Viser opslag med etiketten Blogs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blogs. Vis alle opslag

torsdag den 16. april 2015

Om at sætte barrieren lavere og Ds 8 års fødselsdag



I sidste uge fyldte D 8 år. Og som altid vækker en børnefødselsdag nogle ambivalente følelser i mig. Faktisk er det ikke nogen udpræget fornøjelse. Forstå mig ret, det er som regel rigtig hyggeligt, når det står på, men forberedelserne op til, kan altså godt give mig mavepine engang i mellem.

Mht. forberedelserne virker det heldigvis som om, D allerede er ved at være kommet over ”skattejagtalderen”, så det slap jeg for i år. Men med en kalender, der i forvejen var temmelig booket, og et hus der mildest taget godt kunne bruge en ordentligt omgang oprydning og rengøring efter en påskeferie med alle 5 hjemme, var jeg temmelig presset på tid (og overskud).

Jeg valgte derfor at sætte ind på enkelte områder, mens resten blev en forholdsvis nem løsning, dog stadig under hensynstagen til, at D var enig i mine beslutninger. Og det var han heldigvis J

Fredag fik vi besøg af drengene fra klassen. I fredags var vejret var helt fantastisk med op til 20 grader, så jeg besluttede, at en del af fødselsdagen skulle foregå ude i haven. Jeg tog vores nye bålsted i brug, og så måtte trampolinen, fodbold og bålsted ellers sørge for underholdningen. Og ved I hvad? Drengene havde en fest! Og D var glad, hvilket jo er det vigtigste af det hele!



De kom kl. 16, hvor jeg var klar med tændt bål og snobrødsdej. Som bålstedsrookie lykkedes det mig fint at tænde bålet uden problemer, men 1 optænding genererer ikke så f…. mange gløder, så det var lidt sløjt med snobrødsbagningen. Men det lykkedes, om end det tog et stykke tid.

Efter leg i haven stod den på aftensmad. Menuen var madpandekager med tagselv salat- og kødbar som fyld. I dagens anledning delte jeg dejen i 3 og gav hver portion en gang pastafarve (rød, blå og grøn). Det syntes drengene var meget festligt, men der blev ikke spist så meget, da jeg vist havde overvurderet hvor stort et trækplaster snobrød er, og hvor meget det fylder i de små maver.




Efter aftensmad ønskede D sig en chokoladekage som dessert. Som ønsket, så gjort. Den kendte (og hurtige) chokoladekage blev det til (opskriften er endnu ikke kommet på bloggen, har jeg lige opdaget. Det må jeg snarest få lavet om på!). Og da D ønskede en fodboldfest, blev kagen pyntet som fodboldbane. I mine øjne en noget ynkelig pyntning i form af glasur, vingummibamser, sugerør og en skumfidus som bold. Men D var meget imponeret, hvilket, igen, var mit vigtigste formål med dagen.

Kl. 19 var børnenes forældre inviteret til at komme og få en øl eller vand, mens drengene så Disneysjov, og langt de fleste forældre dukkede op. Men drengene er nok snart ved at være for gamle til Disneysjov, for de fleste forsvandt ud til trampolinen igen. Kun slikposerne og popcorn kunne trække dem indenfor senere.



Det var egentligt en rigtig hyggelig aften. Børnene enedes stort set hele tiden og besøg af forældrene var også rigtig hyggeligt. At den så sluttede lidt brat fordi F begyndte at kaste op, er så en anden sag. Vi fik vist ikke lige holdt øje med, hvor meget slik og popcorn hun kørte indenbords… hmm… Heldigvis var hun hurtigt frisk igen.

Men Ds fødselsdag for klassen fik mig også til at tænke på den berømte barriere for ens ambitionsniveau. Ja, jeg var ikke selv tilfreds med min fødselsdagskage, fordi jeg elsker at bage og godt kan lide at gøre noget ekstra ud af det for at forkæle mine gæster. Men D var glad = succes! Og det er kun en fornøjelse at gøre noget ekstra ud af maden, hvis jeg har tiden til det, og det havde jeg bare ikke denne gang. Jeg er jo selv min egen værste fjende. Jeg har høje ambitioner og vil gerne lave noget ekstraordinært, der kan huskes (af mig selv). Men jeg er bare kommet dertil, hvor jeg fokuserer på, at mine børn jo meget hellere vil have en mor, der er til stede og er glad. For jeg må nok erkende, at jeg ofte ikke kan få den alenetid, som jeg ønsker, til mine projekter. Og så ender hele processen i sure miner, fordi jeg bliver presset og dermed ikke kan hjælpe med alle de andre ting i huset, som også skal være klar. Heldigvis er børnene for det meste gode til at hjælpe, og så kan vi hygge os sammen om nogle af projekterne. Kun F skaber problemer her, for hun er en typisk 2-årig, der udfordrer og prøver grænser så det basker!

Jeg synes, jeg er blevet bedre til at sætte barrieren lavere. M er stadig ikke helt enig, men jeg har helt klart udviklet mig. Jeg synes dog stadig, der skal være noget hjemmelavet på bordet, når vi har gæster, så jeg forsøger at blive bedre til at finde balancen.

Men hvorfor er det, vi synes, vi skal præstere så meget? Så meget, at glæden ved at have gæster ofte forsvinder. Det er da for dumt! Jeg elsker Blogland, ingen tvivl om det. Jeg finder rigtig meget inspiration i alle de blogs jeg læser, men samtidig kan det også være en stressfaktor. For jeg bliver jo påvirket af alle de fine kager og lækker mad (og flotte haver og fine kreaprojekter osv. osv.), som jeg ser på en masse blogs. Af selvsamme grund trækker jeg stikket til Blogland engang i mellem. Jeg kan ikke undgå at blive påvirket af de forskellige blogs, og når jeg bliver mindet om al det jeg ikke når, så er tiden kommet til at lukke ned...sådan må det være i en periode..

Er jeg mon den eneste, der har det sådan?
Follow on Bloglovin

torsdag den 25. september 2014

Opskrifter og små glimt af hverdagslykke

I dag modtog jeg en bog med posten, som jeg havde set frem til at modtage. Det er nemlig Valdemarsros "Opskrifter og små glimt af hverdagslykke". Jeg havde set frem til at modtage bogen, da jeg nyder at læse med på Valdemarsro. Og indtil videre lever bogen op til mine forventninger.
Den er fyldt med stemningsfyldte billeder og opskrifter, som jeg glæder mig til at afprøve. Opskrifterne er opdelt efter måltider og afsluttes med et afsnit med Slik og søde sager.
Der er også en indledende side til hvert nyt kapital og små anekdoter. Jeg ser frem til læse mere i den, når jeg får en stille stund til det.
Grafisk og stilistisk er det ikke svært at se, at inspirationen må være fundet i Sif Orellanas populære bøger, men det generer nu ikke mig, for dem er jeg også meget begejstret for. :-)

Jeg bestilte en signeret udgave
Follow on Bloglovin

mandag den 13. januar 2014

Gæsteblogger hos Belladotte



I dag er min blog blevet præsenteret hos Belladotte, der hver mandag præsenterer en ny blog.
Hensigten med hendes tiltag er at gøre mindre kendte blogs mere kendte, så jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at blive præsenteret.

Tak for hjælpen, Belladotte.

Follow on Bloglovin

søndag den 28. oktober 2012

Heldige mig!

-for jeg har nemlig vundet en give away!





Det er hos Kageeventyr, og det er offentliggjort d. 19/10, men selvom jeg er fast læser på bloggen, har jeg altså ikke opdaget det, så det var en glædelig overraskelse at få beskeden derom i dag.

Præmien var et magasin "Cupcake heaven", som jeg glæder mig rigtig meget til at læse i.

Mange tak for gaven, Kageventyr!

torsdag den 19. juli 2012

Hvem sælger sætterkassehuse?

Ja, hvem er det nu lige, der laver disse fine huse og sælger ud af dem?

Jeg har indledt jagten på et sætterkassehus til Ls værelse, men nu synes jeg ikke, jeg kan finde nogle af de adskillige blogs, hvor jeg har set dem fremvist.

Anyone?

Help...

tirsdag den 27. marts 2012

Blog award



Jeg har simpelthen modtaget min første blog award! Det var Signes Mor, der var så venlig at sende den til mig. Mange tak for det :-)

Awarden gives til blogs med mindre end 100 læsere, og kan jeg vil derfor gerne bruge den til at reklamere for nogle af de blogs med under 100 læsere, som jeg nyder at læse.

Camp chaos: En hyggelig hverdagsblog om livet med et sæt tvillinger og en storesøster og de dertilhørende udfordringer.

Carport og noia: Endnu en hyggelig hverdagsblog med børn og pt. overvejelser om at flytte i kollektiv

Den lille hyggelige: En fin blog om hverdagslivet med en lille pige og endnu én på vej

Herlige hverdage: Blog om en familie på 9! Der blogges om livets små finurligheder i en stor børnefamilie.

Ualmindelig almindelig: Blog om hverdagslivet med en lille starut.

Madbloggene blev der ikke meget plads til i denne oversigt. Dem ynder jeg dog også at læse i stort omfang, men de fleste har allerede over 100 læsere og falder dermed udenfor kategorien for denne blog.

Jeg håber, modtagerne vil tage imod awarden.
Om ikke andet så bruge det som en tilkendegivelse af, at der er en tilfreds læser derude :-)

fredag den 30. september 2011

Give away hos Ævlebævle

Se Ævlebævles blog her

Jeg vil gerne gøre opmærksom på denne lækre give away, som jeg godt gider at vinde!

tirsdag den 9. august 2011

Blogreklame

Via en kollage "fandt" jeg denne blog i går: Lines linier, som jeg gerne vil gøre lidt reklame for.

Jeg har endnu ikke fået læst alle indlæg, men dem jeg har læst, har bestemt fanget min interesse. Kvinden bag bloggen, Line, har 4 børn, og det interessante ved bloggen (for mig) er de mange indlæg om hverdagslivet. Bl.a. om at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Et emne, der optager mig utroligt meget, da jeg jo står lige midt i det!

Og derudover, er jeg altså en "sucker" for anekdoter om oplevelser med (mange) børn, positive som negative.