagte godt! 

I fondanten kom en smule koncentreret appelsinaromaolie, da jeg ikke synes fondantsmagen i sig selv er den bedste. Det fungerede ok sammen med de yderste lag banankage, da smagen af appelsin ikke var særlig kraftig. 

Både børn og forældre var vilde med kagen, hvilket jo også var hensigten. En ting, der dog gør, at jeg til tider mister lysten til at kaste mig ud i en fondantkage er kommentarer fra andre forældre som: ”Se, det er derfor jeg aldrig vil bage kage, når du har skrevet dig op til det” eller ”Ja, så tør vi andre jo ikke komme med kage, når den ser sådan ud”. Det er ment positivt fra forældrenes side, som en ros til mig, men det er bare slet ikke min hensigt, at andre forældre skal føle sådan! Det skal bestemt ikke anses som ”show-off”. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og for at glæde børnene. Men jeg kan ikke rigtigt ryste det af mig, om folk mon tror, jeg gør det, for at vise mig. Men til de forældre, der kom med lignende kommentarer i fredags, fik jeg heldigvis sagt fra og fortalt dem, at det altså slet ikke er derfor jeg gør det, at de ikke må sige sådan, og at det bestemt ikke skal afholde dem fra at bage. De mener det godt, men jeg bliver altså en smule ked over at høre det. Jeg tror (og håber) jeg fik formuleret mig rigtigt, så jeg ikke kom til at fornærme nogen.

Alt i alt var det nogle hyggelig timer, hvor børnene havde en fest.

Jeg bagte denne chokoladekage, som godt kan anbefales. Opskriften er nem og hurtigt at gå til, og resulterer en i kage, der er dejligt svampet og smager kraftigt af kakao. Præcis som jeg foretrækker det.

Chokoladekage
12 personer

Ingredienser:
6 spsk. Kakao
250 g. hvedemel
300 g. sukker
1 tsk. Natron
1 tsk. Bagepulver
1 knsp. Salt
2 æg
150 g. smør
2,5 dl. Vand

Fremgangsmåde:
Sigt de tørre dele sammen. Kom æg, smeltet smør og vand i og pisk med en elpisker. 
Dejen hældes i en bradepande ca. 23x33 cm.

Bages på næstnederst rille ca. 35 minutter ved 170 grader C. i alm. ovn. 

Kagen skal ikke bages for meget, den skal være lidt klæg i midten.
Follow on Bloglovin

tirsdag den 7. oktober 2014

Karamelliseret brownie




Jeg bliver nødt til at dele denne lækre brownie opskrift!

Jeg er generelt vild med brownies og finder sjældent en opskrift, jeg ikke bryder mig om, men denne variation med karamel på toppen, var ekstra lækker, synes jeg.

Det er en tung lille fætter, så man skal begrænse sig til et mindre stykke, men til gengæld kan jeg garantere et stykke med lækker kraftig chokoladesmag krydret med en bismag af karamel i en lækker brownie, der er præcis så klæg, som en brownie (efter min mening) skal være.

Jeg har kun smagt kagen "au naturel", men tænker at den vil gøre sig godt sammen med noget vaniljeis og frisk frugt.

Prøv den!

Ingredienser
90 g smør
90 g mørk chokolade
1 1/2 æg
1 ¾ dl sukker
¾ dl mel
¾ dl kakao
en knivspids salt
200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
75-100 g lys chokolade

Fremgangsmåde
Smelt smør og mørk chokolade over vandbad.
Pisk sukker og æg let og luftigt.
Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen.
Sigt mel, kakao og salt i.
Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.
Hak chokoladen, og drys den ud over dejen.
Hæld kondenseret mælk ud over kagen.
Bag kagen ved 170 grader i 40-45 min. Hold øje med kagen de sidste minutter, så det karamelliserede lag ikke får for meget, men sørg samtidig for at få bagt karameltoppen nok. Ubagt kondenseret mælk er ikke at anbefale!

Lad den køle af natten over. (men den smager også godt lun...mmm...)
Skær ud i små firkanter.

Opskriften er fundet hos Chocolat.




Follow on Bloglovin

torsdag den 2. oktober 2014

Rødbedekage

Jeg har været i gemmerne og se på min efterhånden ret store opskriftssamling.
Jeg har ufattelig mange gemte, uafprøvede opskrifter, så i fredags fik L og jeg afprøvet en opskrift på en rødbedekage. Jeg var på forhånd temmelig skeptisk overfor opskriften. For det første fordi en kage med rødbeder bare virker for mærkeligt i mit hoved, og for det andet bryder jeg mig ikke om rødbeder. Så opskriften måtte selvfølgelig afprøves! :-)
Jeg må sige, jeg blev meget positiv overrasket. Man kan ikke smage rødbederne (heldigvis), og i dejen og glasuren er der hhv. citronskal og -saft, hvilket giver kagen et lækkert syrligt strejf.
Opskriften har jeg fundet på Facebook for længe siden. Husker desværre ikke hvor.
Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Ca. 30 stk.

250 g blødt smør 
1 dl rapsolie 
475 g rørsukker (ca. 5½ dl) 
6 æg 
100 g fintmalede mandler el hasselnødder 
400 g hvedemel (ca. 6¾ dl) 
4 tsk bagepulver 
2 tsk vaniljesukker 
4 groftrevede gulerødder (ca. 200 g) 
1 groftrevet rødbede (ca. 175 g) 
½ dl fintrevet citronskal (usprøjtet) 

Glasur
300 g flormelis 
4 spsk friskpresset citronsaft (opskriften siger 3 spsk.)
3 spsk vand (opskriften siger 1 spsk.)
2 tsk kakao 

Bagetid: Ca. 50 min. ved 175°. (opskriften siger ca. 45 min.)

Pisk smør, olie og sukker godt sammen. 
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg til det ligner "æggesnaps". 
Bland mandler, mel, bagepulver og vaniljesukker sammen. 
Vend det i "æggesnapsen" sammen med gulerødder, rødbeder og citronskal. 
Kom bagepapir i ovnens bradepande, fordel dejen heri og bag kagen midt i ovnen. 

Glasuren fordeles på den afkølede kage.

L giver røremaskinen en hjælpende hånd

Kagen havde den flotteste lyserøde farve inden den kom i ovnen. Den forsvandt dog under bagningen.

Og til sidst et billede af mine små hjælpere, der skærer ansigter og spejler sig i skålen fra røremaskinen
Follow on Bloglovin